I koncentrationslejren i Lemberg i det nuværende Ukraine ligger den 21-årige SS-soldat Karl Seidl på sit dødsleje. Året er 1943, og den jødiske koncentrationslejrfange Simon Wiesenthal kaldes til Karls sygeseng. Som det sidste i sit liv søger SS-soldaten tilgivelse fra en jøde, for de forbrydelser han har begået mod det jødiske folk. Særligt fortæller han om rædslerne, da han og hans deling har fået til opgave, at låse 300 jøder inde i et treetagers hus for derefter at sætte det i brand.
Ude foran huset har delingen af SS-soldater bragt et maskingevær i stilling. Granater kastes ind gennem vinduerne, og skrigende vokser fra flammehavet. Fra anden sal kaster en mand opslugt af flammer og med et barn i armene sig ud af vinduet. Han lander nede på gaden, og flere andre følger trop, mens soldaterne skyder dem ned en efter en.
Scenariet er fra Simon Wiesenthals berømte bog ”Solsikken”, hvor spørgsmålet om grænser for tilgivelse sættes på spidsen. Selv undlader Wiesenthal at svare Karl på hans forespørgsel om tilgivelse, og han lader SS-soldaten dø uden sjælefred. Findes der forbrydelser med en sådan ondskab, at de ikke kan tilgives? spørger han. Ja, svarer den norske filosof Arne Johan Vetlesen, der er professor ved Universitetet i Oslo og aktuel med bogen ”Om ondskab”, som netop er udkommet på dansk. Vetlesen kredser også om Wiesenthals bog og behandler spørgsmålet om tilgivelse:
”Spørgsmålet om tilgivelse sættes på spidsen, når det drejer sig om en person, der har deltaget i drab på uskyldige børn. Det at dræbe forsvarsløse børn på så bestialsk vis er en uoprettelig forbrydelse. Den viser, der findes tilfælde af ondskab, som går over grænserne for, hvad vi kan tilgive,” fortæller Vetlesen over en telefonforbindelse fra Norge.
Filosofiprofessoren har i snart 30 år beskæftiget sig med emnet ondskab i en lang række bøger, som er oversat til flere sprog, og han har fået en stigende international anerkendelse for sin forskning. For Vetlesen er det de konkrete tilfælde af ondskab, der har hans interesse, hvor individer med fuldt overlæg påfører andre stor skade og smerte mod deres vilje.
”Når vi taler om ondskab, er det vigtigt at spørge om, hvordan kan vi lokalisere eller identificere det onde. Nogle vil mene, at det onde skal findes hos aktøren, gerningsmanden, som gør det, vi kan definere som ondt. Her har det noget med intentionen eller hensigten at gøre, sindelaget hos den, som udfører sin gerning. En anden måde at se det på er, at ondskaben først og fremmest efterleves i handlingen og handlingens konsekvenser for ofrene,” fortæller Vetlesen.
Diskussionen omkring handling og intention er gammel og går langt tilbage, uddyber han. Den tyske filosof Hannah Arendt, der havde jødiske rødder, forsøger i bogen ”Eichmann i Jerusalem” fra 1963 at analysere SS-officeren Adolf Eichmanns motiver under hans deltagelse i holocaust. Eichmann regnes for en af arkitekterne bag de godt seks millioner jøders udryddelse i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Her undersøger Arendt begrebet om ondskabs banalitet. Hun mener, at der her findes et misforhold mellem det, vi kan kalde det subjektive og det objektive.
Hvis det subjektive er motiverne, sindelaget, karakteren hos personen, der handler – i dette tilfælde Adolf Eichmann – så kan det objektive være de faktiske konsekvenser for ofrene, de handlinger, som Eichmann var med til at sætte ud i livet. Her opstår misforholdet mellem det subjektive og det objektive, fortæller Vetlesen, i den forstand, at Arendt fandt banale motiver hos Eichmann. Han var en mand, som ville gøre karriere, og som var loyal, høflig og dygtig over for sine overordnede.
”Der kunne ikke tænkes nogen dybere antipati eller hensigter end en type opportunisme eller karrierisme hos Eichmann. Sådanne motiver findes hos så mange af os, men uden at det får så alvorlige konsekvenser som folkemord. Det, der optager Arendt, er denne diskrepans mellem det, som kan være motiver til handlingerne og disse handlinger i deres rene konsekvens. Og her stiller jeg spørgsmålet, om der er handlinger, som ikke kan tilgives,” fortæller Vetlesen.
Har vi en moralsk forpligtelse til at tilgive?
”Nej. I Sydafrika var der apartheid i årtier. Da den blev ophævet, skulle parterne forsøge at finde frem til en forsoning. Her blev der nedsat en sandhedskommission, anført af ærkebiskop Desmond Tutu. Der var en stor seance, hvor mange af de overlevende skulle tilgive overgrebsmændene. Her følte de ovelevende sig moralsk tvunget eller manipulerede til at sige, at de tilgav. De oplevede det som traumatiserende, for de havde sagt i offentligheden, at de tilgav, men de fandt ud af, at de efterfølgende ikke kunne tilgive det, der var sket. Nu kunne de ikke tilgive sig selv for offentligt at have tilgivet.”
Vetlesen kritiserer sandhedskommissionens tilgang til tilgivelse. Særligt tendensen til det, han kalder moralsk ligestilling, som er en arbejdsdeling mellem, hvad gerningsmanden skal bidrage med, dem som har deltaget i tortur, drab og voldtægter, og på den anden side ofrene, de overlevende og efterladte, der skal deltage i denne forsoningsproces. Gerningsmændene fremlægger deres del af historie, hvad de har gjort og kommer forhåbentlig med en form for tilståelse. Så skal ofrene, de pårørende og efterladte, svare på, om de er villige til at tilgive.
”Nu har jeg hørt din tilståelse, og så kan jeg svare ved at sige, at jeg tilgiver dig. Så har begge parter gjort sit til, at man kan lægge den grumme fortid bag sig og komme videre sammen mod en forhåbentligt harmonisk og fredsommelig fremtid. Jeg har kritiseret dette, for det er en symmetrimodel, der er impliceret af overgrebene. Gerningsmændene har sat gang i hele processen. Kommissionen deler noget ansvar ud for at rette op på skaderne efter overgreb. Dette skaber asymmetri. Det er helt klart gerningsmanden, som har det absolutte ansvar. Ofrene har ikke noget moralsk eller politisk ansvar for, at de er blevet ofre på denne måde. Der er ingen udefrastående, som har ret til at kræve af os, at vi skal tilgive.”
For Vetlesen er tilgivelse altid en individuel sag. Det er individet, som tager stilling til, om de vil tilgive eller ej. Det giver for filosoffen heller ikke mening for et individ at tilgive en hel gruppe, for eksempel det tyske folk eller nazisterne efter deres krigsforbrydelser. Det giver heller ikke mening at tilgive på vegne af en hel gruppe. Som jøden, der skulle tilgive alle nazister på vegne af det jødiske folk.
”Tilgivelsen kan finde sted mellem individer, som vi så det hos Wiesenthal, hvis der kan tilgives. Hen mod slutningen af min bog ”Om ondskab” konkluderer jeg, at der aldrig kan være en moralsk pligt til at tilgive. Jeg siger ikke, du aldrig skal tilgive. Jeg mener, selv hvor den individuelle gerningsmand har tilstået sin skyld og vist tegn på anger, selv der må det være et suverænt frit og selvstændigt valg for et offer eller en efterladt at sige, jeg tilgiver dig, eller jeg tilgiver dig ikke.
Dette valg om at tilgive, kan aldrig være en pligt, som udløses af, at gerningsmanden har gjort sin del af arbejdet ved at angre. Tilgivelse vil altid være noget, som har karakter af en gave. Det er hinsides pligten, og hvis du lader være med at tilgive, så kan du ikke klandres for ikke at gøre det. Det er dit suveræne valg.”
Hvordan skal retssamfundet gå til disse forbrydelser?
”Jeg er ikke tilhænger af dødsstraf. Selv ikke for hovedansvarlige for folkemord, som det for eksempel var tilfældet i Bosnien tilbage i 1990’erne. Jeg har arbejdet særligt med Bosnien og har netop været i landet. Her besøgte jeg forskellige gerningssteder, massegrave, koncentrationslejre, og der var en række retssager i gang, hvor de største sager behandles ved den internationale straffedomstol i Haag. Strafudmålingen er for mig ikke så vigtig som det, at ofrene, og resten af verden i øvrigt, gennem retssagerne får klarlagt en form for sandhed. At vi får etableret et kendskab til det, som faktisk skete, da forbrydelserne fandt sted.”
Hvis ikke sandheden kommer frem, og hvis ikke den får verdens bevågenhed, så frygter han, at forbrydelsen kan gentage sig. Det er også vigtigt for ofrene for denne type ondskab, at de oplever, der kommer et retsopgør, så de faktiske omstændigheder kan komme frem. I Bosnien mærker ofre for folkedrab, at der er en stor politisk gruppe, som benægter disse folkemord.
”Hvis ikke sandheden kommer frem og anerkendes, så øger det chancen for, at det kan ske igen. På samme måde kan fraværet af tilgivelse af forskellige ekstreme handlinger også minde os om, at der er handlinger, som er så ondskabsfulde, at de er utilgivelige, og som vi er nødt til at tage ved lære af.”