Vil man forstå danskernes kristentro, må man følge de tyske tankestrømme tilbage til reformatoren Martin Luther.
Vil man forstå, hvor begrebet folkekirke kommer fra, må man læse romantikkens tyske teolog Friedrich Schleiermacher.
Og vil man forstå, hvorfor Europas præster, intellektuelle og teologistuderende efter to verdenskrige begyndte at tale om Gud som menneskets absolutte modsætning, må man begynde med Karl Barth, faderen til dialektisk teologi, den mest indflydelsesrige teologiske retning i det 20. århundrede.
Sagt på en anden måde: Tysk teologi har i århundreder formet tro og tankegang i såvel kirkeliv som det øvrige samfund i store dele af verden. Fra Indre Mission i Jylland til protestantiske megakirker i USA. Og for nogle årtier siden kunne man ”ikke blive ordentlig teolog, hvis du ikke var hjemme i tysk teologi”, har tidligere teologiprofessor Viggo Mortensen sagt her i avisen.
Men i dag – 500 år efter, at Luther gjorde den tysktalende region til et teologisk kraftcenter – er tysk teologi i en sørgelig forfatning. Det mener den tyske katolske teologiprofessor Ulrich Lehner, som i et interview med nyhedsmediet Catholic News Agency taler om tysk teologis ”regression” og ”middelmådighed”.
”Tysk teologi er ikke længere, hvad den var for 25 år siden. I modsætning til dengang har den ikke længere nogen global indflydelse i dag,” siger Ulrich Lehner, som er professor ved det amerikanske Notre Dame Universitet.
Som bevis peger han på, at meget få tyske teologiske værker oversættes til engelsk, fransk og spansk, og ligeledes får international teologisk forskning ”overraskende lidt opmærksomhed” i Tyskland.
”Mens man stadig skal lære tysk, når man tager en doktorgrad i USA, bemærkede jeg allerede for 20 år siden i Tyskland, at studerende, som tager en doktorgrad, ikke kunne læse lange tekster på engelsk,” siger han og tilføjer, at tyske teologer derfor stort set kun citerer hinanden.
Hvis tysk teologi ikke formår at ruske op i sig selv og tænke nyt, vil vedligeholdelsen af Tysklands mange teologiske fakulteter og professorater svare til ”at klamre sig til middelalderlige privilegier”, lyder det krast fra den tyske teolog.
Det er rigtigt, at tysk teologi har mistet sin internationale førerposition, mener Niels Henrik Gregersen, teologiprofessor ved Københavns Universitet med indgående kendskab til tysk teologi.
”Det skyldes, at tysk ikke længere er et verdenssprog, og at de færreste herhjemme har tysk med sig fra gymnasiet. Sådan ligger landet,” siger han.
Niels Henrik Gregersen nævner, at han har et hold på 30 studerende, hvoraf tre har valgt at læse en bog af den 94-årige tyske teolog Jürgen Moltmann på originalsproget, resten læser den engelske oversættelse, og 3 ud af 30 er ”endda ret flot”. For mange studerende har interessen for tysk teologi måttet vige for den angelsaksiske.
”I dag er mange teologistuderende mere prokirkelige, praktisk orienterede og pragmatiske, mens der er færre principielle teologer. Amerikansk og engelsk teologi er mere praktisk orienteret, mere psykologisk orienteret, mens den tyske teologi traditionelt er meget principiel og dogmatisk,” siger han.
Tysk teologi har fortsat et meget højt akademisk niveau, betoner Niels Henrik Gregersen. Men kun få tyske teologer er i stand til at ”skrive ud af boksen”. Med det tyske krav om to disputatsafhandlinger bliver yngre tyske teologer tvunget til at skrive for de ældre professorer.
”Deres arbejde skal antages af de professorer, der har ansat dem i assistentstillinger, og som de nødigt vil skuffe. Det giver mine yngre tyske kolleger en smuk nærhed til deres doktorfædre eller doktormødre, som de kaldes. Men de bliver som regel ikke frie og opnår ikke den selvstændighed, der gør, at de kan og tør tænke nyt, før de er i 40’erne. Og så kan det være for sent,” siger han.
Tyske teologer lærer heller ikke at skrive ”ud af huset”, med mindre de har en særlig begavelse for det. Paul Tillich, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige teologer, slog først igennem, da han med nazisternes magtovertagelse i 1933 forlod Tyskland og rejste til USA og dermed skulle skrive på engelsk, som han i begyndelsen ikke var god til.
”Dermed var han tvunget til formulere sig, så alle kunne forstå det,” siger Niels Henrik Gregersen.
Det er måske rigtigt, at der i dag ikke findes tyske teologer, der vil opnå samme berømmelse som Karl Barth, Paul Tillich eller Rudolf Bultmann, der ligesom Barth øvede afgørende indflydelse på danske Tidehverv. Men denne pointe handler hverken særligt om Tyskland eller om protestantisk teologi, mener George Pattison, som er professor i teologi og moderne europæisk tænkning ved skotske Glasgow Universitet og beskæftiger sig med tysk teologi.
”Jeg mener, at påstanden om tysk teologis forfald er overdrevet. Der var særlige kulturelle grunde til, at teologer fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede kunne blive globale skikkelser,” siger han.
Han henviser til det moralske kollaps efter Første Verdenskrig, som banede vej for teologisk nytænkning, og Hitlers nazistiske diktatur, som fik en kreds af fremtrædende tyske teologer til i protest at danne Bekendelseskirken. En af dem, Dietrich Bonhoeffer, blev siden kendt for sin kamp mod nazismen.
”Jeg mener, at forskellen er, at samfundet er blevet langt mere differentieret de seneste 70 år, og kirkerne simpelthen ikke længere har den rolle som en slags offentlighedens samvittighed, som de havde dengang. Ligegyldigt hvor artikulerede eller kraftfulde enkelte røster inden for kirkerne i dag kan være,” siger George Pattison.
Han understreger, at der inden for teologien stadig er en række fremragende tyske lærde.
Forskellen på dengang og nu handler om den større sammenhæng, teologien fungerer i, ikke om personlige egenskaber eller videnskabelig kompetence, mener George Pattison.
”Meget af det, Barth og co. skrev dengang, ville faktisk ikke være kvalificeret til et forskningsstipendium i dag,” siger han.
Ulrich Körtner er tysk-østrigsk professor ved institut for systematisk teologi og religionsvidenskab på Wien Universitet. Han betoner også, at der stadig er protestantiske teologer fra det tysktalende område, som har vundet international anerkendelse, blandt andre: Jürgen Moltmann, professor emeritus i systematisk teologi, og Eberhard Jüngel, også professor emeritus i systematisk teologi.
Men det er rigtigt, at tysksproget teologi mister indflydelse, medgiver Ulrich Körtner, og det hænger ikke blot sammen med sprogbarrierer, men har også dybere ideologiske årsager. Postkoloniale teorier, som omhandler Europas tidligere dominans og undertrykkelse af kolonier, har vundet indpas i de humanistiske videnskaber, herunder i teologien.
”Det har fået den konsekvens, at den klassiske tysk-sprogede protestantiske teologi afvises som gammel-europæisk tænkning,” siger Ulrich Körtner.
Men hvor står de teologiske fyrtårne så i dag, hvis ikke i Tyskland, kunne man spørge.
”Jeg tror, at spørgsmålet om, hvem der i dag er ’store’ teologer, ikke kan besvares,” siger professor Niels Henrik Gregersen.
”For man må altid spørge: ’Store – for hvem?’,” siger han. Men svarer så alligevel:
”Ud over teologisk tyngde kræver storhed i dag en evne til at henvende sig til den bredere kultur eller den globale kristendom,” siger Niels Henrik Gregersen, og han har i al fald to bud på store teologer:
Den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams, en af verdens førende intellektuelle med teologisk funderede holdninger til så vidt forskellige spørgsmål som krig, fattigdom, terror, islam og klimaforandringer.
Og den kroatiske teolog og professor ved Yale Universitet Miroslav Volf, som har været med til at forme det ret nye begreb ”offentlighedsteologi” ved at arbejde med kristendommens særlige bidrag i samfund, som bliver stadig mere multireligiøse.
