Tyske akademikere: Studerende knægter den fri meningsudveksling

Identitetspolitikken er kommet til Tyskland, hvor ytringsfriheden på flere universiteter er under pres. Et demokratisk problem, siger antropolog, der selv er blevet mødt med krav om afskedigelse efter tørklædedebat

Flere tyske professorer føler sig udfordret af et øget fokus på krænkelses- og identitetspolitik på universitetet. I april forsøgte en gruppe anonyme studerende for eksempel at få afskediget en professor på Goethe-Universitetet i Frankfurt, fordi hun havde arrangeret en konference om det muslimske tørklæde. Her ses elever under en forelæsning på universitetet. –
Flere tyske professorer føler sig udfordret af et øget fokus på krænkelses- og identitetspolitik på universitetet. I april forsøgte en gruppe anonyme studerende for eksempel at få afskediget en professor på Goethe-Universitetet i Frankfurt, fordi hun havde arrangeret en konference om det muslimske tørklæde. Her ses elever under en forelæsning på universitetet. – . Foto: Goethe Universitet.

Er universitetet et sted, hvor frie meningsudvekslinger med dertilhørende risiko for at blive stødt på manchetterne eller få udvidet sin horisont er selve kernen? Eller er der tværtimod tale om en institution, hvor forældet tankegods og ditto praksisser trænger til en tidssvarende opdatering, så studerende og undervisere undgår ubehagelige oplevelser i deres hverdag på campus?

Holdningerne er mange og delte, og særligt på flere amerikanske universiteter har krav om øget hensyntagen de senere år skabt debat. Pensum er blevet anklaget for at være racistisk, videnskabelige begreber er blevet opfattet som krænkende, og arrangementer er flere steder forsøgt forhindret.

Og nu har identitetspolitikken, der hidtil er blevet betragtet som et angelsaksisk fænomen, tilsyneladende også gjort sit indtog på tyske campusser. I hvert fald forsøgte en gruppe anonyme studerende i april at få afskediget Susanne Schröter, der er professor og leder af afdelingen for social og kulturel antropologi ved Goethe Universitetet i Frankfurt.

Professorens brøde? Hun havde arrangeret en konference om det muslimske tørklæde. Ifølge de studerende gik arrangementet ”højrepopulismens ærinde”, hvilket for Schröter er en fuldstændig uforståelig kritik.

”Det var chokerende at blive konfronteret med en sådan fjendtlighed, alene fordi jeg forsøgte at starte en debat om, hvorvidt det muslimske hovedtørklæde er udtryk for værdighed eller undertrykkelse. De, der kaldte mig racist og krævede min afgang, mente, at alene debatten var en overskridelse af deres grænser, at den i sig selv var racistisk. De ville gøre spørgsmålet til tabu. Men for mig at se har mennesker med den slags holdninger hverken forstået, hvad videnskab eller demokrati er,” siger hun.

Til debatten havde Susanne Schröter inviteret talere med vidt forskellige syn på tørklædet. To bar det sågar selv. Men det mildnede ikke de studerende, der ifølge professoren gjorde sig skyldige i autoritære sværmerier.

”Videnskaben – og samfundet – er afhængig af åben og fri debat. Uden den dør demokratiet, og videnskaben bliver overflødig. Der er jo tale om censur her, og censur er fundamentet for regimer, vi i Tyskland nødigt sammenligner os med,” siger Susanne Schröter.

Ifølge professoren er der en udvikling i gang, hvor mindre, men meget indflydelsesrige grupper af studerende fremsætter højlydte krav, som får lov at definere rammerne for, hvad og hvem der må tales om i de tyske forelæsningssale. En ”illiberal udvikling”, hvor moral og følelser trumfer klassiske akademiske dyder og – ifølge Schröter – i sidste ende risikerer at føre til et mere splittet samfund.

Sagen om Susanne Schröter er ingen enlig svale, og flere steder råber tyske akademikere nu op om, at man står med et reelt problem. Lignende sager har udspillet sig på højere læreanstalter i blandt andet Augsburg og Berlin, og da Dieter Schönecker, professor ved universitetet i Siegen, tidligere i år ville afholde en debat i forbindelse med et kursus om ytringsfrihed, mødte han ligeledes voldsom modstand. Schönecker, som blandt andet havde inviteret et medlem af det højreorienterede parti Alternativ for Tyskland, måtte gennemføre arrangementet under politibeskyttelse, og episoden illustrerer en generel udvikling hen imod trangere kår for den videnskabelige frihed og åbne debat. Det bekræfter Felix Grigat fra den tyske sammenslutning af universitetsprofessorer.

”Udgangspunktet er, at den frie videnskab i Tyskland er garanteret ved lov,” siger han.

”Ikke desto mindre har vi hos sammenslutningen af professorer registreret en generel tilbagegang i tolerancen over for andres meninger på vores højere læreanstalter. Udviklingen har uden tvivl betydning for debatkulturen på universiteterne.”

Ifølge Vincent F. Hendricks, der er professor ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet og aktuel med en bog om ”identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter”, er det ikke overraskende, at universiteterne er det sted, hvor mindretalsbevidstheder trives, diskuteres og kommer tydeligt til udtryk. Det er faktisk helt i tråd med universitetets ånd, understreger han. Alligevel advarer Hendricks samtidig mod en udvikling, hvor uenighed fører til en udskamning og systemisk sanktionering, der umuliggør demokratisk debat.

”Derfor forsøger jeg også at appellere til, at når de identitetspolitiske debatter bliver et spørgsmål om, hvad folk føler, så skal man nogle gange lige trække vejret en ekstra gang. Der kan meget vel være nogle strukturelle problemer i forhold til eksempelvis forskelsbehandling, som det er værd at tage op, men det kan man godt gøre, uden at man behøver at aktivere hele følelsesregistret,” siger han.

Lutz Wingert, der er tysk filosofiprofessor ved det tekniske universitet i Zürich, begræder de stadigt snævrere rammer for ytringsfriheden på de tyske universiteter de senere år. Men han understreger i samme åndedrag, at interessevaretagelse med udgangspunkt i fælles identiteter ikke som sådan er et nyt fænomen.

”På sin vis var arbejderbevægelsens kamp for bedre vilkår også identitetspolitik. Forskellen var dog, at arbejderne havde som mål at frigøre sig af deres fælles identitet som den udbyttede klasse, mens nutidens identitetspolitiske frontkæmpere gør alt for at holde fast i deres fællesnævner som undertrykte,” siger Wingert, der sammen med den verdenskendte filosof Jürgen Habermas har skrevet flere bøger om den offentlige samtales tilstand.

Lutz Wingert medgiver, at uddannelsesinstitutionerne skal udvikle sig i takt med tiden, hvilket kan nødvendiggøre nye hensyn og praksisser. Eksempelvis hilser han fokus på oversete minoriteter i historieundervisningen velkommen. Men det nye – og afgørende problematiske – er ifølge filosoffen, at de partikulære interesser i dag synes at trumfe alle andre hensyn, hvilket i sidste ende kan få katastrofale følger – ikke mindst for de studerende selv.

”Hvis en opdatering anno 2019 betyder, at universiteterne tvinges til at etablere såkaldte safe spaces (følelsesmæssigt sikre områder, red.), hvor de studerende kan vedligeholde deres fastfrosne kulturelle identitet uden at blive udfordret, så er det meget trist. Både for den akademiske verden, for de studerende og for samfundet. Har vi først sagt farvel til de universalistiske principper for vores måde at eksistere sammen på, så vil det utvivlsomt bremse både den intellektuelle og den menneskelige udvikling, ” siger Lutz Wingert.

WW Nutidens identitetspolitiske frontkæmpere gør alt for at holde fast i deres fællesnævner som undertrykte.