Prøv avisen
Interview

Forfatter: Muslimske lederes syn på videnskab spolerede det islamiske verdensherredømme

Hagia Sophia var det største byzantinske monument i det Byzantinske Riges hovedstad Konstantinopel. Foto: Ritzau Scanpix

Den islamiske civilisation så helt frem til 1600-tallet ud til at blive dominerende i verden. Men en ny bog viser blandt andet, at muslimske lederes syn på uddannelse og naturvidenskab bremsede udviklingen, mens den vestlige civilisation kom til at dominere

Osman viste allerede som barn særlige talenter. Han var en superdygtig rytter og nærmest uovervindelig i fægtekamp. Det skulle senere blive afgørende, for Osman kom til at præge udviklingen i især Mellemøsten, Nordafrika og dele af Europa i flere århundreder efter sin fødsel i 1258. Hans evner, også til at lede, gjorde ham til tyrkisk fyrste i Anatolien og hurtigt kendt som en dygtig krigsherre, der var i stand til at erobre nye områder – og inddrage dem i sit islamiske styre. I dag kender vi hans navn som grundlæggeren af et helt imperium, Det Osmanniske Rige, der opstod omkring år 1300. I løbet af de næste tohundrede år fik Det Osmanniske Rige fjernet det byzantinske kejserdømme, erobret store dele af Balkan samt kongeriget Ungarn. Og hvis man kigger på et verdenskort fra denne periode i historien, er det tydeligt, at netop den muslimske kultur dominerede i store dele af verden, mens det, vi i dag kalder den vestlige kristne civilisation, er begrænset til et mindre hjørne af Europa.

Men historien blev ikke ved med at være på osmannernes side. Den islamiske civilisation, der ellers i en lang periode i verdenshistorien så ud til at være på vej mod det universelle muslimske verdensherredømme, mistede grebet. Og det er netop den historie, Carl-Johan Bryld har skrevet om i sin nye bog ”Civilisationernes verdenshistorie”, hvor den tidligere historielektor skriver om både den vestlige kristne, den mellemøstlige islamiske samt den kinesiske civilisation. Ud over at beskrive historiens gang forsøger han i bogen at forklare Vestens dominans, Kinas sammenbrud og efterfølgende genskabelse samt den muslimske civilisations nedgang og permanente krise.

”Og jeg må indrømme, at det er den islamiske civilisations verdenshistorie, der har optaget mig mest. For hvordan kan det være, at den civilisation, der i flere århundreder så ud til at skulle dominere verden, ender i dyb intern splittelse og forsvarskamp? Træk, der faktisk stadig præger den muslimske verden i dag,” siger Carl-Johan Bryld, der har skrevet flere historiske værker og er tidligere underviser på Kolding Gymnasium og Syddansk Universitet.

Udviklingen kulminerer ifølge forfatteren, da Kemal Atatürk erstatter Osmanner-riget med det moderne Tyrkiet i 1922 og udtaler: ”Der er kun én civilisation, og det er den vestlige.”

Carl-Johan Bryld beskriver i sin bog, hvordan især synet på religionens rolle i samfundet op gennem historien har haft betydning for henholdsvis udviklingen af den islamiske og den vestlige civilisation. Mens kristendommens direkte indflydelse på lovgivning og udvikling af institutioner efterhånden aftager i den vestlige verden og i højere grad bliver til reserveret til privatsfæren, så fortsætter islam med at være omdrejningspunktet for indretningen af muslimske samfund, og det kommer ifølge forfatteren til at bremse den islamiske ekspansion. Hans bog begynder i 1500-tallet, hvor det osmanniske imperium tæller mellem 25 og 30 millioner mennesker, med et overvejende muslimsk flertal.

”Muslimerne havde jo en klar opfattelse af, at deres tro skulle være universel, og at det var en pligt at udbrede den gennem hellig krig, jihad. Og krigen skulle i princippet fortsætte, til ’alle vantro’ havde tilsluttet sig islam. Derfor var Osmannerrigets militærstyrke også meget imponerende og frygtindgydende. Men efter en lang periode med nye landvindinger og vækst begynder styrkeforholdet nu at vende – til europæernes fordel,” fortæller Carl-Johan Bryld.

Netop forholdet til religion begynder på dette tidspunkt at ændre sig i den vestlige civilisation. I 1500-tallet og frem oplever europæerne ikke mindst et brud inden for den katolske kirke, der retter fokus mod den enkeltes egen relation til Gud. Individualisering og begyndende sekularisering kan anes i horisonten. Og på det geografiske verdenskort vokser europæernes indflydelse, idet opdagelsesrejsende både sikrer nyt land og nye handelsmuligheder ad søvejen.

”Men allervigtigst er nok, at hvor europæerne på dette tidspunkt er optaget af ny viden, også inden for naturvidenskaben, så mener førende muslimske lærde, at det nærmest er blasfemisk at beskæftige sig med naturlove, for det svarer til at kigge Gud i kortene og dermed anfægte hans almagt. Dette videnssyn medfører blandt andet, at man først meget sent indfører skolegang for alle eller opfører universiteter, og helt konkret river man i slutningen af 1500-tallet et meget moderne og imponerende observatorium ned i Konstantinopel (i dag Istanbul, red.), hvor man kunne studere solsystemets indretning. Helt på samme tid som Tycho Brahe blev verdensberømt for sine astronomiske opdagelser.”

Muslimerne havde ellers tidligere været førende inden for især matematik og medicin, hvor de arabiske lægebøger indtil 1500-tallet havde stået som autoriteter på området.

”Og jeg tror godt, man kan sige, at verden nok ville have set anderledes ud i dag, hvis de muslimske ledere og lærde havde haft et andet syn på viden og uddannelse. I Europa sendte man jo for eksempel gerne studerende til det muslimske Spanien for at studere matematik, men den anden vej var der ingen trafik. Samtidig var det også en stor forhindring for ny viden, at Det Osmanniske Rige havde forbudt bogrykkerkunsten på arabisk helt frem til 1700-tallet, så hvis man for eksempel gerne ville have ny viden på det militære område, måtte man sidde med kæmpestore håndskrevne manualer – eller forsøge at lære sig græsk eller latin. Det har været en meget stor bremseklods for udvikling,” siger Carl-Johan Bryld.

Han betegner især perioden 1683 til 1699 som skæbnesvanger for den islamiske civilisation. I 1683 forsøger osmannerne at indtage Wien, men en koalition af habsburgske, polske og sydtyske styrker kommer byen til undsætning, og osmannerne lider for første gang ”et fuldkomment nederlag til kristne styrker”, som der står i bogen.

Og i 1699 står de derfor opført som krigens tabere i fredstraktaten og må som konsekvens afstå en række områder i Europa, herunder Ungarn. I 1714 forsøger de at genoptage krigen, men må igen se sig slået i 1718 og afgive dele af Balkan. Som Carl-Johan Bryld skriver i bogen, så ryster disse tilbageslag osmannernes selvforståelse.

”I århundreder havde de været de kristne europæere overlegne og haft stadig fremgang i deres hellige krig, der jo var bestemt til at skabe et islamisk verdensherredømme. De havde kun foragt tilovers for de vantro.”

Men nu er det altså de vantro, der dominerer, og styrkeforholdet er vendt. Og i 1800- og 1900-tallet forstærkes dette yderligere, da tanker om uafhængighed og nationalistiske strømninger begynder at brede sig i forskellige områder af sultanens rige – ikke mindst under påvirkning af udviklingen i Europa, hvor nationalstaterne vokser frem.

”Denne udvikling fører også til voksende interne stridigheder inden for islam. Mellem modernister, der gerne vil lade sig inspirere lidt mere af Vesten, og de konservative traditionaliser, der ser al indflydelse fra Vesten som forfald af de sande islamiske dyder – og den strid har vi kunnet se lige siden,” lyder det fra Carl-Johan Bryld.

Han peger på, at Koranen i sig selv udgør en vigtig knast mellem de to holdninger til islam.

”For selvom der selvfølgelig er lighedspunkter mellem kristendommen og islam, så er der afgørende forskelle. Islam er for det første en lovreligion, og samtidig er beretningerne i Koranen blevet til som et samlet tekstkorpus. Det vil sige, at der er én stemme, der lyder gennem hele bogen, nemlig Muhammeds. Bibelen er derimod en polyfoni med mange forskellige stemmer, og den rummer også direkte modstridende tekster. Derfor giver den et større spillerum for fortolkning og diskussion. Mens Koranen nærmere anses som et helligt opslagsværk med helt konkrete leveregler og påbud, og derfor er det vanskeligere for muslimer at reformere deres tro og tilpasse deres religion til moderniteten,” siger Carl-Johan Bryld, der dog samtidig slår fast, at det kan lade sig gøre.

”Et af de bedste eksempler er afskaffelsen af slaveriet. Det er faktisk legitimt at holde slaver ifølge Koranen, men det er man dog gået fra. Det kræver bare, at man inden for islam begynder at anlægge et historisk syn på Koranen. At man forstår, at den er skrevet ind i en bestemt epoke i verdenshistorien og skal ses i det lys – og at man så fokuserer mere på at nå frem til de bagvedliggende åndelige principper i teksten i stedet for at læse den som en konkret, detaljeret kæmpelov.”

En del af den historiske sammenhæng kan man altså nu finde i Carl-Johan Brylds nye bog, hvor han trækker trådene helt frem til i dag og på en af de sidste sider kan læse om nutidens opgør, at de ”vigtigste fronter går ikke mellem den muslimske og den vestlige verden, men er sekteriske, etniske og politiske” og ”Det er disse indre modsætninger, der er drivkraften bag konflikterne. Vesten spiller en betydelig rolle, men langt mindre end anti-vestlige islamister gerne vil tro”.