På en slentretur gennem 1600-tallets Amsterdam var det nemt at få en fornemmelse af, at man gik i verdens økonomiske centrum. Langs de travle kanaler skød nye købmandshuse op, hvis indre blev udsmykket med værker af Rembrandt og Vermeer. Byens forretninger flød med varer fra alle fire verdenshjørner – eksotiske frugter, sukker og krydderier – og i gaderne kunne man høre både hollandsk, tysk, fransk, skotsk og portugisisk.
“På Spinozas tid var Amsterdam et sandt mekka for handel og kunst. Men det var også et fristed for mennesker med udveksling af idéer om religion, videnskab og filosofi. Næsten som antikkens Athen,” siger Jonathan Harmat, ph.d.-stipendiat i filosofi på CBS.
Jonathan Harmat har netop holdt foredrag om den jødisk-hollandske filosof Baruch Spinoza, arrangeret af Jødisk Informationscenter. Spinozas radikale idéer om forholdet mellem Gud, naturen og mennesket blev fordømt af såvel jøder som kristne. Men hans værker banede vejen for oplysningstiden og inspirerede intellektuelle som for eksempel forfatteren Johann Wolfgang von Goethe, filosoffen Karl Marx og videnskabsmanden Albert Einstein.
“Han er én af de mest betydningsfulde filosoffer nogensinde, og jeg synes, han er relevant den dag i dag. For eksempel er hans erkendelse af, at mennesket er en uadskillelig del af naturen, noget vi kan inspireres af til at passe bedre på vores klima,” siger Jonathan Harmat.
Ingen andre steder i verden kunne filosoffen have udviklet sine banebrydende idéer. I Amsterdam kunne Spinoza mænge sig med de førende tænkere i byens filosofiske og videnskabelige kredse og studere tekster fra antikke filosoffer. Men Spinoza var især præget af sin jødiske baggrund.
“Jeg tror ikke, man kan forstå Spinoza uden også at forstå hans jødiske rødder,” siger Jonathan Harmat.
Spinozas forfædre var flygtet fra forfølgelser i Portugal. Her var jøderne blevet tvunget til at konvertere til kristendommen, men mange praktiserede den jødiske tro i det skjulte.
“Udadtil praktiserede man kristendommen, men hjemme i kælderen udførte man de jødiske ritualer i stilhed, og under sabbatten blev det tændte lys gemt i skabet,” siger Jonathan Harmat.
Den portugisiske konge indledte en inkvisition, hvis hovedformål var at afsløre de skjulte jøder. Nogle anklagede måtte vælge mellem at bekende deres synder eller blive brændt på bålet. Spinozas bedstefar Isaac valgte dog en tredje mulighed. Han flygtede til Holland med sin kone og børn.
Familien slog sig ned i det jødiske kvarter i Amsterdam, Jodenbuurt, og integrerede sig i det sefardiske miljø, altså blandt jøder udvandret fra den spansk-portugisiske kultur.
Faderen Miguel Spinoza begyndte at drive en lukrativ købmandsvirksomhed med import og salg af sydlandske varer som citrusfrugter, rosiner og olier. Den 24. november 1632 blev Baruch Spinoza født.
“Spinoza voksede op i et jødisk miljø, hvor man i modsætning til jøderne i Portugal kunne praktisere sin tro i det åbne og sende sine børn i jødiske skoler. Men der var også en streng intern disciplin, og man holdt nøje øje med sin menighed,” siger Jonathan Harmat.
I hjemmet talte familien portugisisk, men Spinoza blev sendt i jødisk skole, hvor han lærte hebraisk, studerede Toraen og værker af jødiske tænkere.
“På et tidspunkt faldt han over værker af 1100-tallets store jødiske filosof Maimonides og stiftede derigennem bekendtskab med Aristoteles. Han fik hurtigt smag for antikkens filosofi og gik til privatundervisning hos en kristen filosofilærer,” siger Jonathan Harmat.
Men Spinoza blev også draget af de nye idéer, der florerede i Amsterdam. Han dyrkede Descartes analytiske filosofi, matematikken og naturvidenskaberne, og han begyndte at bruge fornuften til at forme sine egen forståelse af Guds væsen og sjælen og stillede sig kritisk over for den hebraiske bibel.
“Det blev tilsyneladende for meget for det jødiske samfund. Som kun 24-årig blev Spinoza udstødt fra sin menighed. Han gjorde intet forsøg på at blive genoptaget i jødedommen og konverterede heller ikke til kristendommen. På den måde blev han den første sekulære mennesker i Europa,” siger Jonathan Harmat.
Uden for de etablerede trossamfund kunne Baruch Spinoza forme sine egne meninger og holdninger i ro og fred.
For at brødføde sig selv gik han i lære som optiker og lærte at slibe glas til briller, mikroskoper og teleskoper. Resten af tiden brugte han på at forsøge at udvikle et rationelt, filosofisk system, som både dækkede etik, politik, videnskab og Gud.
“Det, at han blev optiker, udsprang af hans videnskabelige interesse. Men på en måde kan man sige, at hans ambition, både som optiker og filosof, var at få folk til at se verden klarere, tydeligere og mere objektivt,” siger Jonathan Harmat.
I 1670 udgav han sin ”Teologisk-politiske afhandling” anonymt. Her fremførte han sin kritik af de etablerede religioner, idealer om ytringsfrihed og ambitionen om at adskille stat og religion. Værket blev hurtigt bandlyst af den nederlandske regering, og han udgav ikke flere værker i sin levetid.
Han døde allerede som 44-årig efter en langvarig lungesygdom, som formentlig var forårsaget af det glasstøv, han havde indåndet i sit slibearbejde. Men kort tid efter hans død udkom mesterværket ”Etik”, som indeholdt hans mest banebrydende og radikale ideer:
“Det mest opsigtsvækkende i ’Etik’ er hans opgør med idéen om en personlig, skabende Gud. Spinoza mener ikke, at Gud har skabt naturen – for Gud ér naturen. Og det guddommelige findes overalt, også i mennesket. Det stred mod både jødedommen og kristendommen og var for radikalt, selv for de frisindede hollændere,” siger Jonathan Harmat.
Samtlige værker blev fordømt som kætteri, og den afdøde Spinoza blev foragteligt stemplet som ateist. I de næste 100 år blev hans værker kun læst i smug.
“Jeg tror ikke, han selv havde karakteriseret sig som ateist. Han fandt det guddommelige i naturen og naturens love og mente, at den sande lykke var at erkende dette faktum,” siger Jonathan Harmat.
Med tiden blev det mindre farligt at diskutere Spinozas idéer. Oplysningstiden kom til at hylde hans rationelle analyse, mens romantikken lod sig inspirere af hans forståelse af den guddommelige natur.
“Spinoza har inspireret filosoffer, digtere og videnskabsmænd gennem flere hundrede år. Blandt hans beundrere var betydningsfulde skikkelser som Goethe, Marx og Einstein,” siger Jonathan Harmat.
I 1970’erne udviklede den norske filosof Arne Næss en filosofisk retning kaldet dybdeøkologien, som var inspireret af Spinozas helhedsbillede af verden. Dybdeøkologien indeholder den præmis, at ethvert levende væsen har en værdi, og at mennesket skal forsøge at gøre så lidt skade på naturen som muligt.
“Der er ingen tvivl om, at Spinoza stadig er relevant i dag, især i forhold til den altoverskyggende klimakrise. Måske kunne vi inspireres af hans idé om, at lykken findes i at erkende, at vi allesammen er en del af en helhed – vi er allesammen en del af naturen,” siger Jonathan Harmat.