Hvis man skal følge sin kristne tro, hvad er så den rette handling, når vi står over for terroren? Skal vi altid vende den anden kind til og samtidig følge det dobbelte kærlighedsbud om også at elske vores fjende? Og hvordan er det så lige med hensynet til næsten? For hvad nu, hvis jeg ved at handle kan forhindre, at andre mennesker rammes - skal jeg så stadig blot forholde mig passivt?
De spørgsmål har optaget kristne op igennem hele kristendommens historie, lige siden Jesus holdt sin berømte bjergprædiken, hvor han gør radikalt op med Moselovens påbud om retten til gengældelse med ”øje for øje og tand for tand”.
”Hvis jeg skal prøve at svare helt enkelt, så kan man sige, at vi altid skal skelne mellem overgreb på en selv og så overgreb på andre. I det første tilfælde må jeg jo gøre op med mig selv, om jeg vil vende den anden kind til i situationen, også selv om det eventuelt er med livet som indsats. Men i relation til terror, hvor flere kan blive ramt, så træder den anden forpligtelse til. Her betyder hensynet til næsten, at jeg skal sikre, at ondskaben ikke går ud over andre.”
Sådan forklarer dr.theol. og kirkehistoriker Carsten Breengaard forholdet mellem de forskellige kristne leveregler, der optræder i Det Nye Testamente.
Men han understreger, at det altid er på det personlige plan, man skal forstå den etik, som Jesus foreskriver.
”Det her handler om forholdet os mennesker imellem. For der er jo samtidig en understregning af, at vi er nødt til at have en øvrighed, der tager sig af vores overordnede beskyttelse på det samfundsmæssige plan. Og den opdeling bliver endnu mere tydelig, efter kristendommen bliver en rigsreligion med den katolske kirke. Her opstår der nemlig et behov for at have et magtapparat, der sikrer, at mennesket ikke kun er underlagt kirken, der jo kun har ordet, men også en myndighed, der over for ondskaben har magtmidler, som den kan tage i brug.”
Og netop denne pointe er vigtig, mener også filosof og forfatter Peter Tudvad.
”Hvis vi ser på terrorangrebet i København, så er det efter min mening en ren øvrighedssag. Altså en sag for myndighederne og ikke for den enkelte kristne. Det fremgår jo af Romerbrevet kapitel 13, at øvrigheden er Guds tjenere, og at det er op til dem at lade vreden ramme dem, der gør det onde. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg så slet ikke skal forholde mig. For det er altid mit ansvar at tolke kristendommen ind i virkeligheden.”
Peter Tudvad peger i den forbindelse på to tænkere, der har set på den enkeltes ansvar i forhold til vold og terror på to meget forskellige måder.
”Søren Kierkegaard mente for eksempel, at man med god samvittighed kunne gå forbi et slagsmål uden at blande sig, da man ved at blande sig blot risikerede at få det til at eskalere. Det gav en teolog som Dietrich Bonhoeffer ikke meget for, derimod. Han brød sig ikke om ord som 'samvittighed' og andre udtryk for selvretfærdiggørelse. Hans argumenter var netop ikke teologiske, men pragmatiske, og han vurderede derfor, at det var hans ansvar at vove noget og handle imod nazistyret, fordi der stod en hel civilisation på spil.”
Det pragmatiske eller rationelle er da også det grundlag, vi skal træffe vores handlinger på, når det gælder terror, mener filosof og forfatter Kai Sørlander.
”Bjergprædikenens bud om at vende den anden kind til og at elske sin fjende kan aldrig bruges til at begrunde noget på et samfundsmæssigt eller politisk plan. Kristendommen er nemlig ikke en bevægelse, der vil tage den politiske magt, men alene et anliggende mellem den enkelte og Gud. Derfor handler jeg altid på eget ansvar - over for Gud. Men når det handler om terror eller andre former for overgreb mod andre, så handler jeg ikke længere på egne vegne, men ind i sociale sammenhænge, hvor det er mere jordiske eller pragmatiske hensyn, der tæller. Og her kan vi kun håbe, at vi gør det rigtige, men vi kan aldrig påberåbe os, at det er Guds vilje eller en særlig kristen handling, vi foretager os som samfund.”
Men der vil dog altid være en sten i skoen, også når vi som samfund ”svarer igen” over for terroren, mener lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Bo Holm.
”Det er allerede i 300-tallet, at man via kirkefaderen Augustin får en mulighed for at kunne begrunde krigsdeltagelse teologisk, fordi han overtager den romerske tanke om 'retfærdig krig'. Men heraf fremgår det blandt andet, at man selv skal være angrebet for at have ret til at kalde til våben. Men op igennem historien har også forsvarskrigen givet anledning til teologiske spørgsmål, især når man tidligere så Gud som direkte aktiv i historien. Hvis fjendens angreb i virkeligheden var et udtryk for Guds straf, måtte man så kæmpe imod - Gud? Efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig var der faktisk tyske teologer, der fortolkede nederlaget netop som Guds straf,” fortæller Bo Holm.
Med nutidens terror oplever Bo Holm dog, at truslen er blevet mere diffus og dermed udfordrer det klassiske begreb om ”retfærdig krig”.
”For hvornår er det lige, at vi forsvarer os mod noget? Er det for eksempel også, når vi laver præventive angreb? Hvis vi bomber i andre lande for at undgå terrorisme, er det så forsvar eller angreb? Vi møder langt flere dilemmaer i dag og er også begyndt at se de negative konsekvenser af idéen om en retfærdig krig. Meget tyder nemlig på, at jo mere retfærdiggjort en krig forekommer, jo større er risikoen for, at der begås overgreb i den. Hvis man derimod er knap så stålsat, ser det ud til at minimere risikoen for overgreb. Derfor er det kun godt, hvis vi husker den her sten i skoen og stadig lader os anfægte af ordene fra Bjergprædikenen - også på et samfundsmæssigt niveau,” mener Bo Holm.
Han oplever dog, at netop diskussionen om retten til overhovedet at svare igen er ret begrænset i dag.
”I Tyskland er der en langt større debat om, hvorvidt landet skal medvirke i den internationale kamp mod terror og bidrage militært. Og her er tyske kirker aktive. Det sker ikke i samme omfang herhjemme, fordi folkekirken ikke må blive for politisk,” siger Bo Holm.
Dr.thol. Carsten Breengaard er optaget af den historiske udvikling af kristendommen i den vestlige verden som værn imod overgreb begrundet i en religion.
”Hvis man vil lære noget af historien, så er det oplagt, at kristendommen får transformeret forhold som ære, skam og ret væk fra at være et anliggende i familien til at være noget, staten tager sig af. Det er med til at afmontere de farlige forhold, vi ellers kender fra klansamfund, som vi stadig oplever i den arabiske verden. Dermed ikke sagt, at det kristne Europa er en fredelighedens historie. Langt fra. Men efterhånden som klansamfundene overgår til stater, ser vi en klart mere fredelig udvikling.”
Men paradoksalt nok taler vi faktisk aldrig om fred i dag, men om sikkerhed, siger filosof og forfatter Peter Tudvad, der mener, at det i sig selv kan være med til at skabe baggrund for terror.
”I München er der for eksempel årligt en sikkerhedskonference. Men ingen taler om fred - i stedet indgår man våbenaftaler. Den, der taler om sikkerhed, ser nemlig altid den anden som sin modpart og får som oftest konflikten til at eskalere. På en måde kan man sige, at også medierne - og selv denne artikel - er med til at eskalere frygten og rædslen ved igen at fokusere på det, der skete i København, og kalde det 'et terrorangreb',” siger Peter Tudvad.
”Hvorfor ikke kalde det et dobbeltdrab? Da jeg selv hørte om angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge, blev jeg også forfærdet og skyndte mig at skrive et opslag på Facebook. Men i dag fortryder jeg. For jeg - og medierne - hjælper jo bare terroristerne ved at sprede endnu mere skræk og rædsel. I virkeligheden kunne den praktiske vending i dag af Jesu ord om at vende den anden kind til være: Lad være med at skrive så meget om det og undgå de store overskrifter,” siger Peter Tudvad.