Det var, da han gennem vinduet så en hyrde drive sin hjord forbi hans bondehus i Provence, at Peter Seeberg fik idéen til romanen ”Hyrder”.
Romanen bearbejder den bibelske symbolik om hyrden, som både i gammeltestamentlig og i den første kristendoms tid var en almen erfaring for datidens mennesker. Hyrden har fulgt os, lige siden jægere og samlere opfandt landbruget og begyndte at opdrætte får og geder i stedet for at jage dem.
Det forudsætter, at nogen holder sammen på hjorden, beskytter den mod vilde dyr og flytter den fra den ene græsgang til den anden. Det gjorde man så systematisk i Lilleasien for omkring 11.000 år siden, at arkæologerne har talt om en særlig hyrdestenalder i Bekaa-dalen i Libanon.
Derefter var hyrden en vigtig del af landbruget i årtusinder. Det var også tilfældet i Danmark helt op til 1800-tallet, selvom hyrden især er knyttet til fællesskabstiden.
”Før udskiftningen i midten af 1700-tallet blev landsbyens dyr samlet og vogtet af en hyrde på overdrevet og anden fællesskabsjord, der ikke var under dyrkning. Men med udskiftningen, der samlede jordlodderne omkring de enkelte gårde, blev landsbyens dyr ikke længere vogtet af en fælles hyrde. Den enkelte gård kunne have sin egen hyrde, som regel et af børnene, der holdt øje med dyrene, indtil det elektriske hegn begyndte at vinde frem efter 1880,” fortæller kurator ved Dansk Landbrugsmuseum Jens Aage Søndergaard.
En undtagelse var Vest- eller Midtjylland, der havde en tradition for fårehold, blandt andet på heden. Det digtede Steen Steensen Blicher om i 1842 med den vestjyske sang om Mads Doss, der ”gik med foren i hien”.
”Den anden undtagelse var Bornholm, hvor Martin Andersen-Nexø var hyrdedreng, I dag kan man sige, at de, der arbejder med naturplejearealer, er en slags hyrder, men ellers er hyrder forsvundet fra det danske landskab,” konstaterer Jens Aage Søndergaard.
Men ude i verden er de stadig en del af landbrugsøkonomien, både i nomadekulturer som samerne i Norden og masaierne i Kenya og i mere traditionelt landbrug i bjergegne i Syd- og Østeuropa.
I Frankrig uddanner man stadig omkring 100 nye hyrder hvert år. Hyrden skal kunne behandle dyrene i tilfælde af sygdom eller skader og holde sammen på mellem 1000 og 1200 får.
”Det betyder, at hver hyrde ansvaret for minimum 450.000 kroner. Det siger noget om hyrdens betydning og ansvar,” siger Rémi Pascal, leder af Maison du Berger, et hyrdemuseum i landsbyen i Champoléon nær Gap i de sydlige franske Alper.
”Tidligere var det ofte den yngste søn, der blev sendt ud som hyrde. I dag er det et valg. Og hyrderne er både helt unge og ældre, der skifter fag og er tiltrukket af et liv i frihed, i pagt med naturen og dyrene. Flere og flere er kvinder,” siger Rémy Pascal.
Lucy Maréchal var helt ung, da han besluttede at blive hyrde og drive sin hjord over 500 hektar i mellem 1600 og 2600 meters højde. Hun har nu en vis komfort med solpaneler og rindende vand i den ellers spartanske hytte, der er hendes hjem fem måneder om året. Hyrden er ude i al slags vejr med temperaturer, der kan falde til fire-fem grader om morgenen, og med risiko for både tåge, tordenvejr og sne.
Lucy Maréchal idealiserer ikke sit arbejde. Men hun er hyrde langt ind i sjælen og bærer på den erfaring, der har forplantet sig gennem menneskehedens fælles hukommelse og aflejret sig i kulturhistorien.
”Jeg er nok en enspænder. Jeg har ikke brug for at være omgivet af mennesker. Jeg holder af dette liv i ensomhed og i pagt med en natur, der er større end mig selv. Og i pagt med mine dyr. Jeg har en stærk følelse af at gøre nytte.”