Kristendommen er opstået i et religionsmøde. Det tænker de færreste nok på til daglig, men det er en afgørende pointe for teolog Peter Lodberg, der lige har udgivet en bog om et spørgsmål, der udløser debat i hele Vesten i disse år: Hvordan skal kristne møde andre religioner? Og ikke mindst islam?
”Da kristendommen blev til, opstod de første menigheder med jøder og grækere, der før ikke havde kunnet være i stue sammen,” siger professoren i systematisk teologi fra Aarhus Universitet, der tager imod i hjemmet i Højbjerg ved Aarhus.
”Ud af forskelligheden skulle de skabe en enhed. De skulle lægge krop til den nye lære om Kristus som forsoneren og frelseren,” forklarer han.
Omkring Middelhavet fandtes et virvar af trosretninger. Ikke bare blev kristendommen født i det religiøse kludetæppe, som området omkring Jerusalem var. Den voksede sig også stor ved at bevæge sig fra kulturmøde til kulturmøde gennem de næste århundreder. Den lærdom, der ligger i den historie, har Peter Lodberg samlet i sin nye bog, der bærer navnet ”Tro versus tro. Kristendommen i dialog og konflikt gennem 2000 år”.
Paulus blev den ”integrationsteolog”, der om nogen fik betydning for, hvordan de første kristne skulle leve sammen på tværs af kulturelle forskelle.
”Skellet mellem jøde og græker blev revet ned. Med de kristnes forskellighed skulle de bevidne enheden i Kristus. Nu var det ikke længere det ydre, omskæring, der betød noget. Nu var det omskæring i hjertet, der var pagtstegnet,” siger professoren.
”Det møde og den fortolkning er med til at skabe begyndelsen til individet,” siger Peter Lodberg og henviser dermed til det særlige fokus på det enkelte menneske, som vokser op gennem den vestlige historie.
Peter Lodbergs bog gennemløber kristendommens historie og undgår ikke den vold og det blod, der har gået hånd i hånd med møderne mellem religiøse grupper. Romerrigets hårdhændede behandling af de kristne. Jødeforfølgelserne. De muslimske invasioner af Europa. Korstogene. Og vikingernes mord på missionærer.
”Det, man kan lære af vikingernes indlemmelse i kristendommen, er, at religionsmøder tager tid. I nogle tilfælde 300-400 år. Man har fundet rester fra smedjer, der både havde smykker med Thors hammer og Jesus på samme tid,” siger han.
Præsten N.F.S. Grundtvig tænkte 800 år senere multireligiøst og talte om ”frihed for Loke såvel som for Thor”. Han havde noget at byde ind med til mødet med andre religioner, som Peter Lodberg gerne vil gøre opmærksom på.
”Det går som en rød tråd gennem Grundtvigs religionsteologiske forståelse, der udvikles i værket Christenhedens Syvstjerne, at alle folk er i stand til at blive en del af den levende kristendom, fordi alle folk har et modersmål og en kultur, der forbereder dem på, at ånden vil gæste dem,” forklarer han.
En del af løsningen på udfordringerne ved religionsmødet er altså at se de andre som potentielle kristne. Det kommer vi tilbage til.
En del af problemet er til gengæld Martin Luther, der har lagt navn til den evangelisk-lutherske teologi, som folkekirken bygger på.
”Både jøde, muslimer og katolikker omtales som ’Antikrist’ af Martin Luther. Det er en arv, der stadig præger vores møde med andre religioner,” siger Peter Lodberg og minder om, at reformatoren levede i en tid, hvor osmannerne invaderede Europa gentagne gange. Så frygten for tyrken, som han kaldte muslimerne, var ikke helt så irrationel, som den nogle gange fremstilles.
Luthers syn på tyrken er dog ikke, hvad der fylder i den offentlige samtale i dag. Her er Luther blevet til et argument for ikke at blande religion og politik, lyder det fra Peter Lodberg.
”I den politiske debat er vores lutherske arv i høj grad blevet til, at vi er dem, der ikke blander religion og politik, sådan som de andre religioner gør. Men det er en omfortolkning af lutherdommen. Hvis Martin Luther trådte ind i 2021 og så, hvordan hans teologi bliver brugt i vor tid, ville han ikke kunne genkende den fremstilling af det lutherske, som danske politikere giver. Han blandede sig jo i alt muligt politisk,” undrer professoren sig.
”Teologen Karl Barth kritiserede netop ved den nazistiske periode, at den lutherske kirke ikke havde de teologiske ressourcer til at stå i politisk opposition, fordi adskillelsen af det verdslige og åndelige var blevet til en overdreven autoritetstro i forholdet til øvrigheden.”
Men Luther mente trods fjendtligheden over for både jøder og muslimer, at vi på tværs af religioner har den samme Gud.
”Luther har det synspunkt, at alle, herunder jøder og tyrkere, har den samme Gud. For der er kun én Gud. Det betyder, at vi i dag må sige, at vi i mødet med mennesker af anden tro kan forvente at finde Guds tilstedeværelse hos dem,” siger Peter Lodberg og lyser op, da han kommer til en anden tysker: Karl Rahner. Den katolske teolog var med ved Andet Vatikanerkoncil (1962-1965) og begyndte at tale om mennesker uden for kirken som ”anonyme kristne”, altså som potentielle kristne, i stedet for som vantro. Den tanke har fået stor betydning siden.
”Ved Andet Vatikanerkoncil ændrede synet sig på andre religioner og på andre kirker. Og siden har der været to syn på de andre i den katolske kirke. De kan groft sagt ses, hvis man sammenligner de to nulevende paver,” siger han og uddyber:
”Ratzinger stod for den mere eksklusive tilgang til de andre, som det kan ses i skriftet Dominus Iesus, hvor lutherske kirker ikke kaldes kirker, men fællesskaber.”
”Men pave Frans har den mere inklusive tilgang. Han underskrev i 2019 en erklæring fra kristne og muslimske ledere om, at forskellen mellem religioner, farve, køn, race og sprog er villet af Gud. Det bemærkelsesværdige er, at pave Frans dermed anerkendte, at religiøs mangfoldighed er villet af Gud,” siger teologen, der lige må et smut i bogreolen for at slå en formulering efter.
Der falder mange kritiske ord om Luther i din religionsteologi. Mener du, at vi danskere er lidt for trygge ved bare at overtage Luthers tanker?
”Ja. Vi skal være friere. Vi skal tænke selv. Han er bare en blandt mange autoriteter. Der er faktisk kun en autoritet. Det er Kristus. Vi forveksler Luther med Jesus,” siger Peter Lodberg.
Hvad skal vi efter din mening gøre anderledes, når det gælder det svære religionsmøde, vi står i nu?
”Vi er blevet bange for religionsmøde. Forkrampede. Enten inkluderer vi og er inklusivister. Eller også ekskluderer vi og er eksklusivister. Enten er det den samme Gud, vi har. Eller det er under ingen omstændigheder den samme. Jeg håber, vi kan komme ud af den skyttegravskrig, vi er i.”
”At komme ud af skyttegravene” – betyder det at føre religionsdialog, sådan som man gør i Sverige?
”Nej. Der lader man være med at pege på konflikterne af frygt for at tale om dem. Jeg ville jo håbe på, at vi kunne være ærlige over for hinanden og tale åbent om både ligheder og forskelle. Og ikke udelukkende om ligheder eller udelukkende om forskelle. Lad os være åbent uenige.”
Men er religionsdialogen ikke blevet sin egen værste fjende? Mange ser den dialogorienterede teologi som en konfliktsky samtale, hvor man går uden om de svære spørgsmål.
”Man skal forholde sig til de problemer, der er. En teologi, der ikke vækker opsigt, er uinteressant. Og en teologi, der ikke vækker opsigt, er en teologi, der ikke forholder sig til de konflikter, der er i samfundet,” siger professoren, der vurderer, at teologien må indstille sig på det multireligiøse samfund, vi har i dag.
”Den religiøse mangfoldighed er kommet for at blive. Den skal vi lære at håndtere bedre, i stedet for bare at afvise den.”
Læs uddrag af Peter Lodbergs nye bog på
k.dk/kirke