Langtfra alle var enige med den engelske professor emeritus John Milbank, da han i sidste uge holdt oplæg på Aarhus Universitet. Fra talerstolen fortalte han nemlig om sit noget negative syn på Luther og Reformationen, som i hans øjne spiller en afgørende rolle i det åndelige forfald, han mener har præget vores del af verden lige siden.
”Reformationen var ikke den eneste kilde til sekulariseringen, men den kom til at spille en fremtrædende rolle,” lød det blandt andet, da Milbank talte for en gruppe europæiske forskere ved konferencen ”Rethink Reformation 2017”, der var arrangeret af Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.
John Milbank er i dag leder af Center for Teologi og Filosofi på universitetet i Nottingham, hvor han var professor i teologi og religionsstudier, og han er kendt i teologiske og filosofiske kredse for sine meget modernitetskritiske synspunkter. Han beskriver blandt andet det sekulære som en ”myte” og mener, at denne myte har gjort vores verden fragmenteret og tømt for mening.
Årsagen finder Milbank i, at det moderne samfund har mistet forbindelsen til kristendommen, til det guddommelige. ”Vi har fået en åndeligt flad verden,” lyder en af hans beskrivelser af de sekulære samfund, som han især ser i den vestlige verden – og i særlig grad i de europæiske lande, hvor protestantismen fylder meget.
John Milbank er født i 1952 og vokset op i en metodistfamilie, men kalder sig i dag for ”ortodoks katolsk kristen” og mener, at det er i denne kristendomsforståelse, verden igen kan ses i sin sande sammenhæng. For det er ifølge Milbank netop den universelle kristendom – før Luther – der skaber mening og sammenhæng i et holistisk verdensbillede.
”Men det er vigtigt at pege på, at Luther indleder sit opgør på et tidspunkt, hvor der var berettiget at pege på nogle af de farer, kristendommen befandt sig i. Religion var kommet til at handle for meget om hårde regler og autoritet. Folk var begyndt at miste fornemmelsen for, at både Bibelen og naturen er fyldt med mystiske symboler, som tager del i Gud – det, man kunne kalde en symbolsk realisme. Derfor bliver Gud stadig mere fjern og vilkårlig, og religion bliver i højere grad til et klima af frygt, hvor folk køber aflad for at sikre frelsen. Religion er også blevet mindre sjovt, da alle former for fejringer og overflod mødes med mistænksomhed, og det meste handler derfor om moralske regler. Det er alt sammen noget af det, Martin Luther reagerer imod. Spørgsmålet er så bare, om han reagerede på den rette måde,” uddyber John Milbank i et interview efter oplægget på konferencen.
I sit oplæg har John Milbank især fremhævet Martin Luthers syn på Bibelen og dermed teksten som et af de områder, hvor Luther ifølge Milbank var med til at bane vejen for moderniteteten, og det han kalder ”affortryllelsen”. For ved at lade det være op til den enkelte selv at læse og dermed udlægge teksten ”kan folk lægge deres egen vilje og ønsker ind i teksten, mens det kun er en åbenbaret tekst, der kan være normativ”, lyder det fra John Milbank. Han ser også forløbere for moderniteten i den billedstorm, der fulgte i kølvandet på Reformationen.
”I kunsten blev naturen dermed også affortryllet,” er John Milbanks vurdering.
Han har i tidligere interviews fortalt, hvordan han netop oplevede en sammenhængende og meningsgivende verden i sit barndomshjem, hvor religionen udgjorde den naturlige reference og verdensforståelse. Men også, at han i forbindelse med sin skolegang og mødet med verden uden for hjemmet oplevede et samfund, hvor meningen med livet var forsvundet, og religionen sat i skammekrogen som forklaringsmodel.
”Jeg fik meget tidligt lyst til at kritisere den sekulære fornuft,” har John Milbank blandt andet sagt i et radiointerview med den canadiske forfatter David Cayley, og tilføjet at ”vi tager de sekulære tanker alt for alvorligt og overser de religiøse forankringer”.
Det er derfor nærliggende at spørge den engelske teolog, om han ser hele udviklingen siden 1500-tallet som én lang forfalds- historie.
”På nogle måder ja. Men på mange måder kan man også sige, at moderniteten ser ud til at have været god og har sikret større sundhed, forlænget vores liv, og vi er kommet af med megen fattigdom. Men jeg tror, at vi i dag er begyndt at indse, at vi nok har betalt for høj en pris for den udvikling. Hvordan skal vi for eksempel styre teknologien, der snarere styrer os? Vores omgang med naturen er også ved at ødelægge vores planet. Og ved at omfavne kapitalismen har vi fået en moral, hvor vi godt nok stadig kan gøre gode handlinger – men kun via tilfældet. Vores bureaukratiske processer bliver også mere og mere upersonlige, de handler først og fremmest om at skabe kontrol, men de har ikke særlig stor forståelse for det enkelte menneske,” siger John Milbank og trækker herefter igen tråden tilbage til 1500-tallets Wittenberg:
”Martin Luther ville væk fra frygt og kalkulationer ved at sige, at vi var frelst gennem troen på Gud. Men som en konsekvens deraf gjorde han også op med datidens udbredte ønske om at gøre godt, og vores optagethed af økonomi, politik og af samfund blev mindre. For nu var de områder helt irrelevante for vores frelse, og på en måde stoppede det os egentlig dermed i at forbedre de områder, i at gøre dem mere etiske.”
Det kan derfor umiddelbart virke, som om John Milbank ønsker at skrue tiden tilbage og igen gøre den middelalderlige, præ- lutherske kristendom gældende igen, men han er dog med på, at vi ikke bare kan gå tilbage til en tidligere verdensforståelse.
”Det kan man selvfølgelig ikke. Men på den anden side er det jo sådan, at vi bevæger os imod en stadigt stigende krise i Vesten. Det gælder både finansielt, klimamæssigt og identitetsmæssigt samt i forbindelse med den vestlige magts vigende dominans. Og som en del af den krise er vi begyndt at indse, at vi ikke er i overensstemmelse med vores arv – vi taler faktisk kun om de dårlige ting ved den. Men hvis vi nu spørger os selv, hvem vi egentlig er, så er det svært at forbigå, at vi kommer fra en matrix, der inkluderer kristendom. At den store syntese mellem den antikke og den hebraiske arv blev skabt af kristendommen, og derfor er spørgsmålet: Skulle vi ikke se lidt nærmere på det? Kunne en kristen genkomst være mulig? Selvfølgelig vil det ikke være som i middelalderen med en kristen orden domineret af militær magt eller andre former for undertrykkelse. Men jeg tror, vi har brug for at overveje, om vi ikke behøver en mere integreret tilgang til livet. En tilgang, hvor alle aspekter af livet – som uddannelse, økonomi og politik – sættes i forbindelse med de fundamentale spørgsmål som: Hvorfor er vi her? Hvad handler det hele om?”.
John Milbank er blandt andet kendt som manden bag bevægelsen ”Radical Orthodoxy” (radikal ortodoksi), der opstod blandt teologer og studerende ved universitetet i Cambridge i slutningen af 1990’erne. Siden har bevægelsen bredt sig til flere lande. Blandt den radikale ortodoksis grundlæggende teser er, at man afviser en skarp adskillelse mellem fornuft og tro samt åbenbaring. Idéen om denne adskillelse ses som en moderne afvigelse fra tidligere opfattelser, og bevægelsen mener i stedet, at ”den menneskelige natur kun kan forstås til fulde med reference til vores overnaturlige skæbne og menneskelig viden med reference til guddommelig oplysning”. (Citeret fra ”What is Radical Orthodoxy” af John Milbank).
Teologiprofessoren er dog helt med på, at denne tankegang indebærer et noget andet sandhedsbegreb end den moderne videnskabelige eller rationelle idé om, hvad der er sandt – eller kan føres bevis for. Så på spørgsmålet om, hvorvidt vi i dag overhovedet kan operere med et sandhedsbegreb, der indebærer både åbenbaring og guddommelig oplysning, svarer han:
”Det er nok det vigtigste og sværeste spørgsmål overhovedet. Vi lever i en computerbaseret tidsalder, hvor sandhed er blevet et spørgsmål om, at enten er noget rigtigt – eller også er det ikke rigtigt. Men det er en forståelse, hvor sandhed eller fakta kun handler om, hvordan noget er, som det er. Det er ikke dybe sandheder, og de kan ikke svare på det måske allerstørste spørgsmål om, hvorfor naturen er, som den er,” siger John Milbank og peger i stedet på det, han kalder en bredere forståelse for virkelighed:
”Vi er jo selv en del af naturen og oplever både følelser, refleksioner og begær, og måske er denne måde, vi selv er på, det bedste fingerpeg om, hvordan virkeligheden er – og hvorfor skulle vi så kun kunne nå sandheden gennem en løsrevet del af os selv? Hvorfor ikke tage vores bredere forståelse for det gode og det skønne samt vores forestillinger om det gode liv som tegn på en ultimativ virkelighed? Som tegn på en uforanderlig sandhed.”
I sin beskrivelse af, hvad bevægelsen Radikal Ortodoksi står for, formulerer John Milbank det på denne måde:
”Bevægelsen vurderer, at verden kun fuldstændigt kan forstås som deltagelse i guddommelig væren, sandhed, godhed og enhed.”