At drømme om udødelighed handler om ikke at ville være menneske

Hvis man forestillede sig et liv uden døden, som forskere arbejder på i dag, ville vi tage afsked med et vilkår, der har præget menneskeheden siden tidernes morgen. Og det er ikke nødvendigvis et gode, mener filosoffer og teologer

Den græske mytefigur Sisyfos var dømt til igen og igen at rulle en sten op ad et bjerg, som rullede ned hver gang. Han bruges også som billedet på det meningsløse i det ubegrænsede liv. Her i en afbildning af den tyske kunstner Franz von Stuck fra omkring 1920. –
Den græske mytefigur Sisyfos var dømt til igen og igen at rulle en sten op ad et bjerg, som rullede ned hver gang. Han bruges også som billedet på det meningsløse i det ubegrænsede liv. Her i en afbildning af den tyske kunstner Franz von Stuck fra omkring 1920. – . Foto: Wikimedia.

I den græske myte snyder Sisyfos sig til et ekstra liv. Han narrer dødsguden til at lade ham undslippe dødsriget, men da han efter et langt liv alligevel står over for Hades, får han en straf. Han skal rulle en sten op på toppen af et bjerg, og så snart det er lykkedes, triller den ned igen, så han må begynde forfra dagen efter.

Sådan kunne et liv uden død se ud: En endeløs række af handlinger, der aldrig får ende og dermed gør livet absurd. Det er netop meningen med fortællingen, og det er også derfor, at højskoleforstander og filosof Anders Fogh Jensen benytter den, når han holder foredrag om døden.

”Siden tidernes morgen har filosofien handlet om et godt liv for de dødelige. De græske guder skal ikke dø, i modsætning til dyrene, som ikke ved det, og mennesket, der ved det. Derfor giver det sig til at tænke over, hvordan det kan leve bedst med døden in mente, men uden at lade sig ødelægge af den viden. Det er her, filosofien begynder,” siger Anders Fogh Jensen.

Alle kulturer og religioner har udviklet forestillinger om ”efterlivet”, fra de evige jagtmarker til Paradiset og genopstandelsen. Og buddhisternes reinkarnation er ikke en velsignelse og en mulighed for at undslippe døden men derimod en forbandelse, der tvinger mennesket tilbage i livet, indtil det er værdigt til at finde evig fred.

Siden tidernes morgen har der altså ”været død i livet og liv i døden”, som forfatteren Villy Sørensen sagde i en radioprædiken, hvor han konkluderede, at ”der måske er mest liv i livet, når døden også er der”.

Så når forskere melder om resultater, der måske vil føre til, at man knækker koden til døden, har det måske endnu større civilisationsmæssige konsekvenser end at knække dna-koden til livet.

”Døden er jo ikke bare et biologisk faktum. Den er også noget, som vi som kultur og samfund skal forsøge at forlige os med,” påpeger Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet.

”Den jødisk-amerikanske kulturantropolog Ernest Becker skrev berømt i sin bog om dødsfortrængningen, at menneskelivet og hele vores kultur hviler på præmissen og bevidstheden om, at vi skal dø. Vi deler alle dette fællesmenneskelige grundvilkår. Selvom alt det, der udspiller sig i livet, er forskelligt, så kommer vi fra samme sted og ender samme sted. På den måde er der noget demokratiserende i døden. Den gør os alle lige i sidste ende,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Et af de etiske problemer, udødelighedsindustrien står over for, er netop, at elektroniske reservedele og molekylære behandlinger vil være så dyre, at kun de rigeste har råd til dem. En kritik, som tilhængerne af evigt liv enten afviser med, at priserne automatisk vil falde, eller at høje priser er en garanti mod overbefolkning, som aldersforskeren Aubry De Grey fra University of Cambridge har udtrykt det.

Endnu er udødeligheden kun en luftspejling, der behændigt markedsføres enten for at sælge livsforlængende præparater eller erstatte åndelig søgen med troen på det evige jordiske liv, som det ses hos for eksempel Church of Perpetual Life, Det Evige Livs Kirke, en af flere amerikanske fællesskaber, der ”tilbeder udødeligheden”. Et forehavende, der helt indlysende bryder med den kristne forståelse af både menneskelivet og det evige liv.

”Det er selvfølgelig forfærdeligt at miste dem, man elsker. Og jeg forstår i det lys alle forsøg på at gøre det liv, vi har nu, længere. Men udødelighed er noget ganske andet,” påpeger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor i dogmatik ved afdeling for systematisk teologi ved Københavns Universitet.

”Drømmen om udødelighed viser, at vi har svært ved at komme til rette med vores endelighed. Men den hører jo med til vores skabthed. I kristen dogmatik er det forkert at drømme om udødelighed, hvis man dermed mener uendelighed, for det er godt at være skabt. Derfor er det ifølge klassisk dogmatisk tænkning forkert at tro, at man selv kan gøre sig til Gud. At drømme om udødelighed handler om ikke at ville være menneske og ikke ville være det, man er skabt til at være, ikke at ville være sig selv med de begrænsninger, som det indebærer,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Anders Fogh Jensen peger på, at vi hidtil i moderniteten har søgt at løse livets endelighed ved at accelerere det.

”Vi har prøvet at presse mere ind i den samme tid: Få to karrierer, tre ægtefæller, to kuld børn, to huse, hurtigere biler, mere kommunikation med stadig flere mennesker. Alle ønsker at forlænge tiden,” siger han.

Men efterhånden som det lykkes også for seriøs forskning at trænge ind i dødens og aldringens mekanik, vokser spørgsmålet om, hvad et liv uden død vil være. Et mareridt, svarede tv-serien ”In Aeternam” (Ind i evigheden), som i efteråret tog emnet op på den fransk-tyske tv-station Arte. En 120-årig politiinspektør efterforsker en række selvmord blandt unge i en verden, hvor de ældre generationer aldrig overlader pladsen til de unge.

”Vi har brug for døden for at skrive os selv ind i noget, der er større end os selv og være en del af historien, hvor ’slægter følger slægters gang’,” siger Henrik Gade Jensen, sognepræst på Lolland og medlem af Det Etiske Råd.

”Døden er for individet, hvad historien er for menneskeslægten: En ramme om før og nu, fortid og fremtid og et solidt hammerslag om uafvendelighed. Læs bare frihedskæmpernes sidste breve. De er fulde af håb og styrke, fordi de ikke er Robinson Crusoe’er men del af et folk med en historie,” siger Henrik Gade Jensen.

Eller, som Hegel bemærkede: ”Hele verdenshistorien er en fortælling om menneskets forhold til døden.”

Siden menneskehedens fødsel har kommende slægter og kunstnerisk produktion været den eneste vej til udødelighed og modgiften mod det tilsyneladende absurde i at stræbe og udrette, når man alligevel skal dø.

Men en afskaffelse af døden kan også give anledning til meningsløshed, understreger Anders Fogh Jensen.

”Hvorfor udrette noget nu, hvis vi kan gøre det om 10 år? Den erhvervede lethed ville få os til at svæve mere rundt i hedonistiske oplevelser, og de er måske nok sjove og rare, men næppe meningsfulde.”