Den 14. februar 1989 offentliggjorde Irans gejstlige leder ayatollah Khomeini en dødsdom over forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde skrevet bogen ”De sataniske vers”.
Fatwaen blev udtalt netop på et tidspunkt, hvor årtiers kolde krig mellem Warszawa-pagten og Nato var ved at være forbi, og mange mennesker håbede på, at fredeligere tider var på vej. Hvad ingen dengang vidste, var, at Khomeinis opfordring til mord skulle blive startskuddet til en ny form for ideologisk konflikt, og at striden mellem kommunisme og liberalisme skulle blive erstattet af en konfrontation mellem fundamentalistisk islam og vestlig sekularisme. Denne begivenhed danner bro til en ny æra og spiller en vigtig rolle i den tyske historiker Gerd Schwerhoffs nye bog, ”Verfluchte Götter” (Forbandede guder).
”Fatwaen over Rushdie indledte blasfemiens globale tidsalder og var en vigtig overgang i nyere tids historie. Mange europæere troede indtil februar 1989, at gudsbespottelse var et tema, der hørte fortiden til, men de efterfølgende år har lært os, at blasfemi også har meget med centrale spørgsmål i vores samtid at gøre: Blasfemi vedrører problemer, der har at gøre med religiøs og kulturel identitet, samt med ytringsfrihed og tolerance,” siger Gerd Schwerhoff.
Du skriver, at ayatollah Khomeini satte protesterne imod ”De sataniske vers” i gang af flere årsager. Handlede det ikke bare om blasfemi?
”Khomeini handlede ikke kun ud fra religiøse motiver. Ayatollahens position var på daværende tidspunkt svækket på grund af Irans økonomiske situation og interne konflikter i landet. Krigen med Irak var forbi, og derfor havde man også brug for et nyt fjendebillede. Forargelsen over bogen kom altså på et yderst belejligt tidspunkt – ikke alene for ayatollahen, men også for hardlinere i landet, der ville forhindre, at Iran tilnærmede sig den vestlige verden.
De voldsomme protester kom for øvrigt helt bag på Salman Rushdie. Han vidste sikkert på forhånd, at muslimer ikke ville være begejstrede for hans brug af religiøse figurer i bogen, men at den ligefrem skulle udvikle sig til at blive en offentlig anstødssten, var noget helt nyt og uventet dengang i 1989.”
Hvordan vil du beskrive forskellen på den vestlige og den islamiske verdens syn på begrebet blasfemi?
”Lige siden oplysningstiden er blasfemi i Vesten blevet betragtet som et velegnet værktøj, som underprivilegerede og uortodokse personer kan bruge til at sætte herskende systemer, for eksempel stat eller kirke, på plads. Europæere har endda ofte sat lighedstegn mellem ytringsfrihed og blasfemi og betragtet begge begreber som udtryk for fremskridt i en moderne verden. I nogle tilfælde betegnes ytringsfriheden i dag ligefrem som den vestlige verdens religion, hvilket viser, at blasfemidebatten også handler om helliggørelse af sekulære værdier i Vesten.
Fundamentalistiske muslimer forbinder derimod ofte gudsbespottelse med racisme og islamofobi. De ser blasfemi som en imperialistisk tvangsimport og et levn fra kolonitiden. I deres øjne formaster et overmægtigt og arrogant Vesten sig til at fornærme det muslimske samfund kollektivt. Blasfemi er for dem ikke kun et udtryk for manglende respekt over for deres tro, men også et middel, som folk i Vesten bruger til at føre racistisk hetz imod muslimer.
Blasfemi-konflikterne skal altså ikke blot ses som symptom på en kulturkamp mellem Vesten og islam. Konflikterne er i sig selv grunden til, at en kulturkamp i det hele taget opstår, og de er også med til at drive den fremad.”
Men når fundamentalistiske muslimer ser blasfemi som imperialistisk undertrykkelse og vestlig arrogance, hvorfor ødelagde Taliban så store Buddha-statuer i Afghanistan? Buddhisme har intet med vestlig imperialisme at gøre, og ved at sprænge statuerne i luften begik Taliban blasfemi over for en anden religion.
”Religiøse kultbilleder og figurer har igennem tiderne altid været vellidte objekter for alle mulige former for gudsbespottelse, hvilket vi da også kender fra kristendommen, hvor katolikkerne for eksempel oplevede calvinisternes billedstorm som blasfemisk, mens afbildningen af Gud i calvinisternes øjne var ren gudsbespottelse.
Sprængningen af statuerne i Afghanistan skal ses i lyset af Talibans insisteren på at holde fast i fuldkommen religiøs renhed. Offentligt har Taliban lagt sig fast på, at alle former for afbildning af det guddommelige er forbudt, og at alt andet så at sige er afgudsdyrkelse og forkastelig vantro. Taliban repræsenterer altså her et radikalt syn på islams billedforbud, for det er et forbud, der ikke altid og heller ikke overalt er blevet overholdt så strengt igennem århundrederne, som man måske i dag kan få indtryk af.”
Den islamiske verden har historisk været meget åben over for europæisk viden, men den europæiske oplysningstid har vel næppe haft stor indflydelse på religionen, når fundamentalismen i dag slår så hårdt ned på blasfemi?
”Rent faktisk er det stik modsat. Den moderne, fundamentalistiske islam er i høj grad blevet præget af den europæiske oplysningstid og har udviklet sig i opgør med netop oplysningstidens værdier. Den islamiske fundamentalisme er for så vidt et produkt af de koloniale konflikter i det 19. og 20. århundrede, i og med at muslimerne i dette tidsrum begyndte at interpretere deres religion i overensstemmelse med oplysningstidens strenghed, blot for derefter at afgrænse sig fra repræsentanterne for netop denne vestlige oplysningstid. Muslimerne imiterede europæerne på nogle områder, men på andre områder understregede de samtidig forskellene mellem de to religioner, og derfor er nutidens islam ikke blot en genoplivelse af fordums tiders islam, men derimod en ny form for islam i al sin strenghed.”
Hvorfor har kristendommen i forhold til islam udviklet et forholdsvist afslappet syn på blasfemi?
”Den kristne kultur adskiller sig fra islam – og også fra jødedommen – i og med at den altid har rummet blasfemi i egne rækker i et eller andet omfang. I middelalderen blev blasfemi ganske vist betragtet som en frygtelig forbrydelse i Europa, men på den anden side så man ofte igennem fingre med overtrædelser i hverdagen. Folk bandede på livet løs over Gud, og kristendommen blev derfor så stærkt farvet af blasfemi som ingen anden religion. Jeg formoder, at det har noget med Guds menneskelige skikkelse at gøre – at han så at sige var mere tilgængelig end i andre religioner, og at man kunne møde ham på mere lige fod.”
Lige siden den iranske revolution i 1979 har islameksperter og historikere talt om, at den gamle, radikale islam er vendt tilbage, men du vil hellere tale om, at en ny radikalisering har fundet sted. Hvorfor?
”Ifølge den tyske islamforsker Thomas Bauer er moderne fundamentalisme i sin strenge interpretation af islam ikke blot en genoplivelse af gamle traditioner, men derimod en ny form for islam netop på grund af sin strenghed. Den gamle tradition var langt mere forskelligartet og åben end det, som nutidens fundamentalister står for. Netop billedforbuddet blev ikke overholdt overalt, og man var også tilbøjelig til at se mere afslappet på beklædning og var åben over for erotisk digtning. Jeg deler Thomas Bauers opfattelse af, at islam har mistet sin religiøse midte, og at evnen til at tolerere tvetydigheder og modsigelser er blevet mindre.”
Mener du, at ytringsfriheden er i fare i dag?
”Ytringsfriheden er altid i fare, og derfor skal den også altid forvares. Især skal vi være opmærksomme på faren ved selvcensur. I lande som Tyskland og Danmark har vi ganske vist stadig forholdsvis gode muligheder for at diskutere åbent, men når en journalist som den franske Caroline Fourest i bogen ”Éloge du blasphème” (hyldest til blasfemien) skriver, at hun i England ville blive hindret i at ytre kritik af islamiske forhold med den begrundelse, at hun som europæer ikke har ret til at udtale sig om muslimsk kultur, så er det naturligvis en dybt bekymrende udvikling, der bør bekæmpes.
Indtil nu har der heldigvis ikke været tegn på, at vi indskrænker os juridisk set, tværtimod. I flere europæiske lande, hvor grupper har forsøgt at få skærpet straffen for gudsbespottelse, har den offentlige debat kun ført til, at blasfemiparagrafferne i stedet for er blevet afskaffet.”