Vi lever i en postkristen kultur, hvor troen på Gud er blevet gjort ligegyldig

Det moderne menneske er inficeret. Ikke af en pandemi, men af en naturalistisk og pragmatisk tankegang, der har gjort forestillingen om Gud til en irrelevant abstraktion, mener den bogaktuelle teolog Lars Sandbeck

Teolog Lars Sandbeck oplever også selv af og til troen på Gud som en verdensfjern distraktion, siger han. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.
Teolog Lars Sandbeck oplever også selv af og til troen på Gud som en verdensfjern distraktion, siger han. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.

En præst underviste en dag sine minikonfirmander i fortællingen om Jesu vandring på søen, hvor disciplen Peter går ud af båden og synker i vandet, men bliver hevet op igen af Jesus. Da præsten bagefter spørger, hvad fortællingen handler om, rækker en dreng hånden i vejret og siger; ”den handler om, at vi ikke skal være bange”.

Dagen efter underviser præsten de lidt større konfirmander i samme fortælling og stiller samme spørgsmål. De skeptiske teenagere begynder med det samme at protestere over historien, for man kan jo ikke gå på vandet. Det har videnskaben modbevist. Kun hvis Jesus gik på bundgarnspæle eller isflager giver historien mening.

Præsten er far til Lars Sandbeck, og anekdoten stammer fra forfatterens nye bog ”Den gudløse verden”. En af bogens pointer er blandt andet, at mennesker i stigende grad ikke længere er i stand til at se, at kristendommen skulle give nævneværdig mening, og at flere og flere er tilbøjelige til at opfatte troen på Gud som irrationel fiktion, der er i direkte modstrid med tidens dominerende videnskabelige paradigme for fornuft og sandhed.

”Jeg har netop taget historien om konfirmanderne med i bogen, fordi den illustrerer det moderne problem for kristendommen og gudstroen. Vi lever i en postkristen kultur, hvor en degradering af det at forholde sig til tilværelsens dybere lag, og i dette tilfælde også Bibelens dybere lag, har ført til, at flertallet har vanskeligt ved at få gudstroen og det kristne forestillingsunivers til at give mening”, forklarer Lars Sandbeck og tilføjer:

”Det er derfor, at de fleste i dag tænker, at hvis ikke Jesus bogstaveligt talt gik på vandet, så er fortællingen løgn, og så kan vi ikke bruge den til noget. Der er kun to muligheder: Det er enten bogstaveligt sandt, eller også er det bogstaveligt forkert. Der er ingen andre muligheder”.

Kristeligt Dagblad fanger den 45-årige teolog på en skrattende telefonforbindelse for at tale om, hvad han mener, når han i sin nye bog beskriver samtiden som ”et individualistisk og materialistisk konsumsamfund, der satser hele butikken på videnskab, teknologi, økonomisk vækst og velstand”.

”Det er selvfølgelig lidt generaliserende sagt, men jeg mener, det er korrekt, at vi lever i en materialistisk kultur, der er fokuseret på det, der kan måles og vejes. Den slags installeres i os som et verdensbillede og gør troen på Gud ligegyldig”, siger han.

Når man gennemgår Lars Sandbecks forfatterskab, tegner der sig et billede af et vigtigt interessefelt. Meget handler om gudsforladthed og det gudløse. I de seneste 11 år har han udgivet bøger med titler som ”Gudløse hjerner”, ”Religionskritik efter guds død”, ”De gudsforladtes gud” og nu altså også ”Den gudløse verden”.

Lars Sandbeck understreger, at bøgerne ikke er udtryk for, at han hverken som teolog eller erklæret kristen har et problem med mennesker, som ikke tror på Gud. I virkeligheden nærer han en vis sympati for ateismen og oplever selv, at troen på Gud til tider kan virke fjern, forklarer han.

”Jeg mærker også tvivlen og har indimellem en oplevelse af, at troen på Gud er en absurd og verdensfjern distraktion. Verden manifesterer sig ofte på en måde, så vi kommer helt i tvivl om, hvorvidt der er en mening med noget som helst – alt tager sig tilfældigt ud. Og det bringer os på sporet af tanken, at det hele måske bare er en tilfældig udvikling. Men det er en tanke, som absolut bliver forstærket i moderniteten, der præger os på en måde, som gør, at selve spørgsmålet om Guds eksistens bliver til et pragmatisk spørgsmål: Hvad skal man bruge det til?”

Er det da en forkert måde at gå til troen på at stille sig selv spørgsmålet, hvad skal jeg bruge Gud til?

”Jeg ved ikke, om det er rigtigt eller forkert, men det er et vilkår. Det er simpelthen bare et vilkår i moderniteten, som vi alle sammen lever under, hvad enten vi vil det eller ej. Og det vilkår er vi nødt til at forholde os til, som tænkende teologer og tænkende kristne.”

Hvad er det konkret i moderniteten, som du mener, giver gudstroen svære betingelser?

”Vi er blandt andet præget af det, man kan kalde en ren immanent indstilling til tilværelsen, hvor mennesket er i centrum, og hvor forestillingen om, at der skulle være et mål i tilværelsen, ud over det, vi føler lige nu og her, er svær at forene sig med. Vi koncentrerer os om dennesidig nydelse og lykke. I takt med at flere og flere mennesker orienterer sig i verden på den måde, får en teologisk livstydning en kæmpe udfordring og bliver gjort eksistentiel ubrugelig for folk. For hvad skal vi bruge Gud til? Hvad skal vi bruge tanken om det skønne og sande til i metafysisk forstand? Det er et problem for teologien og en kristen tilværelsesforståelse, da den i høj grad er transcendensorienteret – den handler jo netop om forholdet til Gud.”

Hvad lægger du til grund for den analyse, at vi lever i en postkristen kultur?

”I bogen taler jeg blandt andet om en mental sekularisering. Det går kort fortalt ud på, at vi siden slutningen af renæssancen og begyndelsen af oplysningstiden har fået en grundlæggende ny indstilling til tilværelsen. Her er det vigtigste, hvordan vi opnår kontrol med tilværelsen nu og her. Hvordan kan vi sikre os selv i verden? Hvordan bygger vi et samfund op, hvor vi beriges og sikre os imod uforudsete hændelser? Inden for idéhistorien kalder man det typisk beherskelsestrang. Der opstår en trang, drift eller længsel i Europa omkring 1500-1600-tallet for at sikre sig selv i verden.”

Hvad skal der i din optik til for, at gudstroen igen kan blive en meningsfuld størrelse for det moderne menneske?

”Jamen, det er jo så individuelt fra person til person. Og i virkeligheden er hensigten med min bog heller ikke at komme med anvisninger til, hvordan den enkelte opnår troen på Gud. Mit projekt er først og fremmest at minde teologien om sine arbejdsbetingelser, for jeg mener ikke, at kirken er klar over, hvor fjern og fremmedartet kristendommen i virkeligheden er for folk i dag. Som jeg skriver i slutningen af min bog, ’kirken må først lytte til kulturen og lære dens spørgsmål at kende, før den giver sit svar’. I min optik kan vi passende starte med at udforske den naturalistiske og pragmatiske indstilling til tilværelsen, som prøver at bilde os ind, at verden ikke indeholder andet end bittesmå fysiske ting, nogle naturlove og noget dna.”