”Jeg er ingen religiøs natur, og når sandhed skal frem, afskyr jeg religiøsitet, religiøse mennesker, religiøs fromhed. Jeg er allergisk over for det og foretrækker langt kynikere, spottere, ironikere, ateister, nihilister, anarkister.
Jeg er derimod af en række dystre grunderfaringer tvunget til religiøsitet, til min egen form for religiøsitet, til en religiøsitet, som jeg kan stå inde for.”
Sådan skriver Johannes Sløk i bogen ”Mig og Godot” med undertitlen ”erindringsforskydninger”, som han udgav i 1986. Det er blot en af de godt 60 bøger, der udkom fra hans hånd – og den giver et meget fint indblik i, hvorfor det er svært at adskille manden fra tænkningen, når det gælder den yngste af de såkaldte Aarhus-teologer, Johannes Sløk.
I gruppen med K.E. Løgstrup, P.G. Lindhardt og Regin Prenter blev Johannes Sløk kaldt ”klassens frække dreng”, fordi han gjorde op med en mere traditionel gudsopfattelse og dybest set havde det problematisk med teologer – ikke mindst dem, der forsøgte at finde svar og opbygge systemer i forsøget på at nærme sig Gud.
Den 27. april 2016 kunne Sløk være fyldt 100 år. Han døde i 2001, 85 år gammel, efter et langt liv med både op- og nedture. Et liv, der konstant var en søgen efter en anden virkelighed end det, man kalder virkeligheden – som for Sløk forekom både falsk, lidenskabsløs og småborgerlig. Et liv i en evig søgen efter Gud – hvilket ifølge Sløk også var en evig søgen efter sig selv.
Den eksistentielle rejse foregik i hans voksne liv med base i Aarhus, hvor han de fleste af årene var professor i teologi, men hvor han også i 1967 grundlagde landets første og eneste selvstændige institut i idéhistorie.
”Han var velsagtens Danmarks dygtigste og mest kendte tænker. Men i dag er han for mange bare et antikvarisk oldtidsfund,” siger idéhistoriker Jakob Bek-Thomsen fra Aarhus Universitet.
Jakob Bek-Thomsen har derfor taget initiativ til at udgive en antologi i anledning af Sløks 100-årsdag, hvor en lang række af de folk, der kendte Sløk, giver hvert deres bud på, hvordan Sløk gjorde en forskel – for dem personligt og i forhold til idéhistorien og tænkningen generelt.
”Vi skylder ham, men først og fremmest vores eget fag, at tage Sløks forfatterskab alvorligt. I mange år var idéhistorie mest optaget af de politiske, økonomiske og naturvidenskabelige idéers historie – på bekostning af de mere filosofiske og åndelige spørgsmål, som Sløks tænkning kredser om,” forklarer Jakob Bek-Thomsen.
Sognepræst i Risskov ved Aarhus Hanne Marie Houkjær er en af skribenterne. Hun fik et personligt forhold til Sløk, da hun som ung studerende blev spurgt, om hun ville assistere den gamle professor med at skrive en ny bog, som hans sygdom havde besværliggjort.
Noget af det første, Hanne Marie Houkjær blev mødt med, da hun dukkede op på Ortopædisk Hospital, hvor han var indlagt, var en noget speciel velkomsthilsen:
”Du skal vide, at jeg har ry for at være frygtelig arrogant,” sagde Sløk.
Men da Hanne Marie Houkjær svarede igen med et ”Ja, dét er gået op for mig”, var grundlaget lagt for et inspirerende samarbejde og et tæt venskab.
”Sløk læste teologien med eksistensen, og på den måde mødte jeg en åndsfælle. Jeg var tit i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet passede ind på teologi. For i stedet for at søge svarene ville jeg hellere lade spørgsmålene stå – og jeg havde det svært med den fromhedsretning, som mange af mine medstuderende befandt sig i,” fortæller Hanne Marie Houkjær.
Hun havde også som helt ung været alvorligt syg og i den forbindelse oplevet den tvivl og det fravær af Gud, som det var legitimt at tale om med Sløk, der jo netop selv havde det svært med at finde frem til den Gud, han kunne tro på.
”Det at møde en, der også stillede spørgsmål ved en from og altid god Gud, var befriende. For verden går jo ikke altid op. Og i stedet for at ynke mig, så var Sløk med til at få mig til at se, at Gud ikke altid er trøst. Men samtidig insisterede han jo på, at han ikke ville slippe Gud. For hvad er alternativet?”.
I dag har Hanne Marie Houkjær altid Sløk i baghovedet, når hun skriver sine prædikener – og tit forestiller hun sig, at han sidder på kirkebænken og lytter. Enten bifaldende eller med skepsis.
”Jeg havde ham for eksempel i tankerne på prædikestolen langfredag. Vi lever i en tid med så meget fokus på vores individuelle præstationer, og for at bringe lindring siger vi derfor tit til folk: ’Ligegyldigt hvad, så er du god nok på bunden.’ Men nej! Det er vi ikke. Det store er så, at det hverken kan eller skal vi være. Og det er netop dér, befrielsen eller nåden ligger. For hvis vi altid siger til folk, at de er gode nok, så tager vi dommen fra dem og giver dem på den måde ikke lov til at se, at de faktisk fejler. Hvilket er frygteligt – for det er jo kun i det lys, vi kan se nåden og dens storhed. Og dén måde at ville se bagom det pæne og umiddelbare er jo i virkeligheden en meget ’sløksk’ måde at tænke på,” siger hun.
Mens Hanne Marie Houkjær betegner sig selv som barnebarnsgenerationen, så er biskop emeritus Kjeld Holm nok nærmere barnet eller sønnen i relationen til Sløk. Han oplevede ham første gang i 1966 til en foredragsrække om det absurde teater – og var umiddelbart solgt til den eksalterede performer, der indtog auditoriet med et forrygende pædagogisk onemanshow.
”Sløk pillede det hele fra hinanden. Tiden, nuet og medmenneskets betydning. For når det kommer til stykket, så står du der alene – helt alene, i det nøgne rum. Men kan man holde det ud? Sløk kunne i hvert fald ikke. Han insisterede på at finde en måde, hvorpå han kunne leve med meningsløsheden,” fortæller Kjeld Holm.
Som studerende fulgte han derfor med, da Sløk blev leder af det nyoprettede institut for idéhistorie, og der udviklede sig et velkendt venskab mellem de to.
”En aften, hvor vi sad hjemme hos mig, fortalte Sløk, at han havde det, som om hans liv altid havde befundet sig i en slags uvirkelighedssfære. Og jeg havde selv lidt den samme fornemmelse. Som om man var vokset op i en skinverden. Hans barndom foregik på en kedelig og stivnet småborgerlig villavej på Frederiksberg, mens jeg voksede op i en lille søvnig landsby i Sønderjylland. Og da han hørte om de fælles træk, sagde han: ’Så kan jeg bedre forstå, at vi forstår hinanden så godt.’ Men Sløk ville ikke acceptere, at det var den endelige virkelighed – og han ville heller ikke acceptere, at mennesket var frit i luften svævende. Mennesket er jo altid – og kun – noget i relation til noget andet. Og som Sløk så det, var den afgørende relation i tilværelsen den mellem mennesket og Gud,” fortæller Kjeld Holm.
Gud var for Sløk den alvorlige Gud. Den Gud, der med faderens død, da Sløk var 11 år, afslørede, at der var en barsk og uigenkaldelig virkelighed. Radikalt anderledes end de fromme bordbønner, søndagsskolen og kedsommeligheden. En autentisk Gud, der havde ladet røre på sig – og som derfor faktisk hensatte den unge faderløse Sløk i en slags euforisk stemning.
”Nu endelig var jeg givet livet i vold, virkeligheden, sand, hård og kontant,” skriver Sløk i sin erindringsbog.
Mens Kjeld Holm optræder som en af skribenterne i idéhistorikernes bog, der udkommer i forbindelse med 100-året for Sløks fødsel, så er det en række yngre – nærmest oldebørnsgenerationen – der står bag en anden udgivelse, som også markerer jubilæet.
To unge teologer, Christian Hjortkjær og Hans Nørkjær, har nemlig ønsket at kaste et anderledes uhildet syn på Sløks tænkning og har derfor samlet en flok bidragydere, der primært er kendetegnet ved, at de ikke kendte Sløk personligt – og derfor ikke på den måde har et særligt kendskab til mennesket, men kun kan gå til mandens tekster og forholde sig til dem alene.
”Vi har kaldt vores hold for ’de uoplagt oplagte’. Det er for en stor del teologer, der er dybt fascinerede af hans værker, og som gerne vil give dem videre. Og vi synes, der mangler en bog, der tager ham alvorligt som teolog. Men samtidig er vi ikke hans disciple, så vi læser både med og imod ham. Dybest set tror jeg også, han ville have hadet at blive fejret med skåltaler og champagne til sin 100-årsdag. Han ville være meget mere taknemmelig for, at nogen læste hans bøger og gik til ham,” siger Christian Hjortkjær, der er teolog og ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København.
Bogen hedder derfor ”SLØK. Perspektivforskydninger”, og hver af bidragyderne har fået til opgave at skrive om den af Sløks bøger, som har anfægtet dem mest.
Christian Hjortkjær har valgt ”Kristen moral før og nu” fra 1959, hvor Sløk gør op med kirken som institution og især de teologer, der forsøger at sætte Gud på formel. Op igennem historien, lige siden Paulus, har teologerne med deres udlægninger – og den moral, der fulgte – ifølge Sløk gjort sig skyldige i at fjerne sig fra Jesu eget budskab.
”Sløk var meget inspireret af Søren Kierkegaard, og han er helt på linje med netop Kierkegaard i sit opgør med de frommes, de kirkeliges udlægning af, hvad der er den rette kristne moral. Han ønsker at gøre op med forlorenheden, velanstændigheden og ’den satans moral’. Og som teolog er det dybt fascinerende, at han på den måde læser teologien op imod teologien og insisterer på, at det er teologerne, der er skurkene. Teologien har ifølge Sløk bygget løgne oven på Jesu rene budskab, der stadig findes bagved. Så når alle andre taler om ’Guds allestedsnærværelse’, taler Sløk i stedet om Guds gådefulde fravær, som er menneskets begyndelse. I begyndelsen er Gud der ikke. Det var han heller ikke for Sløk. Han støder først på Ham som et problem, idet han vil fortælle sin historie for sig selv,” siger Christian Hjortkjær.
Denne begyndelse – eller urgrund – er også det, valgmenighedspræst i Lemvig, Hans Nørkjær er optaget af.
Hans bidrag tager udgangspunkt i bogen ”Det religiøse sprog”, der udkom i 1981 og viste den ældre Sløk, der som tænker var begyndt at være meget optaget af sprogets og det narratives betydning for hans gudsopfattelse.
”Jeg ser bogen som Sløks forsøg på at få den ellers så tavse Gud i tale ved at pege på Guds særlige begyndelse. For bogen handler om forudsætningen for kristendommens forkyndelse i det hele taget. Om begyndelsen, eller urgrunden. Og Sløks ærinde er at vise, at før verden bliver til i sproglighed, findes der et ursprog, som ikke selv er konkret sprog, men forudsætningen for, at ethvert sprog kan opstå. Det er fra dette ursprog, eller dette urdyb, at Guds stemme kravler op – og Gud skaber verden gennem sit ord. På den måde er Gud også menneskets fortæller. En fortæller, vi ikke selv har adgang til, da vi jo netop bliver fortalt af ham – på samme måde som Macbeth ikke har adgang til Shakespeare,” forklarer Hans Nørkjær.
Men Hans Nørkjær forsøger alligevel at komme tættere på urgrunden eller ursproget, end Sløk gjorde. Han leder efter sprækkerne til det guddommelige og er godt klar over, at det nok ikke ville behage Sløk at gå nærmere begyndelsen eller urgrunden end blot at erkende, at den er der – og at man skal lade den være.
”Det er et befriende opgør med metafysikken, han udsætter os for. Men for mig at se er der faktisk et sted, hvor vi ikke bare bliver i tavsheden. Nemlig gudstjenesten, hvor vi netop ikke tier, men synger og forkynder om Guds storslåede mysterium, der griber og holder os. Og det beskriver jeg så lidt højstemt i mit indlæg: ’I gudstjenesten ved Vorherres egen alterskranke må vi standse, bøje knæ og modtage det bagtalende, bugtalte Ord i mysteriets form.’ Jeg tror, han ville hade den slutning. Men troen skabes af Guds ord, ikke af menneskets, og derfor må vi insistere på Guds tale ’udefra’ – hvor Gud taler i sin egen ret, med sin egen logik og fra sit eget sted.”
På de afsluttende sider i Sløks bog ”Mig og Godot” spørger den da 70-årige Sløk sig selv, om han har fundet Gud. Om denne søgen, der kendetegnede og bestemte hans liv, var nået til en forsoning – og han svarer blandt andet:
”Jeg har – med venlig bistand fra folk som Shakespeare, Pascal, Kierkegaard, Karen Blixen og andre – fundet Gud som det store vovestykke, rouletten, hvor det kun er muligt eventuelt at stryge gevinsten, hvis man gør sit liv til indsatsen. Det absolut usikre, fastholdt i den lidenskab, der ikke ytrer sig i dramatiske udbrud, men i at man dagligt og undertiden på trods holder fast ved det. Aftalens træ.”
Kun i hans søgen efter Gud var Gud til stede – ”som det i al evighed i en søgen eftersøgte”.
Og forsoningen beskriver han på denne måde: ”Jeg er jo selv ikke andet end en historie. Det blev det forløsende udgangspunkt. Jeg bliver fortalt, bogstaveligt, fra dag til dag gennem mit livs tider og begivenheder. Jeg bliver fortalt, af Gud naturligvis …”