Hvad sker der, når vi dør?
Det er nok et af de mest grundlæggende spørgsmål, mennesker gennem alle tider har stillet sig selv og hinanden. Og et spørgsmål, vi aldrig får svaret på, mens vi lever.
Mens 77 procent af danskerne er medlem af folkekirken, viser religionsvidenskabelige undersøgelser, at omkring hver femte dansker tror på reinkarnation. Og tallet er stigende. Det vil sige, at der også blandt folkekirkens medlemmer er en del, der tror på genfødsel, som vi ellers forbinder med de østlige religioner hinduisme og buddhisme. Senest har det vakt stort postyr, at selv en folkekirkepræst som Annette Berg har udtalt, at hun tror på reinkarnation, og hun skal nu til samtale hos biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.
Men hvad er det, folk tror på, og hvorfor appellerer netop de forestillinger til mange vestlige mennesker, der ellers ikke er opvokset i en østlig kultur?
Allerede i det første århundrede begyndte kristendommen at forholde sig til tanken om reinkarnation, som især var fremtrædende i filosofiske traditioner hos pythagoræerne, platonikerne, stoikerne og andre, fortæller Anders-Christian Jacobsen, professor på Aarhus Universitet, der beskæftiger sig med blandt andet oldkirkens teologi og dogmatik.
”Diskussionen opstod, i det øjeblik de kristne begyndte at tale om opstandelse. Mange stillede spørgsmålet, om den kristne opstandelse var det samme som den genfødsel, nogle af filosofferne talte om. Men de kristne gjorde det helt klart, at det ikke var det samme,” siger han og tilføjer, at han sagtens kan forstå, hvorfor spørgsmålet dengang og nu opstår:
”I reinkarnationen opstår sjælen i nye legemer, men det har kristendommen siden oldkirken taget afstand fra. Datidens kristne sagde, at sjæl og legeme opstår sammen, og det er en vigtig pointe, at sjælen netop opstår i sit eget legeme og ikke i et andet. Det misforstår mange, når de taler om reinkarnation inden for kristendommen.”
Anders-Christian Jacobsen forklarer, at ordet reinkarnation kommer af latin og kan oversættes til ”tilbage til legemet”, ”tilbage til kødet” eller ”genlegemliggørelse”, og alene ordet kunne derfor godt ifølge ham bruges om den kristne opstandelsestanke. Når det dog ikke er tilfældet, skyldes det, at filosofiske retninger før kristendommen var begyndt at bruge ordet og havde lagt noget andet i dets betydning, mener han, der også har skrevet disputats om Origenes - en af de store græske kirkefædre. Nogle mener, at Origenes fremfører idéer om reinkarnation.
”Det mener jeg dog ikke er rigtig forstået. Origenes har derimod en meget avanceret eller kompliceret opfattelse af menneskets opstandelse. Origenes mener, at mennesket ikke bare lever ét liv, men flere eller mange liv. I disse liv har sjælen, som er det egentlige menneske, flere legemlige former i den forstand, at jo højere sjælen når mod Gud, jo mere forfinet åndeligt bliver dets legeme. Men ifølge Origenes er det altid det samme legeme, der blot vokser i åndelighed. Det er netop ikke længere kødeligt efter opstandelsen. Derfor er det ret misvisende i denne sammenhæng at tale om reinkarnation,” siger Anders-Christian Jacobsen.
Men tanken om reinkarnation var ikke kun forbeholdt den tidlige kristendom. Op gennem middelalderen var der, fortæller Anders-Christian Jacobsen, bevægelser på kanten af kristendommen, for eksempel oprerede de kætterdømte katharer i Syd- og Vesteuropa med tanken.
”I 1800-tallet så man desuden forestillingen hos tyske filosoffer som for eksempel Arthur Schopenhauer, der var inspireret af buddhismen,” siger han.
Sådan vurderer han også situationen i dag - inspirationen kommer ikke fra oldkirkens debat om reinkarnation, men fra hinduismens og buddhismens udlægning:
”Men hinduismens og buddhismens reinkarnation er udtryk for noget meget negativt med karmalovens ubønhørlige konsekvenser. Man får tildelt det i sit næste liv, som man har fortjent. I den moderne vestlige kultur er reinkarnation derimod transformeret til noget positivt, hvor man udvikler sig i en bedre og bedre retning.”
Og netop transformationen er interessant for religionshistorikere som blandt andre Marianne Qvortrup Fibiger, der er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Hun fortæller, at man kan spore tankerne om reinkarnation tilbage i indisk religion til år 600-300 før vores tidsregning. Men i hverken den hinduistiske eller buddhistiske tradition er idéen forbundet med noget positivt, som den er i vestlige samfund.
”Begge religioner ser genfødslernes kredsløb som et grundvilkår for livet, som det handler om at slippe ud af. Livet anses nemlig grundlæggende som lidelsesfuldt, idet det er under permanent forandring, og derfor er genfødsel som sådan ikke et mål i sig selv. Dét er derimod frigørelsen fra den. I hinduismen handler det om at blive ét med verdensaltet, mens det i buddhismen går ud på at opnå nirvana, ved at blive fri af karma og dermed af genfødselscirklen,” fortæller Marianne Qvortrup Fibiger.
Mens både buddhister og hinduer på den måde i virkeligheden ønsker at slippe for det lidelsesfulde liv, er netop fastholdelsen af livet noget af det, mange vestlige tilhængere forbinder med reinkarnation.
”Her er livet noget, vi værdsætter og gerne vil holde fast i. Og reinkarnationen bliver for mange en måde at gøre døden håndterbar på, fordi tanken om genfødsel giver et håb om enten at bevare eller give en ny begyndelse. På den måde kan man se, at det bestemt ikke er den østlige forståelse af reinkarnation, vi abonnerer på, men en transformering, der er tilpasset vores eget samfund,” siger Marianne Qvortrup Fibiger.
Hun peger også på, at den tillempede forståelse af reinkarnation ser ud til at passe bedre til det senmoderne menneske end kristendommens dødsforklaring.
”Vi vil jo alle sammen gerne have et svar på, hvad der sker, når vi dør. Vi er vokset op i en kultur, hvor naturvidenskaben står stærkt, og at vi så skulle opstå lige derfra, hvor vi dør, med vores kød og blod - på et eller andet uvist tidspunkt i fremtiden - ja, det skurrer simpelthen i manges ører, mens reinkarnationen er knap så bogstavelig for mange og åbner for flere tolkningsmuligheder. Samtidig er der også mange, der har et ønske om, at der dog er et eller andet, der umiddelbart går igen, når en kær slægtning eller bekendt er gået bort. Vi kigger efter træk ved vores barn og opkalder det måske efter nogen i håbet om, at der vil være noget genkendeligt. På den måde passer tanken om reinkarnation meget godt ind i et helt konkret behov for at holde fast eller bevare i det mindste noget, når vi mister,” siger hun.
Det er netop ikke en overtagelse af en østlig religion, vi oplever i de her år, hvor omkring hver femte dansker tror på reinkarnation. Man skal i stedet se det som et udtryk for en spirituel søgen, der ikke er knyttet til en bestemt religion, men som er meget udbredt. Det mener filosof Anders Dræby, der også selv er optaget af det spirituelle og blandt andet gennem sit arbejde med eksistentiel terapi og rådgivning møder mange danskere, der tror på reinkarnation.
”Det er en spiritualitet, der ikke er forbundet med en bestemt religion. For det er netop ikke en hel religion, man søger, men et åndeligt svar på, hvordan man skal forholde sig til døden. Det er jo et helt afgørende eksistentielt spørgsmål - og hverken oplysningstiden eller videnskaben har kunnet give os et meningsfuldt forhold til døden. Derfor søger folk andre steder hen. Men ikke til kristendommen, der jo var en del af den ramme som både oplysning og videnskab har gjort op med, og som derfor på en måde også virker altmodish,” siger Anders Dræby.
Han mener ellers ikke, at tanken om genfødsel burde være uforenelig med kristendommen.
”Vi har jo i Danmark en mand som Martinus, der i 'Det Tredje Testamente' netop bygger videre på kristendommen, men som samtidig tror på reinkarnation. I virkeligheden synes jeg, at folkekirken har sovet lidt i timen og ikke forstået at give det moderne menneske svar eller trøst omkring døden i form af en kristendom, der kan hjælpe,” siger Anders Dræby.
Radiovært og foredragsholder Anders Laugesen mener, at vi fremover vil komme til at udvikle en kristendom, der rummer troen på genfødsel.
”Jeg tror, at vi i fremtidens Europa vil møde folk, som tror på reinkarnation og samtidig føler sig som kristne, og at der så bliver udviklet en kristendom omkring det. Et eksempel er jo den danske musiker Lars Muhl, der er et dybt kristent menneske, og som tror på reinkarnation.”
Som Anders Laugesen ser det, har den danske folkekirke selv en aktie i, at et voksende antal danskere siger, at de tror på reinkarnation.
”Folkekirken har gjort ufattelig lidt ud af at udvikle en dødsteologi, så på en måde er reinkarnation svaret på folkekirkens egne manglende ord. Og i en tid, hvor troen på evig fremdrift og udvikling præger samfundet, er det klart, at det også kommer til at afspejle sig i vores tanker om døden - og her passer reinkarnationstanken også ind. Samtidig er der altså folk, der har nogle reinkarnations-erfaringer, som folkekirken slet ikke har sprog for at rumme. Det synes jeg er meget ærgerligt, for kristendommen er altid en oversættelsesbevægelse, der skal ramme mennesker der, hvor de er,” siger Anders Laugesen.