Prøv avisen

Fransk filosof går til kamp mod begrebet islamofobi

I Pakistan brændte muslimer britiske flag i 2007 i protest mod, at man i Storbritannien gav en adelstitel til sir Salman Rushdie, der har bedrevet satire om islam. Men denne satire er præcis, hvad disse muslimer har brug for, siger den franske filosof Pascal Bruckner. – Foto: Ali Arif/AFP/Ritzau Scanpix

Den franske filosof Pascal Bruckner opfordrer til at danne alliance med det store flertal af muslimer i Vesten, som modsætter sig salafismen. I sin seneste bog forklarer han, hvorfor det indebærer en kamp mod begrebet islamofobi

Muslimer kan være ofre for racisme. Det er utilladeligt og skal bekæmpes. Måske findes der også mennesker, som ikke kan udstå muslimer og hader islam. Men så længe det ikke giver sig udslag i diskrimination, bør det ikke forbydes. For islamofobi findes ikke, hævder Pascal Bruckner i sin seneste bog, ”En indbildt racisme: Islamofobi og skyld”.

Bogen udkom i Frankrig sidste år og er nu blevet oversat til engelsk. Den 70-årige franske filosof og forfatter undersøger et begreb, som over de seneste årtier har været et varmt emne i den internationale debat og sat FN på den anden ende med de muslimske landes krav om et forbud mod forhånelse af religioner.

”Islamofobi er først og fremmest en narcissistisk smerte, som er blevet vendt til nag,” skriver Pascal Bruckner, som med bogen håber at ”delegitimere islamofobien, så tvivl om den, sætte den i permanente gåseøjne for at vinde kampen mod fundamentalismen på idéernes slagmark”.

Pascal Bruckner betragter sig selv som en af de sidste af den generation af filosoffer, som med den nu afdøde André Glucksmann i spidsen blev kendt som ”de nye filosoffer”. De havde totalitarismen som fælles fjende, blandt andet som en reaktion mod venstrefløjens forblændelse af Sovjetunionen i det 20. århundrede. Nu hudfletter han en lignende forblændelse af islam, som ifølge Bruckner fejlagtigt er blevet identificeret som ”de undertryktes religion”.

Bagsiden af begrebet islamofobi, mener Pascal Bruckner, er dermed ”den hvide mands skyld”, som han har arbejdet med i tidligere bøger.

”De vestlige lande øver en konstant selvkritik, og det kan være med god grund. Men den dårlige samvittighed kan også føre til, at vi ikke vender os mod den islamiske fanatisme i sin sala- fistiske og terroristiske form og derved gør os medskyldige i et moderne barbari, der udelukker den muslimske verden fra oplysningsværdierne. Vi skylder de oplyste muslimer den hjælp, som de forventer af os,” siger Pascal Bruckner.

Pascal Bruckner kører ikke kun det artilleri i stilling mod begrebet islamofobi, som er blevet flittigt brugt siden Salman Rushdie til at sætte lighedstegn mellem religionskritik og racisme. Han pointerer også, at begrebet islamofobi derved gør tro til en race. Og det er netop hele den politiske bagtanke, argumenterer Bruckner.

”Forsøget på at gennemtrumfe begrebet islamofobi sigter mod at stramme det fundamentalistiske greb om Europas muslimske befolkning og udgrænse muslimerne fra resten af samfundet i en slags separatisme,” lyder hans analyse.

Efter bogens udgivelse i Frankrig var Bruckner i foråret en af 100 underskrivere af et manifest mod, at muslimer isolerer sig i samfundet.

”Den isolering er tydelig i visse skoler, hvor det er svært at undervise i bestemte emner. Vi ser det også med flere og flere kvinder, der bærer religiøs beklædning som udtryk for et ønske om ikke at blande sig med resten af befolkningen. Det gælder en lille del af muslimerne, som forsøger at isolere sig i en islam fra det 7. århundrede. Vores svar skal være alliancen med de muslimer, der ikke ønsker denne udvikling, og som arbejder for reform af islam,” siger Pascal Bruckner, der dermed distancerer sig fra en del af islamkritikken.

”Modsat det yderste højre mener jeg ikke, at vi skal bandlyse islam, men derimod at vi skal banalisere islam, som vi tidligere har ”banaliseret” kristendommen i den forstand, at tro og religion er blevet et privat anliggende. 30-38 procent af de franske muslimer sætter ifølge en undersøgelse sharia over loven og tager afstand fra åndsfrihed. Det er foruroligende, især fordi det gælder en stor del af de unge. Men vores opgave er at stå sammen med alle de andre,” siger Pascal Bruckner

Han sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved, om islam er forenelig med demokratiet og i det hele taget kan reformeres.

”Jeg tror ikke på en islamisk essens, der er uforanderlig og uforenelig med demokrati. Man kunne have sagt det samme om katolicismen i 1700-tallet. Hvor havde vi været henne, hvis kirken havde kunnet råbe ’kristianofobi’, hver gang oplysnings-filosofferne kritiserede kristendommen? Islam skal gennemgå samme proces, og spørgsmålet om islamofobi er en af kamppladserne i denne strid,” siger Pascal Bruckner.

Han var selv medunderskriver af en anden appel i foråret, der opfordrede de muslimske religiøse ledere til at bekæmpe antisemitismen i islam og slette de koranvers, som opfordrer til vold mod jøder og kristne.

Appellen blev skarpt kritiseret af moderate muslimske ledere, der beskyldte initiativet for at være ”en monumental intellektuel fejltagelse”, fordi ingen kan slette noget i Koranen.

”Men kort efter udsendte 30 imamer en tekst, der bekræftede det, vi sagde, nemlig at der findes en muslimsk antisemitisme, og at det er et problem. De forpligter sig på at bekæmpe ekstremisternes instrumentalisering af islam, og det er en markant tilkendegivelse,” siger han.

Forsøget på at gøre religionskritik til islamofobi handler derfor om retten til at reformere islam.

”En reform af islam vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Det kan tage adskillige generationer, og derfor skal vi udvise en kombination af tolerance og vagtsomhed. Vi skal tage de moderate muslimers side både imod diskrimination og imod forsøg på at give efter for det mindste tegn på separatisme,” konkluderer Pascal Bruckner.

Pascal Bruckner