I de senere år har alle garanteret hørt ordene ”globalisering” og ”internationalisering” som beskrivelser af den verden, vi lever i og skal kunne begå os i. Og landets universiteter samt gymnasier og folkeskoler har forsøgt at tilpasse deres uddannelser til den verden, der tilsyneladende er mere grænseløs end tidligere, og hæfter gerne prædikatet ”verdensklasse” på.
Men det står skidt til med netop dét prædikat, lyder det i debatbogen ”Sprogløse verdensborgere”, der udkommer i dag. Faktisk er Danmark ved at blive spillet helt af banen ifølge forfatterne, lektor i fransk ved Københavns Universitet Lisbeth Verstraete-Hansen og professor emeritus i tysk Per Øhrgaard. For i forsøget på at være på forkant i den internationale og globale virkelighed satser vi udelukkende på det engelske sprog som det, der skal bane vej for danskernes og landets vækst. Og det gør os i forfatternes øjne langtfra til vindere. Vi sakker derimod bagud. Endda uden selv at være klar over det.
Som eksempler på Danmarks skæve gang nævner bogens forfattere, at en lang række sprogfag er blevet direkte nedlagt på universiteterne. At kun få studerende bliver optaget på de sprogfag, der er tilbage. At flere studier foregår på engelsk, selvom studiet kun har få eller slet ingen internationale studerende. At forskningsartikler ikke længere skal skrives på forskerens eget sprog, men altid på engelsk. På trods af at forskere fra Cambridge University har påvist, at det fører til et tab af viden, hvis forskere ikke længere kan orientere sig på andre sprog end engelsk.
Og endelig: At ingen i erhvervslivet overhovedet værdsætter andre sproglige kompetencer end dansk og engelsk. ”Intet krav til tysk i Tyskland, til portugisisk i Brasilien eller kinesisk i Kina,” som forfatterne skriver i bogen, hvor kendskab til landenes egne sprog eller kultur kun anses som ”en stor fordel, men ingen betingelse”.
”Så selvom man skulle tro, at netop et ord som ’internationalisering’ skulle få os til at tænke bredere og være bevidst om fordelene ved en sproglig mangfoldighed, så er det ikke det, der sker. Tværtimod. Vi er ved at udvikle en monokultur, hvor vi kun orienterer os mod engelsk som nøglen til hele verden. Men vi gør det uden kritisk stillingtagen, faglig begrundelse eller viden om den sproglighed, vi dermed udelukker. Udelukkende baseret på en forestilling om, at engelsk er vejen til fremtiden – især fremtidens marked,” siger Per Øhrgaard.
Både han og medforfatter Lisbeth Verstraete-Hansen er udmærket klar over, at deres opråb kan – og sikkert vil – blive opfattet ”som endnu en klagesang fra et par humanister i vejkanten, der desperat prøver at få et lift i en af de store biler, der kører forbi,” som Per Øhrgaard formulerer det.
”Men derfor gør vi meget ud af at argumentere netop ved hjælp af økonomiske argumenter. For ja, om vi vil det eller ej, så er vi jo i en konkurrencesituation, hvor det handler om markedsandele. Men hvis man vil konkurrere med de andre i verden, så skal man også være konkurrencedygtig, og der kommer Danmark og danskerne til kort, hvis vi ikke begynder at opruste på det sproglige område,” lyder det fra Per Øhrgaard.
Som eksempel på, hvordan sprogkendskab kan gøre en forskel, nævner de to forfattere en undersøgelse fra Dansk Industri, hvor ganske mange virksomheder udtrykte problemer på det interna- tionale niveau, ikke mindst i Kina, Tyskland og Rusland. Virksomhederne forklarer, at de øvrige lande ikke altid kan engelsk, og i Rusland har dette endda ført til usikkerhed omkring aftalegrundlaget for en stor ordre ”på grund af dårlige engelskkundskaber i Rusland”.
”Men det viser jo, at vores holdning åbenbart er, at det er dem – de andre – der har et problem. Ikke os. For vi kan jo engelsk. For mig at se burde virksomhederne i stedet tænke over, hvilket indtryk det giver, når vi bare møder op og insisterer på at tale engelsk. Tænk over, hvilken psykologisk positiv virkning det ville have, hvis vi mødte op og kunne en lille smule russisk. Mange kan sikkert huske det indtryk, det gjorde, da John F. Kennedy prøvede at sige blot én sætning på tysk,” siger Per Øhrgaard og uddyber:
”For det viser ikke kun forberedelse og interesse. Det viser også en ydmyghed over for ens egen plads i verden. At man godt er klar over, at ens eget udgangspunkt kun er netop dette og ikke verdens centrum. Og derfor hører interessen for andre sprog og kulturer også til dannelsen. Til det at være et ordentligt menneske, der er nysgerrigt på andre mennesker og på verden. Og som derfor behøver sprog for at kunne orientere sig, finde sig til rette og for at kunne handle – i alle ordets betydninger – i verden.”
I stedet for dette ideal beskriver Per Øhrgaard og Lisbeth Verstraete-Hansen en virkelighed, hvor ingeniøren fra Danmark møder frem med sit engelsk og mener, at det er tilstrækkeligt.
”Og det er ikke for at udstille danske virksomheder eller gøre dem noget ondt. Men vi oplever bare ikke, at de kender deres egen besøgelsestid. Hvis der samtidig med den danske ingeniør for eksempel står en svensk ingeniør, der faktisk kan begå sig på værtssproget, behøver man jo ikke at være Einstein for at regne ud, hvem der har størst chance for at få hevet ordren hjem,” siger Per Øhrgaard.
Faktisk mener han, at de danske politikere helt mangler egne visioner for hele uddannelsesområdet. At de har ladet sig spænde for en fortælling om, hvad der skaber vækst, som de især har hørt fra det private erhvervsliv.
”For mig at se er det helt tydeligt, at det er en lobbyvirksomhed som Dansk Industri, der har haft held til at styre uddannelsespolitikken, så der primært er fokus på at producere arbejdstagere til det arbejdsmarked, vi kender. Men statistikker viser altid kun et billede af, hvordan noget ser ud lige nu. Aldrig hvordan det bliver. Vi har set mange eksempler på, at prog- noser tog fejl. Derudover er der så meget, som statistikker og andre måleenheder ikke har blik for, kvaliteten af uddannelsen og de mere bløde værdier, som er afgørende i omgangen med andre mennesker og kulturer. De ’bløde’ værdier er i virkeligheden de hårdeste af alle. Også når det gælder handelsaftaler.”
Der er dog én politiker, som får pæne ord med på vejen i den nye debatbog. Forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind (V) citeres for et indlæg i Berlingske, hvor han udfordrer idéen om, at videregående uddannelser alene skal vurderes på deres evne til at skabe match mellem uddannelse og job: ”Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for (...)”
”Håbet er selvfølgelig, at vi nu får sat en debat i gang om vores uddannelsespolitik. Og som Søren Pind er med til at give bolden op til. For det er heldigvis ikke kun Lisbeth Verstraete-Hansen og mig, der er bekymrede. Der er mange, der også før har påpeget, at vi er inde på et skævt spor, hvor manglen på sproglig mangfoldighed gør os fattigere. På mange måder,” siger Per Øhrgaard og slutter af med endnu et eksempel på, hvordan uddannelsessystemet efter hans mening handler direkte uklogt.
”Den foregående regering afskaffede autorisationen af tolke og translatører, og man har på CBS nedlagt de specialiserede tolkeuddannelser. Man er så forhippet på at minimere udgifterne på sprog, at det går ud over kvaliteten. Men jeg er langtfra overbevist om, at virksomhederne ikke fik valuta for deres lønudgifter til de professionelle translatører. Det er igen den kortsigtede markedstænkning, der sejrer. Men den kan være opskriften på et langsigtet nederlag.”