Henry Cavendish hadede det, når folk kiggede på ham eller kom ham for nær, og man gjorde klogt i ikke at tale til ham. Når han følte sig iagttaget, brød han gerne ud i meget høje og skingre ”uhu-uhu”-skrig.
”Henry Cavendish er en af de største naturforskere, England nogensinde har haft. Han var et geni, men samtidig også autist. Han led ofte af panikanfald og var sygeligt bange for især kvinder,” siger den tyske forfatter Richard von Schirach, der har skrevet bogen ”Der Mann, der die Erde wog” (Manden, der vejede jorden).
Bogen handler om en række højt begavede mennesker, som var eminente i flere videnskabsgrene og førte verden et andet sted hen via deres forskning. Og en af de personer, som Richard von Schirach beskriver indgående, er netop Henry Cavendish, der levede fra 1731 til 1810.
”Den excentriske englænder var et rigtigt multitalent. Han var både matematiker, astronom, meteorolog, kemiker og geolog, og han var den første forsker, der beviste, at vand ikke er et element i sig selv, men derimod består af to elementer. I midten af det 18. århundrede besluttede han også at veje Jorden, og det lykkedes ham at finde frem til en formel, hvormed han temmelig præcist kunne fastslå Jordens masse. Hans forskning var banebrydende på mange områder, men alligevel holdt han de fleste af sine resultater skjult for offentligheden. Flere af hans skrifter blev først offentliggjort flere årtier efter hans død, og han gjorde sig slet ingen tanker om at skaffe sig et eftermæle,” siger Richard von Schirach.
Henry Cavendish holdt hverken af andre mennesker eller af sig selv. Selvom han var en af Englands rigeste mænd, brugte han næsten aldrig penge på sin egen person, men derimod formuer på sin forskning.
”Han så sig selv som et værktøj i forskningens tjeneste. Han var heller ikke i stand til at opbygge menneskelige relationer til andre. Han havde ganske vist en to år yngre bror og en tante, men plejede kun ritualiseret omgang med begge. De havde faste årlige besøgsdage og måtte hver gang højst blive en halv time i hans hus,” siger Richard von Schirach.
Kun få videnskabsfolk igennem tiderne har været så menneskesky som Henry Cavendish, men mange forskere har alligevel haft noget tilfælles med ham:
”De viede alle deres liv til forskning, og videnskab betød for dem en søgen efter sandheden. Adskillige var endda villige til at betale en meget høj personlig pris for deres lidenskab,” siger Richard von Schirach.
”Bag hver opdagelse står et menneske af kød og blod, og dette menneske har haft et liv fuld af visioner, lidelser og gerninger, som ofte indeholder et langt større budskab til os end de videnskabelige opfindelser og erkendelser, som vedkommende er kommet frem til. Lidenskab, fejltagelser og skuffelser har ledsaget hvert et skridt, som videnskabsfolkene i min bog har taget, og ligesom Cavendish var de alle overbeviste om, at de havde pligt til at finde frem til den videnskabelige sandhed. For dem var forskning et kald, og denne følelse af at have fundet deres bestemmelse med livet prægede hele deres tilværelse. For nogle af dem betød det endda som i tilfældet med Cavendish, at de netop gik glip af mange af de ting, der hører med til at have et rigtigt liv. Det er muligt, at vi med nutidens øjne ser mere kritisk på nogle af deres opdagelser, men mange af forskerne har måske netop igennem den skæbne, de har haft, efterladt os anden og helt uforglemmelig arv: De viser, at der næsten ikke er nogen grænser for, hvad et menneske er i stand til at klare og udholde, så længe vedkommende føler, at det sker i en større sags tjeneste, og personen har udholdenhed nok til at give afkald på alle goder,” siger Richard von Schirach.
Richard von Schirachs beretning om den unge videnskabsmand Robert Oppenheimer viser også, hvor tæt grænsen mellem genialitet og galskab kan ligge. Amerikaneren, der senere skulle spille en vigtig rolle i opfindelsen af atombomben, forsøgte som ung at myrde sin tutor med et forgiftet æble, og senere prøvede han også at kvæle en medstuderende.
”Oppenheimers psyke virkede mere og mere gådefuld, jo nærmere jeg kom ind på livet af ham under min research. Ligesom Henry Cavendish var han ikke i stand til at have et familieliv. Hvor Cavendish var bange for kvinder, viste Oppenheimer ganske vist interesse for fysikeren Charlotte Riefenstahl, der senere giftede sig med atomfysiker Friedrich Georg Houtermans, men alligevel var han ude af stand til at leve i et lykkeligt parforhold. Han havde ingen følelser, som han kunne give frit løb, og han var ude af stand til at elske,” siger Richard von Schirach.