En majaften i 1920 møder et feststemt publikum op i den gamle sal i Odd Fellow Palæet i København. Berliner Filharmonikerne er på turné, for første gang siden første verdenskrig. Den danske presse refererer den tyske for, at de tre koncerter i København ligefrem er et første forsøg på at bygge musikalsk bro til andre lande efter krigen.
Men lørdagens program er en skuffelse for publikum. Frem for det annoncerede udvalg af ny fransk musik byder koncerten blandt andet på et aktuelt værk af den i dag ukendte Justus Hermann Wetzel og en pragtfuld fremførelse af Tchaikovskys femte symfoni.
Officielt forlød det, at noderne til det franske program ikke var nået frem. Men mon ikke orkestrets stjernedirigent Arthur Nikisch taler sandt i et interview med Social-Demokraten på Hotel d’Angleterre. Orkestret nægtede pure at spille ny fransk musik ovenpå den franske besættelse af Frankfurt am Main, en udløber af protester over den franske kontrol af Rhinlandet efter Første Verdenskrig. Det harmede den konservative danske presse, som frabad sig at lade verdenskrigen fortsætte med andre midler i Odd Fellow Palæet.
Så tanken om kulturel boykot i danske koncertsale er på ingen måde ny. Det er idéen om kulturfremstød som soft power i udenrigspolitik heller ikke. Og den klassiske musik har ikke kunnet undslippe forsøg på at instrumentalisere den i magtens tjeneste.
Der har altid været musikere, dirigenter og orkestre, der har set en fordel ved at stille op. Og de døde komponister må opleve, at deres værker bliver spændt for en propagandistisk vogn.
Særlig den tyske nazismes omgang med den klassiske musik falder i øjnene. Uden Tyskland, uden de store tyske musikere, som stadig behersker programmet hos alle folk og nationer, ville man ikke kunne forestille sig en verdensmusik, erklærede propagandaminister Goebbels i 1939.
Og som den tyske politolog Peter Reichel konstaterer, så er det ikke en kosmopolitisk glæde ved den klassiske musik, men en verdensmusik som aggressiv nationalistisk beherskelsesstrategi. Her var en kulturel legitimation for Tysklands dominans.
For Berliner Filharmonikerne betød det, at orkestret blev et ensrettet og udrenset statsorkester med det formål at præstere det ypperste. Og her er vi ved en kerne i en kulturboykot, hvor orkestrets de facto chefdirigent Wilhelm Furtwängler stiller sig uforstående over, at solister ikke længere ønsker at optræde med orkestret.
For ham handlede det om den perfekte opførelse af et værk – for kritikerne kunne koncerter ikke ses løsrevet fra et menneskeforagtende regime.
I foråret 1941 er vi tilbage på Hotel d’Angleterre. Her møder vi nye gæster, som måske klarer afregningen på en lidt anden måde. Der herskede travlhed blandt medarbejderne under major von Heydebreck, der ved staben var ansvarlig for de åndeligt opbyggelige aktiviteter for værnemagten i Danmark.
Berliner Filharmonikerne skulle på turné Norden rundt, orkestret var på musikalsk offensiv, som det svenske ”Aftonbladet” skrev i sin foromtale. I Danmark var det i regi af værnemagten, og von Heydebrecks medarbejdere skrev ud til de enkelte forlægninger om, hvor mange billetter de skulle bruge.
Dirigenten var denne gang Hans Knappertsbusch. Men han er nu ingen Wilhelm Furtwängler, mente Hitler en aften i 1942, og hævdede, at det kunne opleves som en straf at lytte til hans operaopførelser.
På forsiden af ”Kopenhagener Soldaten-Zeitung” fra marts 1941, skrevet for de tyske soldater i Danmark, finder vi et stort opsat foto af netop Wilhelm Furtwängler. Forklaringen fremgår af teksten ved siden af, som er et uddrag af et brev fra den sårede gefreiter Hornmann til soldaterkammeraterne i Danmark.
Han havde været til koncert. Og den gav ham samme følelse af det evige Tyskland som en tale af Føreren, og selvfølgelig understøtter denne følelse viljen til handlekraft – og opofrelse – for at sikre den endelige sejr. Det ideologiske grundlag for koncertaktiviteten og programvalg i renkultur.
Koncerter for værnemagten var principielt lukkede. Men i 1940 skrev den øverstbefalende i Danmark til Overkommandoen i Berlin og foreslog, at arrangementer som Berliner Filharmonikerne blev åbne for danske borgere. Et bekræftende svar kom retur, så koncerterne kunne vise, at Tyskland fortsat prioriterede kulturlivet.
Jeg vil nødigt applaudere de forkerte, men jeg ønsker ikke at boykotte regimets dissidenter, de har det svært nok.
Berlin delte også håbet om, at billige billetter til fremragende tyske koncerter kunne gøre Besættelsen mere spiselig. Så derfor var der offentligt billetsalg af restpladserne til de to koncerter i 1941, ligesom der havde været i juli 1940, hvor Berliner Filharmonikerne gav fem koncerter for besættelsesmagten. Og frem for alt skulle samarbejdspartnere inviteres.
Odd Fellow Palæet var som en bedre bordplan for medarbejderne på d’Angleterre. De bevarede tyske akter i arkiverne giver et godt indtryk af opgaven. Logerne blev tegnet op og deltagerne skrevet ind, så der var den rette blanding og orden. Der måtte så rettes, hver gang der indløb tilsagn eller afbud fra de prominente danskere, som modtog en fin trykt invitation med vedlagt svarkort.
De inviterede var vigtige partnere og nøglefigurer i samarbejdspolitik og kollaboration. Den svenske konge var til koncert i Stockholm, ”med upvaktning” som det hed i ”Svenska Dagbladet”, og øverst på listen stod kongefamilien.
Kongen holdt sig strengt neutral, var den tyske vurdering, så han var ikke med, men dronning og kronprins havde forbindelser til tysk musikliv. Om invitationen overhovedet blev sendt er ikke klart, dog gik der en til Svanemøllevej 25, for prins Harald og prinsesse Helena havde allerede været til stede ved hovedkoncerten i 1940. Kronprinseparret takkede åbenbart nej ved begge lejligheder.
Vi kunne også smutte forbi Hotel d’Angleterre året efter. Og i januar 1942 vil vi bevæge os over i de gråzoner, som en kulturel boykot uvægerligt vil give. For på hotellet ville vi træffe Wilhelm Furtwängler, der var indbegrebet af den tyske klassiske tradition, også for Hitler og Goebbels.
Han dirigerede Det Kongelige Kapel til en velgørenhedskoncert til fordel for orkestrets pensionskasse. Ikke under protektion af værnemagten, men under protektion af kronprinsen. Beethoven var igen på programmet – men åbenbart uden offervilje denne gang.
I Europa var der protester mod Berliner Filharmonikernes koncerter. Allerede i 1930'erne var der aktioner mod koncerter i Paris og London. Under krigen blev orkestret i Lyon og Marseille mødt med så massive optøjer, at politiet og sågar værnemagten måtte sikre gennemførelsen af koncerterne. Det virkede ret pinligt med det politiopbud, skrev orkesterchefen. Og i Schweiz rettedes skytset direkte mod Furtwängler som en raffineret brik i propagandaen.
Kan man fortsat høre Michael Jackson, spurgte min kusine engang. Jeg ved det ikke rigtigt. Det er let at svare nej, så er man på den sikre side.
Nu bladrer jeg i programmet til årets Schleswig-Holstein Musikfestival og overvejer, hvilke russiske pianister, der er trofaste regimestøtter. Jeg vil nødigt applaudere de forkerte, men jeg ønsker ikke at boykotte regimets dissidenter, de har det svært nok. Men jeg kan også have hang til at ville høre det sublime.
Mens jeg håber på, at regeringen tømmer pengepungen for russiske statsselskaber, oligarker og deres samarbejdspartnere, det har nok en bedre effekt, vil jeg lytte til Beethovens syvende symfoni. Den er skrevet under koalitionskrigen mod datidens tyran, Napoleon, og den skulle medreflektere krigens forfærdende realitet. Og det uden nazistiske bagtanker, præsident Putin.
Kilder: Bundesarchiv, Arkivet hos Berliner Filharmonikerne, Kungliga Biblioteket Stockholm og Jens Andersen, Museum Thy.