I forlaget Gyldendals genudgivelse af Halfdan Rasmussens klassiske Abrakadabra og andre børnerim fra 2019 er otte digte ikke længere at finde: Lille negerdukke, To små negerdukker, Hittehattehætte-huer, Rikke, Nogle øjne er så smukke, Alle bilerne fra landet, Negerdukken lille Sam og Sikken et hus. Disse rim indeholder ord som ‘neger’og ‘hottentot’, om hvilke Gyldendal vurderede, at de kunne være racistiske eller nedsættende, og derfor undlod at bringe.

Det gav anledning til en større offentlig kontrovers i såvel den etablerede presse som på de sociale medier. Afhængigt af hvordan man forholdt sig til sagen, blev der talt om alt fra uberettiget censur til nænsom forståelse for, at rimene er 60 år gamle, kan opfattes racistiske i dag og derfor ikke bør være at finde i den nye udgivelse af Abrakadabra. Uafhængigt af hvordan man stiller sig til sagen, er den et identitetspolitisk anliggende om race. Men afhængigt af hvordan man præcist forholder sig til indholdet, bliver man hurtigt afkrævet et svar på, om man er for eller imod, at rimene er blevet taget ud. Sådan er det hyppigt med identitetspolitiske spørgsmål – er du for eller imod? Er du med os eller med dem?

Køn, race, nationalitet og socialklasse er noget, vi alle kan forholde os til, om ikke andet fordi det er noget, vi alle har, tilhører og deler. Det, vi alle har en aktie i, har vi som oftest ganske stærke meninger om. Vi samler os med dem, der mener det, vi mener, mod de andre, der mener noget andet. Disse konflikter over akser, efter hvilke vi på et tidspunkt deler os – og finder sammen med andre af samme køn, race, nationalitet og socialklasse – kan havne dér, hvor polariseringen bliver så ekstrem, at det ender i et simpelt os mod dem. Et polariseret os mod dem betyder, at den identitetspolitiske debat jævnligt går hen og bliver mindre konstruktiv og oplysende, end den kunne have været. I sin Global Risk Report vurderer World Economic Forum endda identitetspolitisk polarisering som værende en drivende kraft bag politiske og sociale konflikter på globalt plan (WEF 2019: 14-15, 22, 34).

Sagen om Gyldendals genudgivelse af Abrakadabra er typisk for identitetspolitiske debatter, fordi dens nuancer forsvandt mellem for og imod. I medierne blev Gylden- dals redigering omtalt som censur: Politiken indleder eksempelvis sin artikel om emnet med rubrikken “Nu må vi ikke længere læse disse 8 børnerim”, mens BT’s overskrift lød: “Gyldendal dropper Halfdan Rasmussen-rim: Ord som ‘neger’og ‘hottentot’ikke velkomne”. I virkeligheden udgav Gyldendal to udgaver af Rasmussens digtsamling, én med og én uden de omtalte rim, så man selv kunne vælge. At kalde det censur, at et forlag udgiver to versioner af en antologi, er unægtelig en stramning, der ikke fordrer en god debat, men tværtimod synes at misinformere om, hvad forlaget egentlig gjorde. Desuden rammesatte mange medier sagen, som om den handlede om en krænkelse. Imidlertid var den ikke startet med, at nogen var krænkede over Rasmussens digte. Tværtimod begyndte den med, at Rasmussens efterkommere var imod Gyldendals redigeringer. Den slags misinformerende stramninger og reduceringer af identitetspolitiske interventioner til at handle om ‘krænkelser’ kendetegner i høj grad den danske debat om identitetsemner.

I polariserede meningsmiljøer er der mere end nogensinde brug for nuancer, men det er også her, de har det sværest. I øjeblikket er de danske debatter om identitetspolitik, ‘krænkelseskultur’ og ‘politisk korrekthed’ i høj grad præget af en sådan polarisering. Enten er du med os, eller også er du med de krænkede. Det er enten-eller og for eller imod. Der er sjældent plads til både-og eller til overhovedet at lytte efter, hvor modparten kommer fra. Derfor fremstår de danske identitetspolitiske debatter, som den om Gyldendals genudgivelse af Abrakadabra, ofte som en permanent shitstorm, hvor man råber mere og højere, end man skruer ned og lytter.

Identitetspolitiske akser

Identitetspolitik viser sig til mange forskellige tider og på mange forskellige steder, og det er ikke altid, det bliver genkendt som værende identitetspolitik. På tværs af forskellige typer identitetspolitik står dog ét centralt element: de identitetspolitiske akser eller de markører, man deler sig omkring i de identitetspolitiske debatter, hvoraf fire væsentlige udgøres af race, nationalitet, køn og socialklasse. Inden vi tager fat på dem, er det dog værd at gøre klart, hvad identitetspolitik overhovedet er.

HVAD ER IDENTITETSPOLITIK?

At definere identitetspolitik grænser til at udgøre en konflikt i sig selv. Mange danske debattører synes at se det som en samlet politisk bevægelse eller en strømning, der identificeres som specifikt venstreorienteret: Ofte genkendes kun feministiske og antiracistiske interventioner som identitetspolitiske, og derfor ses identitetspolitik som et venstreorienteret projekt. Ifølge den danske filosofiprofessor Nils Holtug (2017) findes identitetspolitikken dog i både en højre- og en venstredrejet version med hvert sit projekt: For førstnævntes vedkommende at “etablere en specifik identitets dominans over andre identiteter” og for sidstnævntes at “skabe ligestilling for marginaliserede grupper”, som Holtug skriver. Andre forstår identitetspolitik som “et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med” og synes slet ikke at anerkende begrebet som andet og mere end et retorisk greb.

Denne bog går en anden vej end de opfattelser af identitetspolitik, der lader til at være dominerende i Danmark. Begrebet defineres her i bogen som en type politik, der tager udgangspunkt i en identitet eller identitetsmarkører som race, nationalitet, køn eller socialklasse med henblik på at fremme den pågældende identitets interesser – eventuelt, men ikke nødvendigvis, på bekostning af eller i modsætning til en anden identitet.

Identitetspolitik skal forstås som et politisk felt på linje med sundhedspolitik, økonomisk politik og udenrigspolitik. Denne i høj grad neutrale brug af begrebet kendes også fra den internationale forskning på området. Eksempelvis skriver Linda Martín Alcoff og Satya P. Mohanty, professorer på henholdsvis Hunter College og Cornell University, at “Ligesom identiteter er identitetspolitik hverken positivt eller negativt. På sit minimum er det blot en påstand om, at identiteter er politisk relevante, hvilket er et uigendriveligt faktum”(2006: 7).

Det identitetspolitiske felt indeholder en række akser defineret med identitetsmarkører, eksempelvis race, etnicitet, køn og socialklasse. Diskussioner på tværs af disse akser kan inddeles i fire forskellige dimensioner:

a) Sprog: Hvad betyder vores ord og vendinger, og skal de ændres eller skiftes ud?

b) Kulturelle produkter og symboler: Hvilken betydning har frisurer, madvarer, forlystelser, vittigheder, reklamer og sange? Bør de ændres for at forhindre diskrimination, hvis de er racistiske, eller skal man bibeholde traditionen?

c) Social praksis: Hvordan bør vi feste, opdrage vores børn, drive vores offentlige institutioner, agere på arbejdspladsen og generelt få samfundet til at fungere?

d) Repræsentation: Hvem bestemmer, vises, ses, høres, anerkendes på magtfulde poster, i medierne, i film og tv samt i pensum på uddannelsesinstitutioner – og hvem gør ikke?

Bogen omhandler især dimensionerne a)-c) og i særdeleshed a)-b), da det er spørgsmål af disse dimensioner, der har givet anledning til de fleste og mest ophedede offentlige debatter i Danmark i løbet af de seneste år. Omkring de mange krydsfelter mellem akser og dimensioner danner der sig identitetspolitiske positioner. På hver sin side af eksempelvis kønsaksen findes feminisme på den ene side og antifeminisme på den anden side – begge identitetspolitiske positioner med modstridende holdninger til de nævnte dimensioner.

Identitetspolitik er således ikke her et sammenhængende sæt af holdninger, lige så lidt som sundhedspolitik eller økonomisk politik er det. Det er ikke en ideologi, en boble eller en strømning i tiden. Det er snarere et område, som holdninger og diskussioner kan bevæge sig i og på. Det betyder, at man godt kan overvære en debat mellem to modstridende positioner, for eksempel feminisme henholdsvis antifeminisme, og kalde begge for identitetspolitik. For selv om positionerne er dybt uenige, lægger de sig begge i det identitetspolitiske område. Dermed ikke sagt, at feminisme og antifeminisme som teorier kan reduceres til identitetspolitik; eksem- pelvis beskæftiger meget feministisk teori sig med både filosofi, økonomi og klimaproblemer. Men teorierne bidrager i høj grad til de identitetspolitiske diskussioner ved at levere begreber og argumenter til dem og forme positionerne i de identitetspolitiske debatter. Desuden er identitetspolitik, ligesom økonomisk politik, ikke skarpt adskilt fra andre politiske felter, men har ofte en række ikke-tomme fællesmængder med disse.