Ateisme er defineret af, hvad den ikke er

Gud og religion er kommet tilbage i det offentlige rum, og det har skabt grundlaget for den nye stærke ateisme over de seneste årtier

Den nyere ateisme begyndte at vokse frem i 1970'erne og var præget af både Irans islamiske revolution og amerikansk kristendom, som allerede under præsident Jimmy Carter begyndte at spille en større rolle, mener Nick Spencer.
Den nyere ateisme begyndte at vokse frem i 1970'erne og var præget af både Irans islamiske revolution og amerikansk kristendom, som allerede under præsident Jimmy Carter begyndte at spille en større rolle, mener Nick Spencer. . Foto: Scanpix.

”Ateisme er stærk, fordi Gud er tilbage.”

Sådan lyder argumentet fra Nick Spencer, forskningschef ved den kristne tænketank Theos i London og forfatter til en ny bog om ateismens historie med titlen ”Atheists. The Origin of the Species”.

Han fremhæver, at forudsætningen for aktiv ateisme netop er, at der skal være en synlig og offentlig religion at reagere imod.

”Ateisme er i første instans en parasit. Den er ikke konstruktiv. Den er defineret af, hvad den ikke er, og hvad den er imod. Hvis det, som ateisme er imod, er stort og skræmmende, så genererer det en særlig form for ateisme. Hvis ateismen er imod noget mere blødt, så bliver ateismen også mere tolerant,” forklarer Nick Spencer.

Den nye ateisme begyndte at vokse frem i 1970'erne, hvor der i første omgang skete et skifte i USA.

”Vi så fremkomsten af en meget offentlig og maskulin kristendom, som i første omgang hjælper med at få Jimmy Carter valgt som præsiden i 1976. Herefter kommer det religiøse højre, som er et religiøst dyr,” siger han.

Men der er også udefrakommende faktorer. Der er den islamiske revolution i Iran, efterfulgt af fatwaen mod Salman Rushdies bog ”De sataniske vers”, der sammen blev symboler på en mere voldelig version af islam.

Globalt er der også to modsatrettede tendenser. Mens moderniseringen af nationer fører til en øget sekularisering hvilket er mest udtalt i Europa, Canada og Australasien , er der samtidig vækst i religion. Det gælder overalt fra USA og Latinamerika over Afrika til Sydøstasien.

”Så verden fulgte ikke Europa. Tag bare Afrika, hvor de ideologiske aktører i mange lande efter kolonitiden var marxister og socialister. Men efter de dør ud, ser vi en massiv religiøs vækst i Afrika. Så i den sidste fjerdedel af sidste århundrede er Gud tilbage på dagsordenen på en måde, som man ikke troede mulig i 1960'erne.”

Men det er ikke kun for det gode, at religion finder vej tilbage i det offentlige rum.

”Religion er ofte på dagsordenen på en ekstrem ubehagelig måde. Skarpt sat op er holdningen, at hvis religion er det samme som terrorangrebet 11. september 2011, hvem vil så have religion?”, lyder det retoriske spørgsmål, som forklarer ateisternes tilbagevenden i den offentlige debat.

”Ateisterne har noget at være parasitiske på. Og det er noget grimt, hvor de viser verdenen, at den moralske indignation er dyb. Men du behøver ikke at være ateist for at fordømme det. Men det bliver brugt af ateister til at sige, at vi skal være vrede over religionen på grund af det, der sker,” pointerer Nick Spencer, som tilføjer, at det ikke kun handler om en vrede mod radikal islam, men også afsløringerne af hvordan kirken og særligt den katolske kirke har dækket over misbrug af børn.

Problemet er, at fremtrædende ateister bruger de ekstreme sager til at udstille alle former for religion.

”Richard Dawkins og andre påstår, at de kommer med rationelle angreb på religion. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt de såkaldte rationale angreb bliver til en moralsk kritik af, hvor ond Bibelen, religion, Koranen og islamiske systemer er. Det minder om baron D'Holbach for 300 år siden,” siger Nick Spencer med henvisning til den franske filosof, der så sig selv som en personlig fjende af Gud.

”Neoateismen red på en bølge af offentlig mistro efter 11. september, som også hang sammen med den måde, hvorpå Bush-regeringen blev set som evangelikal. Så du hader islamisme, og du hader det religiøse højre. Og der er kun en vej frem: det rationelle. Men det er et tyndt argument. Det er karikatur, og den bølge af indignation er døet ud, for folk har gennemskuet, hvor tynd og ubehagelig argumentationen er.”

Men mens den aggressive neoateisme dør ud, ser Nick Spencer en tilbagevenden til en af de tidligere ateistiske retninger, den religiøse ateisme, som den var kendt i Frankrig for et par århundreder siden.

”Vi har en genfødsel af den religiøse ateisme, som bevæger sig væk fra den antiteistiske neoateisme. Vi ser nu, hvordan humanister tilbyder ceremonier med celebranter, som markerer de skelsættende begivenheder i livet. I den katolske kirke er den type begivenheder sakramentale, men her bliver de gennemført af humanistiske celebranter. Og det lyder ret religiøst i mine ører,” fremhæver Nick Spencer.

Foto: Scanpix