D.G. Monrad: Grundlovsfader, biskop, redaktør og semitisk filolog

Biskop Steen Skovsgaard har en ny bog på gaden om D.G. Monrad, tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift, der er en af de mest omdiskuterede personer i den politiske historie. Kristeligt Dagblad bringer uddrag fra teksten om D.G. Monrads opvækst og præsteår

Maleri af D.G. Monrad, biskop og politiker. Levede fra 1811-1887. –
Maleri af D.G. Monrad, biskop og politiker. Levede fra 1811-1887. –. Foto: .

Barndom og opvækst

Det er som bekendt ikke til at forudsige en menneskeskæbne.

Det er som med vejret. Der er mange forskellige og uforudsete faktorer, små og store tilfældigheder, som kan få afgørende indflydelse på resultatet. Ingen kunne da heller have forudsagt, at den dreng, som Charlotte Frederikke fødte den 24. november 1811, skulle komme til at få en skæbnesvanger indflydelse på Danmarkshistorien og blive en af de mest omdiskuterede og kontroversielle politiske personligheder i Danmark. At han blev præst og biskop og fik stor betydning for Lolland-Falsters Stift og for folkekirken i det hele taget, stod, om ikke skrevet i stjernerne, så dog alligevel som en mulighed. I hvert fald var der i drengens slægt både præster og også en enkelt biskop, nemlig Erik Monrad, som var biskop i Ribe 1643-1650.

Ditlev Gothard Monrad var drengen, og han var Charlotte Frederikkes og Otto Sommer Monrads femte og sidste barn. Familien boede i Sankt Peders Stræde nummer 139 det nuværende nummer 38 i København, og han blev døbt i Frue Kirke den 17. januar 1812.

Det var ikke en lykkelig familie og derfor heller ingen lykkelig opvækst, som børnene fik. En af Monrads brødre, Hans Diderich, døde allerede som lille. Faderen, Otto Sommer Monrad, havde i lange perioder ikke arbejde og havde vanskeligt ved at ernære sin familie.

Han var født i Norge, i Trondheim i 1780, men var kommet til Danmark efter sin fars død. Her var han vokset op hos en slægtning i Rønne på Bornholm. Han blev uddannet jurist, og i 1814, ved Norges adskillelse fra Danmark, tog han den store beslutning at rejse til Norge for at forsøge at få embede i sit gamle fødeland. Det lykkedes i 1815, hvor han fik stilling som foged pa Lofoten.

Året efter fulgte Charlotte Frederikke og tre af børnene med til Norge for at blive forenet som familie.

Allerede da mor og børn ankom til Lofoten, viste det sig dog, at faderen var blevet syg. Han var stærkt uligevægtig og utilregnelig, og Monrad kunne slet ikke genkende ham. På den fem år gamle dreng gjorde oplevelsen dybt indtryk.

Faderens udseende var forandret, hans humør var svingende, og indimellem oplevede de, hvordan han blev grebet af de voldsomste raserianfald, der som oftest gik ud over Charlotte Frederikke. På et tidspunkt prøvede han endda at slå hende ihjel.

Oplevelsen af den forandrede far med de stærke stemningsskift glemte Monrad aldrig. Måske var det de samme næsten maniodepressive stemningsskift, som Monrad siden selv blev ramt af, og som han senere kom ind på i flere prædikener. ...

Hjemmet gik i opløsning i 1819, og Charlotte Frederikke flyttede tilbage til Danmark for at bosætte sig hos nogle slægtninge i Sønderjylland. Børnene blev spredt for alle vinde og sat i pleje, og Monrad kom i en alder af otte år til Præstø. Her fik han lov at bo hos moderens søster og onklen, Rasmus Kornerup. Det var et købmandshjem, som også havde sine hovedsageligt økonomiske problemer at kæmpe med. Der er heller ikke noget, der antyder, at hjemmet i øvrigt havde stort overskud til den lidt indesluttede dreng.

Men da Monrad begyndte at gå til konfirmationsforberedelse i Præstø hos sognepræst og digter Nicolai Bierfreund Søtoft, fik præsten snart øje for drengens evner og lærenemhed. Det var efter hans mening indlysende, at Monrad ikke skulle i købmandslære, men at han skulle studere og have en videregående uddannelse.

LÆS OGSÅ: Da tilbagetoget fra Dannevirke blev skæbnesvangert

Da købmand Kornerup ikke var i stand til at finansiere en uddannelse for ham, foranstaltede Søtoft selv en indsamling i sognet.

Det lykkedes ham at få samlet tilstrækkeligt mange penge sammen til, at Monrad i 1826 kunne indskrives i Vordingborg Latinskole.

Her kom han til at bo hos en af skolens lærere, adjunkt Lauritz Christian Ditlev Westengaard, og blev en del af familien. Westengaard blev en vigtig mentor og et forbillede for Monrad og kom til at præge ham både politisk, menneskeligt og religiøst. Westengaard var liberal, en begejstret fortaler for friheden, et religiøst helstøbt menneske, og samtidig var han en dygtig og højt respekteret lærer.

I 1828 fik Westengaard præsteembede i Pedersborg ved Sorø, og Monrad fik lov at flytte med og kunne dermed fortsat modtage eneundervisning og være under Westengaards faderlige vejledning.

I 1830 flyttede Monrad fra Sorø for at påbegynde de teologiske studier på Københavns Universitet.

Studieår

Gennem Westengaard var Monrad blevet påvirket af en klassisk, luthersk kristendomsopfattelse. På universitetet mødte han imidlertid en rationalisme, som var ham fremmed. Han var mere stemt for de store følelser og troens varme inderlighed og var derfor heller ikke flittig ved forelæsningerne, som for en stor dels vedkommende blev holdt af rationalistisk indstillede lærere. Til gengæld var han flittig med sine egne studier.

Han kunne arbejde 16-18 timer i døgnet og blev hurtigt optaget især af de klassiske sprog.

Ud over græsk, latin og hebraisk lærte han også sanskrit, arabisk og syrisk.

Efter det første år på universitetet kom han ud i en alvorlig personlig krise med dybe religiøse anfægtelser. Han kom i tvivl både om det guddommelige forsyn, om kirkens dogmer og lære og om sit eget livs mening og retning. Krisen blev så alvorlig, at han måtte indlægges på nervesanatorium, hvorefter han i en periode helt opgav teologistudierne til fordel for naturvidenskaben. Krisen blev langvarig, men efter nogen tid valgte han at vende tilbage til teologistudiet. I en samtale med vennen Vilhelm Birkedal siger Monrad: Jeg vil have, du skal vide det: jeg har ganske forladt kristendommen. Jeg vil nu tage min embedseksamen, men jeg kan aldrig blive præst.

Den 13. juli 1836 bestod Monrad sin teologiske embedseksamen.

Den foregik dengang mundtligt, og de studerende blev eksamineret i samtlige teologiske discipliner.

Det fortælles om Monrads eksamen, at der var store forventninger både fra lærerne og kammeraterne.

Han var kendt som en ualmindelig dygtig, velforberedt og selvstændigt tænkende studerende og var samtidig selvsikker i en grad, som grænsede til det arrogante. Derfor var han også et oplagt emne for professorerne at hudflette ved eksaminationen, hvilket skete! Monrad havde blandt andet valgt at opgive hele Det Gamle Testamente på hebraisk, nogle arabiske, syriske og samaritanske tekster, samt hele to dogmatikker. Eksaminationen forløb suverænt og fejlfrit. Men da han skulle eksamineres i kirkehistorien, bad professor Engelstoft ham om at redegøre for nogle af kirkefædrenes skrifter.

Monrad valgte at begynde sin besvarelse med at fortælle om de kirkelige forhold og de fremtrædende teologer fra den pågældende periode, men professor Engelstoft afbrød og sagde: Det er ikke det, jeg har spurgt om!. Hvortil Monrad svarede: Det ved jeg godt; men sådan tager jeg nu spørgsmålet for at få lidt ånd ind i det. Efter en meget lang eksamination og lige så lang votering endte Monrad med at få højeste karakter, og hans medstuderende bar ham i guldstol fra universitetet og festede for ham.

Nu var Monrad teologisk kandidat, og selvom han ikke følte sig parat til at blive præst, lod han sig alligevel indskrive på pastoralseminariet for at forberede sig til en kommende præstegerning. ...

Men det blev ikke præstegerningen, som vandt i første omgang.

Monrad var stadig ikke sikker på, om han kunne indordne sig under de kirkelige love og anordninger, ligesom han heller ikke mente at have den fornødne og fast forankrede tro, der skulle til for at være præst. Derfor fortsatte han studierne af de orientalske sprog i håb om, at der måske kunne blive et professorat til ham på universitetet.

I 1838 blev han magister i semitisk filologi, hvorefter han fik et rejsestipendium med mulighed for at rejse til Orienten. Stipendiet var for to år, og som en forberedelse til den rejse drog han til Kiel og videre til Paris. Her studerede han persisk, arabisk og sanskrit og læste desuden italiensk og spansk. Sideløbende hermed studerede han fransk litteratur og fulgte levende med i fransk politik. ...

Fra Paris skriver han de varmeste breve til sin elskede Emilie, som han savner dybt (hans forlovede, red.). I nogle af brevene får man næsten det indtryk, at det er Emilies fortjeneste, at Monrad nu finder tilbage til kristendommen. Emilie bliver nemlig for ham en bekræftelse på Guds eksistens, og han betragter hende som forsynets gave til ham: Du er den, kære Emilie, som har skænket mig en fornyet fast tillid i denne henseende, thi at jeg fandt dig, at du blev min, er i mit liv det største bevis på forsynets uendelige godhed imod mig, og dets styrelse af mine veje. Ja, jeg takker tit min Gud af mit inderste hjerte, fordi han gav mig dig. At kunne være sammen med Emilie i et præsteembede stod nu for ham som den højeste menneskelige lykke: Det forekommer mig, at jeg i en præstelig stilling blev aldeles ét med dig, du elskede. Thi også en præstehustru har sin del af embedet. Hun skal hjælpe til at trøste, forbedre og gøre lykkelig.

Det skal dog nævnes, at studiet af især den tyske teolog Hegel også var stærkt medvirkende til, at Monrad fandt tilbage til kristendommen.

Hegel overbeviste ham om, at tilværelsen ikke bare bestod af et kaotisk spil af tilfældigheder, men at verden var underkastet en form for fornuftig styrelse. Det er blevet sagt, at Hegel gav ham en Gud for forstanden, mens en anden tysk teolog, Schleiermacher, gav ham en Gud for følelsen.

Hvorom alting er: Monrad forlod Paris, vendte de orientalske studier ryggen og kom hjem til Danmark og til Emilie. De blev gift den 1. maj 1840, fik et lykkeligt ægteskab og et dejligt hjem. ...

Monrads politiske virksomhed ligger uden for denne bogs rammer, og derfor skal det blot nævnes, at han den 23. september 1846 pludselig valgte at blive sognepræst i Vester Ulslev sogn på Lolland. Det var lensgreve Frederik Marcus Knuth på Knuthenborg, som havde kaldsretten til embedet, og han havde lært Monrad at kende både fra de nationalliberale kredse og fra studierejser i Europa. På den baggrund fik Monrad tilbudt embedet.

Sognepræst i Vester Ulslev

Den 30. oktober 1846 blev han ordineret af biskop Gad i Maribo Domkirke og senere indsat som sognepræst i Vester Ulslev sogn.

Man kan tænke sig, at det må have været lidt af et kultursammenstød med Monrad, den belæste, berejste og kendte politiker, på den ene side og på den anden side en almindelig, jævn, lollandsk menighed bestående af bønder, som hverken var belæste, særligt velstående eller vant til så fine mennesker. Der har nok været en vis portion skepsis og afventende holdning fra begge sider.

De lollandske bønder skulle lige se den nye præstefamilie an, og samtidig havde de sikkert travlt med at skjule deres benovelse over det nye præstepar. For Monrad var jo en mand, der fik besøg af H.C. Andersen, Emil Aarestrup, kendte professorer og mange af datidens personligheder.

Alt tyder på, at præst og menighed meget hurtigt fandt hinanden, og at det blev til nogle få, men gode år både for præstefamilien og for menigheden. Monrad gik til præstegerningen med ydmyghed, varme og stor indlevelse, og der kom hurtigt til at stå respekt om ham som præst og sjælesørger.

Selvom han havde stor kærlighed til stedet og til sin menighed, så var han langt fra ukritisk over for de åndelige forhold i Vester Ulslev. ...

Alt går op en højere enhed for Monrad i dette første embede: Studierne, det politiske liv, kunsten og præstegerningen. Selvom Monrad ikke mødte stor åndelighed i Vester Ulslev, så var det her, at han for alvor lærte at sætte pris på præstetjenesten.

Der er ingen stilling i samfundet, selv ikke de højeste, selv ikke dem, hvorpå det meste beror, der i ansvar kan måle sig med det stille, det dybe, det inderlige ansvar, der påhviler sjælesørgeren.

Ifølge Monrad har en præst udelukkende at gøre med kernen, med det store og betydningsfulde, sjælenes frelse, det evige liv. ...

Den 20. januar 1848 døde Christian VIII, og politikken kaldte nu for alvor Monrad til København.

Ved siden af sit sognepræsteembede blev han kultusminister og fik som sådan afgørende indflydelse på Grundloven. Det var i Vester Ulslev præstegård, at Monrad på få dage skrev udkastet til Grundloven, og selvom han fik inspiration blandt andet fra det belgiske grundlovsarbejde, så var det en imponerende arbejdsindsats. Udkastet endte med at blive vedtaget uden mange ændringer. Allerede den 15. november 1848 trådte martsministeriet imidlertid tilbage på grund af det slesvigske spørgsmål, og Monrad var ikke længere kultusminister, men tilbage som fuldtids sognepræst i Vester Ulslev. Det varede dog kun kort tid, for nu blev en bispestol ledig.

Uddragene er taget fra bogen Monrad et indblik i biskop D.G. Monrads liv og tanker, der behandler den kirkelige, men ikke den politiske side af manden.