Det moderne menneske anskues gerne i en udspændt dobbelthed: hjertet det indre, unikke jeg over for den verden udenfor, som jeget udfolder sig i. Denne jegkonstruktion, der ofte anses som en ny opfindelse, har tråde langt tilbage.
Det er ikke en konstruk-tion, der er faldet ned fra himlen, og som det moderne menneske har taget til sig. Der er tale om en tænkning om mennesket, der har spor tilbage til det 17. århundrede, hvor en fromhedsbølge ramte både det katolske og det protestantiske Europa, siger Lars Nørgaard, der er ph.d.-studerende i kirkehistorie ved Københavns Universitet.
Sammen med en række andre forskere fra Københavns Universitet er han med en bevilling på ni millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd i gang med et tværfagligt forskningsprojekt: Solitudes Withdrawal and Engagement. Over fire år skal forskerne undersøge den teologi og filosofiske tænkning, der ramte Europa i midten af 1600-tallet, og som betød, at fromhed, ensomhed, afsondrethed og ikke mindst hjertet blev kristne nøgleord.
LÆS OGSÅ: Hypnose: Bag om indbildningskraftens historie
Det bemærkelsesværdige og interessante er, påpeger de københavnske forskere, at der ikke bare var tale om en kristen fromhedsbevægelse, som trak mennesket væk fra verden. Blikket var også rettet udad og mod næsten. Netop her ser Lars Nørgaard koblingen til det moderne menneske.
Konstruktionen slår gnister. Vi har jeget, der søger mod sig selv sin indre kerne men som også agerer i verden, siger han.
Hvor der i den protestantiske teologihistorie primært har været kigget på den fromhedsbevægelse, der i 1600- og 1700-tallet udsprang fra den protestantiske tradition navnlig pietismen så er de københavnske forskere i lige så høj grad optaget af det inderliggjorte fromhedsliv, der tog afsæt i det katolske fromhedsliv. 10 forskellige europæiske steder i det katolske Frankrig, det protestantiske Tyskland og Danmark, der alle har huset fromhedsbevægelsen, kommer under lup. Alt lige fra skoler til saloner, klostre og husstande.
Tilbagetrækningen fra verden var en bevægelse, som skete på tværs af konfessioner og på vidt forskellige steder. Vi har et mål om at blive klogere på, hvordan disse strømninger udfolder sig i de to trossamfund og har inspireret hinanden, siger Mette Birkedal Bruun, professor mso i kirkehistorie ved Københavns Universitet og projektleder på Solitudes-projektet.
Der var flere årsager til, at denne form for fromhed vandt frem i 1600-tallet. En af de væsentligste var Trediveårskrigen (1618-1648). Den skabte mismod og et behov for at manifestere en anden form for kristenliv end det, der knyttede sig til kirken.
Oven på krigen blev kirken af lægfolket set som en størrelse, der var for meget på magtens side. Det skabte en modreaktion, hvor folket begyndte at samle sig i små grupperinger afsondret fra verden og den kirkelige institution, siger Mette Birkedal Bruun.
I det katolske miljø var fromhedsbevægelsen også en modreaktion på Reformationen et forsøg på fra katolsk hold at skabe en kristen ramme, hvor lægfolkets fromhed kom i centrum.
Både i det katolske Frankrig og det protestantiske Tyskland opstod der en bevægelse, hvor det ikke længere var nok at leve et kristent liv i handling og praksis. Troen skulle ind i hjertet. Hjertet blev så at sige rum for tilbagetrækning, siger Mette Birkedal Bruun.
Tilbagetrækningsidéen havde rødder helt tilbage til munkebevægelsens opståen i 300-tallet og middelalderens klostertradition. Men i kristendommen hersker en indbygget spænding mellem tilbagetrækning og det at virke i verden.
Luther gjorde op med idéen om tilbagetrækning. Han betonede, at det sande liv findes ved at være i verden i kald og stand, fremhæver Mette Birkedal Bruun og anfører dermed også det indbyggede spændingsfelt mellem den indre og den ydre verden, som et århundrede senere kom til at præge fromhedsstrømningen.
Samtidig med at mennesker trak sig tilbage og levede afsondret for at skabe deres eget indre gudsforhold, kan vi se, at der i bevægelsen også var kræfter, der rettede sig udad, siger Mette Birkedal Bruun og peger på næstekærlighedsbuddet som afsæt for den indre spænding:
Der er mange kilder fra 1600-tallet, som siger, at var du døbt, skulle du trække dig tilbage. Men samtidig sagde næstekærlighedsbuddet, at du var forpligtet på verden. Nogle tolkede det sådan, at du var forpligtet på at fortælle verden om din tilbagetrækning, andre, at du skulle give afkald på næstekærligheden for alene at søge hjertets fromhed, andre igen fremførte, at sand tilbagetrækning udleves i form af næstekærlighed.
Faktum er, at der fra de forskellige tilbagetrukne fromhedsgrupper har været betydelige kulturskabere i al deres isolation. Fra dem er der udgået vigtig kunst og litteratur.
Mennesket var i dets afsondrethed også engageret i verden. Det tilbagetrukne menneske var en del af samfundet og medskaber af kulturen det er en interessant dobbelthed, siger Mette Birkedal Bruun.
Det tilbagetrukne liv antog i 1600-tallet mange former. For nogle var det tilbagetrækning i form af en klostertilværelse som for eksempel i La Trappe-klostret i Frankrig. Her under cistercienserordenen var målet streng isolation fra verden.
Tilbagetrækningen kom til udtryk på meget forskellig vis. Vi har eksempelvis tyske kilder, der fortæller, at du kan sidde i en fyldt kirke og trække dig ind i dit eget indre rum hjertet gennem bøn. Den form for tilbagetrækning er ikke så absolut som den, der knyttede sig til klostertraditionen, siger Mette Birkedal Bruun.
Hendes kollega Sven Rune Havsteen, lektor i kirke- og musikkulturhistorie ved Københavns Universitet, er optaget af, hvordan den overordnede idéhistoriske tanke om tilbagetrækning og søgen mod hjertet udmøntede sig i praksis. Musikken spillede en central rolle i det 17. århundrede.
Musik har alle dage været et væsentligt udtryksmiddel og fromhedsredskab. Men i det 17. århundrede ser vi en musikalsk opblomstring både i det tyske og det franske, hvor musikken fik en spirituel brug, siger Sven Rune Havsteen.
Et eksempel er den tyske komponist Heinrich Schütz (1585-1672), der satte musik til bibel-, andagts-, og middelaldertekster. Omdrejningspunktet var blandt andet det enkelte menneskes relation til Gud og frelsesbegivenheden i Kristus.
Musikken var en indgang til hjertets rum, og den nye form for musik appellerede til noget andet end gudstjenestens rum. Den blev ofte opført under mere private former, siger Sven Rune Havsteen og anskuer dermed musikken som et væsentligt virkemiddel, der var med til at flytte kristenlivet fra den traditionelle gudstjeneste til huskirker og de mindre grupper i hjemmene, for eksempel de såkaldte konventikler.
Centralt i den protestantiske tradition blev pietismens højborg i den tyske by Halle. August Hermann Francke videreudviklede den pietisme, som Philipp Jacob Spener havde grundlagt og gav den i Halle en praktisk og udadrettet form med skoler, undervisning og mission på programmet.
Men det er blot et af mange eksempler på den nye fromhed, der blandt andet viste sig i arkitektur, kunst og musik. I det aristokratiske miljø i Paris samlede mademoiselle de Guise førende musikere, blandt andre den berømte komponist Marc-Antoine Charpentier. I palæet var der indrettet tre kapeller, hvor der blev holdt messer, og hvor fyrstinden og tjenestefolkene kunne trække sig tilbage.
Det viser netop, at der har været tale om forskellige former for tilbagetrækning. I et af kapellerne har fyrstinden opholdt sig helt for sig selv, mens det nederste af kapellerne var for tjenestefolkene i fællesskab, siger Sven Rune Havsteen.
I den københavnske forskerkreds er der enighed om, at der har været tale om en række ligheder mellem den protestantiske og den katolske fromhedsstrømning i 1600-tallet. Men direkte udveksling af tanker og praksis er der ikke tegn på.
Samtidig opstod en tænkning om individet, som kom til at sætte sig spor i de kommende århundreder. Den inderliggjorte tro, der først er sand, når den føles i sjælen, utilgængelig og usynlig for andre, kom til at sætte sig spor i filosofi og oplysningstænkning og dermed også langt uden for kristendommens rækkevidde. I det 18. århundrede i skikkelse af oplysningsmanden Jean-Jacques Rousseau, der skrev det berømte værk Den ensomme vandrers drømmerier og siden den tyske filosof Immanuel Kant.
Kant gjorde kunst til en subjektiv oplevelse, ligesom han så at sige fremførte en tænkning, hvor individet blev trukket tilbage til sig selv, siger Sven Rune Havsteen, der uden at ville tale om direkte inspiration fra 1600-tallets fromhedsbevægelse trækker en analogi til vækkelser i det 20. århundrede:
Hippie- og økobevægelsen er eksempler på bevægelser, hvor individer i fællesskab trak sig tilbage fra det industrialiserede samfunds hærgen for i stedet at leve i afsondrethed.