Grundidéer om det 21. århundredes humanisme

Den franske filosof Julia Kristeva er en af de ikke-religiøse intellektuelle, som pave Benedikt XVI har inviteret til at diskutere forståelse og forsoning mellem religioner. Her er talen, hun holdt i Assisi

Den ateistiske filosof Julie Kristeva var af pave Benedikt XVI inviteret til at tale i Assisi, hvor der i 25 år har været forum for religionsmøde. –
Den ateistiske filosof Julie Kristeva var af pave Benedikt XVI inviteret til at tale i Assisi, hvor der i 25 år har været forum for religionsmøde. –. Foto: Remo Casilli.

Hvad er humanisme? Et stort spørgsmålstegn til livets mest alvorlige spørgsmål? Humanisme er opstået i den europæiske, græsk-jødisk-kristne tradition og er et begreb, der i praksis ustandseligt lover noget, ofte skuffer og derpå efterfølgende må redefineres.

Mine damer og herrer.

LÆS OGSÅ: Plotin dyrkede menneskets indre potentiale

Johannes Paul IIs talemåde vær ikke bange! er ikke kun møntet på troende, som med disse ord skulle indgydes mod og styrke til at holde stand mod totalitarisme. Paven denne apostel for menneskerettigheder appellerer til, at vi ikke må frygte for den europæiske kultur. Tværtimod opfordrer han os til at turde humanismen ved at knytte bånd mellem den kristne humanisme og den humanisme, der stammer fra renæssancen og oplysningstiden. Den rummer ambitionen om at vise den risikable vej til friheden. Tak i dag til pave Benedikt XVI for for første gang her i Assisi at have at have inviteret humanister ind i jeres midte.

Idé nr. 1: Det 21. århundredes humanisme er ikke skabt af en gud

Det betyder, at der hverken eksisterer nogen højere værdi eller noget højere formål. Der eksisterer heller ikke et menneske med stort M. Efter holocaust og gulag har humanismen pligt til at minde mænd og kvinder om følgende: Hvis vi opfatter os selv som enelovgivere, er det kun ved konstant at stille spørgsmål til vores personlige, sociale og historiske situation, at vi kan tage stilling til samfund og historie. Den aktuelle verdensomspændende krise gør det i dag nødvendigt uden at rulle globaliseringen tilbage at vi udvikler internationale regler for at kunne kontrollere finansverdenen og den globale økonomi og i sidste ende skabe en global ledelse baseret på universel etik og solidaritet.

Idé nr. 2: Humanismen er i en stadig konstruktionsproces

Humanismen udvikler sig kun gennem brud og derigennem nyskabelser. Hukommelse er ikke fortid: Bibelen, evangelierne, Koranen, Rigveda (hindu-helligskrift, red.) og Tao ( fra den kinesiske religion taoisme, red) lever og er en del af os i dag. For at vi kan opbygge og udvikle humanismen, er tiden inde til at efterse de moralkodekser, som er formet gennem historien. Vi skal ikke svække kodekserne. Vi skal derimod problematisere og forny dem i lyset af nye markante træk ved udviklingen.

Idé nr. 3: Humanismen er feminisme

Den seksuelle frigørelse måtte føre til kvindefrigørelse. Kampene for økonomisk, juridisk og politisk ligestilling har krævet gentænkning af det valg og ansvar, der knytter sig til det at være mor. Det verdslige samfund er stadig den eneste civilisation, der mangler en diskurs om moderskabet. Det kærlige bånd mellem mor og barn hvorigennem biologien bliver til mening for os mennesker, hvor opmærksomheden over for den anden udvikles, og hvor udviklingen af barnets sprog finder sted er et særligt tilknytningsforhold. Dette forhold er forskelligt fra det bånd, der hører til faderrollen, og forskelligt fra bånd, der udspringer af religiøsitet. At påtage sig moderrollen gør én til en fuldgyldig og central deltager i udviklingen af en humanistisk etik.

Idé nr. 4: Humanismen gør os omsorgsfulde

Idet humanismen vækker frihedstrang i mænd og kvinder, lærer den os at drage omsorg for hinanden.

Næstekærlig omsorg at bekymre sig om Jorden, de unge, de syge, de handicappede og ældre, der har brug for pleje er følelsesmæssige erfaringer, der skaber et nyt nærvær og en unik solidaritet. Det er det eneste middel, vi har til at imødegå den igangværende revolution, den menneskelige udvikling gennemgår. Det drejer sig om den samfundsproces, som næres af videnskabernes hastværk og af samfundenes og befolkningernes laden stå til over for den teknologiske og finansielle udvikling. Vi har ikke andre midler end humanismen, når den demokratiske model står afmægtig over for nye magtstrukturer.

Idé nr. 5: Mennesket skaber ikke historien. Vi er historien

For første gang er homo sapiens i stand til i sin religions eller sin ideologis navn at udslette alt liv på Jorden. For første gang er mænd og kvinder i stand til at genoverveje menneskets religiøse grundlag i fuld gennemsigtighed. Den mangfoldighed, der er til stede på mødet her i Assisi, vidner om, at varslinger om verdens destruktion ikke er den eneste mulighed. Ingen ved, hvad det er for mennesker, der skal komme efter os; vi, der allerede er engageret i denne antropologiske og kosmiske refleksion, som er uden fortilfælde. Genskabelsen af humanisme er ikke bare en intellektuel øvelse. Den er heller ikke i hænderne på nogen højere magts trossætninger. Derimod er fornyelsen af humanismen en udfordring, hvor vi løber en risiko. Men samtidig er fornyelsen vores eneste chance.

Mine damer og herrer,

Denne æra med mistillid må høre op. Vi står over for forværrede kriser og trusler. Derfor er tiden nu moden til en bevidst og samlet indsats. Lad os vove at satse på en løbende fornyelse af vor evne til at tro og vide, den evne, som mænd og kvinder sammen besidder.

Kun på denne måde kan menneskeheden leve sin kreative skæbne ud i flere universer, i dette multivers, omgivet af tomhed.

Oversættelse: Jens Qvesel

Julia Kristevas tale blev holdt i kirken Santa Maria degli Angeli i den italienske by Assisi den 27. oktober 2011. En længere udgave af talen blev holdt dagen før på Roms Universitet III og kan læses på fransk på http://www.kristeva.fr/assise2011.html.