Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor! Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller det flyder over!
Således stod der at læse i Socialisten, Danmarks første arbejderavis, der senere fik navnet Social-Demokraten, den 2. maj 1872. Ordene var Louis Pios (1841-1894). Manden, der regnes for grundlægger af den danske arbejderbevægelse, som Socialdemokratiet voksede ud af. Ordene stammer fra hans berømte artikel Målet er fuldt og var et led i en indkaldelse til et folkemøde på Fælleden i København den 5. maj 1872, der endte med store sammenstød mellem arbejdere og politi. Et møde, der senere blevet kendt som Slaget på Fælleden.
Bag det kraftfulde og svulstige ordvalg i artiklen findes essensen af det, Louis Pio kæmpede for nemlig arbejderklassens rettigheder og udligningen af den eksisterende ulighed. Den revolutionære mand med en fortid som både lærer og postbud mente, at kampen skulle foregå på to fronter. Dels skulle stemmeretten bruges, idet det var nødvendigt at føre en egentlig politisk kamp, dels skulle arbejderne organisere sig i fagforeninger efter britisk forbillede for på den måde at stå stærkere over for arbejdsgiverne.
LÆS OGSÅ: Vi mennesker hænger sammen
Louis Pio var blandt andet inspireret af den tyske arbejderleder Ferdinand Lassalle (1825-1864), der regnes for grundlæggeren af det tyske socialdemokratiske parti, SPD, og hentede ligeledes inspiration hos Karl Marx (1818-1883). Men det var dog Pariserkommunen, den revolutionære opstand i Paris i 1871, der blev den direkte årsag til, at han tog initiativ til en socialistisk bevægelse i Danmark.
Louis Pio udgav således i 1871 anonymt to pjecer med titlen Socialistiske Blade, hvori han advarede om, at Pariserkommunen var et udtryk for enorme bevægelser i proletariatet, hvis sag han så det som sin opgave at tale i Danmark.
Louis Pio var dermed sammen med vennerne Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928) de danske foregangsmænd for socialismen og dermed også Socialdemokratiet, der dog først opstod som parti i 1878 under navnet Socialdemokratisk Forbund. Med partiets stiftelse blev fagbevægelsen og partipolitikken skilt ad, men der eksisterede stadig et tæt bånd, og de var blandt andet begge repræsenteret i hinandens ledende organer. Samarbejdet er fortsat frem til i dag. Selvom det tog sin formelle afslutning i 1996, da fagbevægelsen (LO) valgte at trække sig, har de to parter dog stadig et samarbejde.
På trods af at socialismen kan ses som Socialdemokratiets moder, er det ikke længere et egentligt socialistisk parti. Det går således ikke ind for hverken ophævelse af den private ejendomsret eller et skift fra markedsøkonomi til planøkonomi og har ikke gjort det i mange år.
Det var først i 1961, at den marxistiske samfundsanalyse forsvandt helt fra Socialdemokratiets principprogram. Men det var allerede godt 20 år tidligere, at man havde forkastet den. Med Thorvald Stauning (1873-1942) som formand for partiet fra 1910 til 1939 fik partiet nemlig en pragmatisk og mindre revolutionsorienteret leder end tidligere. Det fik partiets yderste venstrefløj til at bryde ud i 1919 og danne Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
For at forstå, hvad forskellen mellem socialdemokratisme og socialisme er, bør man kaste et blik på deres målsætninger, påpeger Kees van Kersbergen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Den største forskel er, at socialismen havde et bestemt samfund som mål det klasseløse samfund. Socialdemokratiet har også principper og idéer, men kan på grund af sin tilslutning til demokratiet ikke beskrive det perfekte samfund utopia som socialister gør. Så mens Socialdemokraterne altså allerede fra omkring 1920 gik ind for demokrati, troede man hos socialisterne stadig på, at staten kunne overtage ansvaret for al økonomi, forklarer han.
Ordet socialdemokratisme er således heller ikke i dag en egentlig ideologi, som socialismen er det, påpeger Henning Grelle, seniorforsker på Arbejdermuseet i København. Det er snarere nogle karakteristika ved socialdemokratiske partier.
De er reformistiske modsat revolutionære og arbejder inden for samfundets rammer og forandrer samfundet frem for at omstyrte det. Et fællestræk er en stærk stat som drivkraft i forandringer, hvor markedsmekanismen respekteres, men reguleres, således at forholdet mellem de frie markedskræfter og samfundshensyn holdes i balance, forklarer han.
Politisk journalist ved Weekendavisen Hans Mortensen har skrevet en interviewbog med den nu afdøde socialdemokratiske formand Svend Auken. Heri gav den tidligere minister udtryk for, at socialdemokratisme i vores dage er at befinde sig i et slags samfundets styrrum, hvor man prøver sig frem, drejer på nogle håndtag og trykker på nogle knapper for på den måde at finde løsninger.
Den beskrivelse stemmer fint overens med Hans Mortensens vurdering af Socialdemokratiet som et parti uden en egentlig ideologi.
Socialdemokratiet er en bevægelse båret af nogle grundværdier mere end en egentlig ideologi. Partiet har et lighedsprojekt frihed, lighed og broderskab og en idé om, at alle skal være med. Men man er ikke mere forpligtet over for værdierne, end virkeligheden tillader. Man har ikke en hellig bog, man ikke må være utro over for den ortodokse tankegang ligger langt fra Socialdemokratiet, siger han.
Den tilgang til politik og samfundets problematikker kan ifølge Hans Mortensen både være en styrke og en svaghed.
Det kan gøre det lettere at indgå kompromiser og giver mere frihed til at prøve sig frem, når man skal finde sin vej. Men samtidig kan det være svært at vurdere, hvornår man skal stå fast på værdierne, og hvornår man skal handle.
Flere af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, fremhæver perioden med Thorvald Stauning i formandsstolen og på statsministerposten (henholdsvis 1924-1926 og 1929-1942) som Socialdemokratiets storhedstid, hvor man gik fra at føre klassepolitik til i højere grad at føre folkepolitik.
Stauning havde arbejderne som sit udgangspunkt. Men han indså, at hvis Socialdemokratiet skulle have magten, måtte det favne flere. Så er det klart, at man ikke startede med kapitalisterne, men med lærerne og ejerne af de små landbrug. Hans indsats betød, at Socialdemokratiet toppede ved folketingsvalget i 1935 med mere end 46 procent af alle stemmerne den højeste procent, de nogensinde har opnået. Det blev Stauning, som med programmet Danmark for folket fuldendte integrationen ved at lære arbejderne at elske fædrelandet, et fædreland, som de ikke havde hørt til i hans egen barndom. Nu havde arbejderne fået stemmeret og langt større ligestilling med den øvrige befolkning, siger Henning Grelle.
Socialdemokratiets udgangspunkt som værende et parti for arbejderne og de svageste i samfundet er dog under pres i dag, hvor der ofte stilles spørgsmål til, hvem arbejderne overhovedet er. Tidligere historieprofessor Claus Bryld mener, at der i 1990erne skete et egentligt paradigmeskifte i partiet.
Der er ikke meget tilbage af fortiden, og jeg tror, at de fleste historikere er enige om, at det afgørende brud med frihed, lighed og broderskab kom i 1990erne. Inden da spillede lighed og solidaritet en væsentligt større rolle. I dag øges uligheden bevidst fra regeringens side med privatiseringer, djøfisering og new public management-tanken, der skiller lønmodtagerne ad, så nogle får højere løn end andre, målt ud fra præstationer selv på de offentlige arbejdspladser, siger han og fortsætter:
Siden efterlønsreformen og SU-reformen i slutningen af 1970erne er der ikke kommet nogen store socialdemokratiske reformer, som tilgodeser samfundets svageste. I dag satser man også på uddannelse frem for udligning, og da man sænkede selskabsskatten og betalte det ved at forringe SUen og kontanthjælpen, var det endnu et tydeligt tegn på, hvor partiet er på vej hen, siger han og forudser, at partiet inden for de næste 10 år ender som et midterparti, der står for 20-25 procent af den samlede vælgerskare.
Helt så sort ser Ritt Bjerregaard, tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem, minister og overborgmester i København, det ikke. Og hun afviser også, at Socialdemokraterne er ideologiløse.
Jeg mener sådan set, at den grundlæggende tanke om, at Socialdemokraterne bør forbedre vilkårene for samfundets svageste, stadig gælder, og jeg tror ikke, at hverken frihed, lighed eller fællesskab er spor dødt. Det er klart, at der er ikke en stor samling arbejdere i industrien som tidligere, men det ændrer ikke ved, at der er mange svage i samfundet i dag, man bør tage sig af, nu hvor det er helt tydeligt, at uligheden vokser. En helt anden diskussion er så, hvordan de, der er ved magten nu, forvalter idégrundlaget, siger hun.
Og måske har Ritt Bjerregaard fat i noget essentielt. I hvert fald peger Hans Mortensen på, at et af Socialdemokraternes største, nuværende problemer er, at de mangler et projekt.
De er i en kæmpe omstillingsproces, som er svær for dem. De har ikke et forandringsprojekt, og partier, der ikke har det, har det svært. Det samfund, vi har i dag, er i høj grad deres, så hvad skal de nu? Det har de tilsyneladende svært ved selv at finde ud af, siger han og peger på, at partiets fortid kan spille en rolle.
Alle partier er grundlæggende lavet som klassepartier, men Socialdemokraterne er de sidste, der lider under det. Deres problem er, at de ideologisk har været knyttet så tæt sammen med fagbevægelsen, som har støttet dem på mange måder. Nu har de brudt med dem, og så er spørgsmålet, hvem de så er, siger Hans Mortensen.