Et af de hyppigst citerede afsnit i Platons enorme forfatterskab er den såkaldte hule-lignelse i Staten.

Platons hulelignelse

Det er en beskrivelse af, hvor lidt vi mennesker fatter af den store, guddommelige mening med det hele. Hvad vi ser, er kun som de skygger, der aftegnes på hulens væg, når nogen eller noget færdes ude i lyset.

Af mange udlægges dette som et filosofisk bud om at søge indsigt. At stræbe efter det gode, det skønne og det sande.

Men ifølge Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, er der en vigtig tilføjelse til opfattelsen af Platon som filosof: At alle hans tekster er skrevet i en entydig religiøs sammenhæng. Det indebærer, at det lys, vi stræber imod, ikke er begrænset til vores verden, men at den helt store, guddommelige sandhed tværtimod ligger uden for vores verden.

- Det er værd at lægge mærke til, at omkring det femte og fjerde århundrede f.Kr. opstår der flere steder i verden uafhængigt af hinanden en forandring i menneskers måde at være religiøse på. Indtil da handler religioner om at opretholde det gode forhold til guden, som til gengæld sørger for udbytterig høst, drægtige kvinder og fed olie. Men så sker et skifte i retning af at betragte mennesket som syndigt og mistænkeliggøre verden, siger Anders Kloster-gaard Petersen.

Platons sondring mellem krop og sjæl

Han trækker dette aspekt frem, fordi Platon opstiller en sondring mellem krop og sjæl, som til forveksling ligner kristendommens skelnen, og som på godt og ondt har præget det vestlige menneskes selvforståelse lige siden.

Det er en grundtanke hos Platon, at vi mennesker bærer rundt på en arv, der går ud på, at den ophøjede sjæl er fanget i det jordiske, uperfekte legeme, og at den skal forløses herfra igen.

Budskabet er, at det er sjælen, som gør, at vi er andet og mere end dyr. Den er udtryk for vores integritet, som står uanfægtet, selv hvis kroppen bliver skadet. Men samtidig er budskabet, at til mennesket klæber uvidenheden, at mennesket er en fremmed i verden, og at kroppen er mindreværdig, siger Anders Klostergaard, som mener, at man kan trække en direkte linje herfra til det kropshad, som i vore dage for eksempel forårsager spiseforstyrrelser.

Den suveræne sjæl

Budskabet om den suveræne sjæl fremgår af citatet "Anytos og Meletos kan slå mig ihjel, men skade mig kan de ikke", som er formuleret af filosoffen Epiktet på baggrund af Platon-teksten Sokrates forsvarstale.

Det er helt parallelt til Jesus, hvis sjæl er uanfægtet af de pinsler, hans krop udsættes for.

Nietzsche har skrevet, at kristendom er platonisme for folket, og det var ikke venligt ment. Platon var elitær og henvendte sig til aristokratiet, mens Jesu budskab er til alle. Men tankesættet er meget parallelt, og det er tydeligt, at Paulus og forfatteren af Lukasevangeliet er præget af Platons tænkning, selvom de ikke ligefrem har læst hans værker, siger Anders Klostergaard Petersen.