Niels Steensens forunderlige rejse

Det var ikke videnskaben, men derimod filosofien og forskellige retninger inden for kristendommen i 1600-tallets Europa, der udfordrede den danske videnskabsmand Niels Steensens religiøse billede

Niels Steensens forunderlige rejse
Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

Den 22-årige mand er henrykt. Heldet har tilsmilet ham. Det fårehoved, han netop har købt og dissekeret, har vist ham en ny side af anatomien. Han har fundet en kanal, der efter hans bedste overbevisning ikke tidligere er beskrevet i videnskaben.

Og det viser sig at holde stik. Niels Steensen, som den unge dansker hedder, har gjort en ny opdagelse under et besøg hos en anatom i Amsterdam. Han har opdaget den kanal, der går fra ørespytkirtlen til mundhulen. Kanalen bliver siden fundet hos mennesket, og den unge Steensen bliver belønnet han får kanalen opkaldt efter sig. Ductus stenonianus, kommer den til at hedde og hedder den den dag i dag. Ductus for kanal og stenonianus efter den latinske version af Steensen.

LÆS OGSÅ: Dansk filosof lagde det kristne grundlag for velfærden

Opdagelsen af ductus stenonianus, som Niels Steensen gjorde den 7. april 1660 i begyndelsen af sin europæiske dannelsesrejse, blev ikke det sidste, man kom til at høre til den unge dansker. Seks år efter gjorde han en ny opdagelse, der gav ham en plads i historien som en af geologiens grundlæggere. På det tidspunkt havde hans dannelsesrejse ført ham til Italien, og her fik han et hajhoved stillet til rådighed. Da han kiggede nærmere på det, opdagede han, at hajtænderne havde stor lighed med såkaldte tungesten, der blandt andet fandtes på øen Malta.

Til at begynde med var Steensen forsigtig med at konkludere noget, men sagde dog:

De, der erklærer de store tungesten for at være hajtænder, forekommer mig ikke at være synderlig langt fra sandheden.

Siden lykkedes det for Niels Steensen at løfte bevisbyrden og påvise, at de særlige sten på Malta rent faktisk var forstenede hajtænder. Og det ledte ham videre til at konkludere, at jorden i lange perioder i fortiden havde været dækket af hav.

Nu kan man så mene, at Niels Steensens konklusion om, at jorden tidligere havde set anderledes ud og nogle steder været dækket af vand, stred mod hans religiøse overbevisning. På en tid, hvor religionsfriheden endnu ikke var nået til Danmark, blev Niels Steensen, helt efter bogen, opdraget som en god protestant. Og hans noter fra studietiden, som findes samlet i Chaos-manuskriptet, viser, at den unge studerende ikke kun havde blik for videnskaben, men også for det religiøse, fortæller dr.med. og pensioneret læge Troels Kardel, der i samarbejde med belgieren Paul Maquet netop har udgivet en bog om Niels Steensens liv og videnskabelige arbejde.

Noterne viser, at han var en from og flittig ung mand med et stærkt religiøst engagement, siger Troels Kardel og læser en passage op fra Steensens studienoter:

Herrens navn være lovet i al evighed! Stedse og overalt bør man søge anledning til at iagttage og efterligne, hvad der tjener til at gøre livet fromt, sømmeligt og klogt, det være sig i henseende til det nærværende eller det kommende.

Men de videnskabelige opdagelser fik ikke Niels Steensen til at vakle i sin tro. Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen, ph.d. i historie og lektor ved Københavns Universitet, opfattede Steensen snarere sine opdagelser som en underbygning af de bibelske beretninger. Også hans konklusion om, at jorden tidligere havde set anderledes ud:

Som jeg læser hans skrifter, er der to ting, der er vigtige. For det første var ingen på den tid klar over, hvor frygtelig lang tid geologisk tid var. Det er først gået op for den moderne videnskab. For det andet, og det er langt vigtigere, tager Steensen Bibelen, som heller ikke er krystalklar, som en autoritet og kilde til viden på linje med sine egne iagttagelser og forsøger at få det til at passe. Og han glæder sig over, at der ifølge Bibelen også har været vældig meget vand både i beretningen om skabelsen og om syndfloden, og at hans opdagelser dermed stemmer overens med Bibelens beskrivelser.

Tværtimod fremhæver Steensen sammenhængen mellem at være videnskabsmand og religiøs, mener dr.phil. og jesuiterpræst August Ziggelaar, der har forsket i Niels Steensens historie. Han peger på, at den konflikt, der i dag kan opstå mellem tro og videnskab, ikke på samme måde var til stede i 1600-tallet. På det tidspunkt var det derimod ikke unormalt, at præster også var videnskabsmænd.

Steensen sagde selv, at han så Guds værk i naturen, og i sine afhandlinger nævner han sin beundring for, hvor smukt det hele er tilrettelagt.

Det ses også i en af de sætninger, Niels Steensen særligt huskes for: Skønt er det vi ser, skønnere det vi har erkendt, men skønnest er det, vi intet ved om. Videnskaben var ifølge Steensen en måde at søge det guddommelige på og en vej til at lære at kende og elske Skaberen.

Udfordringer for sin kristne tro mødte Niels Steensen derimod fra andre sider. Da han første gang kom til Holland, som i modsætning til fædrelandet havde indført religionsfrihed, mødte han et religiøst sammensat samfund. Her stod han både over for jøder, katolikker, calvinister og lutheranere og over for folk, som ikke troede på noget. Og det fik ham ifølge Sebastian Olden-Jørgensen til at stille spørgsmål ved det hele:

I den situation bliver det traditionelle svar, han har med hjemmefra læs bare Bibelen ikke længere plausibelt, for det siger de alle sammen.

Samtidig blev Steensen påvirket af de filosofiske strømninger, der i 1600-tallet blandt andet var domineret af filosofferne René Descartes og Baruch Spinoza. De to repræsenterede ifølge Jens Glebe-Møller, tidligere professor i teologi, en intellektualistisk filosofi:

Descartes mest berømte udsagn er cogito, ergo sum jeg tænker, altså er jeg. Det er tænkningen, der er hans interesse. Den legemlige side af sagen interesserer ham ikke.

Til at begynde med opfattede Niels Steensen ikke Descartes filosofi kartesianismen som farlig for sin kristne tro, selvom filosoffens tænkning udgjorde en åbning mod at kunne rationalisere sig frem til Guds eksistens og dermed kunne gøre kirken overflødig. Descartes regnes da også for at have været en kristen filosof.

Steensen var derimod tiltrukket af den metode, Des-cartes lagde for dagen, nemlig at tvivle på alt og efterprøve alt videnskabeligt.

En trussel så han snarere hos Spinoza, som videreudviklede kartesianismen. Steensen lærte Spinoza at kende, mens han boede i Holland, og blev også tiltrukket af dennes strengt videnskabelige tilgang til sin forskning. Men Spinoza udfordrede også den gængse opfattelse af kristendommen i 1600-tallet, blandt andet fordi han satte spørgsmålstegn ved Bibelen som et guddommeligt skrift, og fordi han satte staten og statens ledere over kristendommen og andre religioner.

Men også her kom Niels Steensens videnskabelige opdagelser ham til gavn. Kartesianismen hævdede nemlig, at hjertet var et sæde for livsånderne, men da det lykkedes Steensen at påvise, at hjertet ene og alene var en blodpumpende muskel, gav det ham mod til at forkaste kartesianismens ideologi.

Han svæver nogle år i en uafgjorthed. Han er kommet ud af den protestantiske kristendom og har været på vej mod en materialistisk position, men er blevet stoppet, fordi han videnskabeligt har set, at den heller ikke går. Fra den religiøse relativisme vender han tilbage til kristendommen i katolsk form. Så naturvidenskaben har hjulpet ham ikke ind i troen, men væk fra en overdreven tillid til filosofien, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Niels Steensens omvendelse til katolicismen kom dog ikke uden nøje studier og lange samtaler. Men til sidst blev han overbevist og konverterede. Det skete, mens han opholdt sig i Italien, og det medførte blandt andet, at han ikke længere havde mulighed for at arbejde ved universitetet i København, da Danmark stadig var protestantisk ved lov.

Den videnskabelige karriere blev da også nogle år senere opgivet til fordel for et arbejde som præst. Og heller ikke denne gang handlede det om, at videnskaben og troen ikke stemte overens, påpeger Sebastian Olden-Jørgensen:

Der går otte år, fra han konverterer, til han lægger videnskaben på hylden, så de to ting falder ikke sammen. Jeg opfatter det som en form for midtvejskrise. Han har fået uddannelse, job og karriere, og lige pludselig er det ikke sjovt længere. Jeg tror, der var noget andet, der trak i ham, og så blev det gamle en forhindring, fordi det tog hans tid.

To år efter sin præstevielse blev Niels Steensen biskop i Hannover i det ellers protestantiske Tyskland, men endte sine dage som præst. Han ligger begravet i krypten under San Lorenzo-kirken i den italienske by Firenze, og i 1988 blev han saligkåret af den daværende pave, Johannes Paul II.