Indre Mission: Hvorfor må man ikke forkynde i missionshuse?

Det er ikke al kirkelig aktivitet, der kunne genoptages mandag, da Danmarks kirker kunne åbne efter to måneders nedlukning. I missionshusene kan der for eksempel ikke holdes forkyndende møder, oplyser Indre Mission

Det er missionshuse, som dette i Harboøre, som Indre Mission har fået at vide, ikke må åbne. Arkivfoto.
Det er missionshuse, som dette i Harboøre, som Indre Mission har fået at vide, ikke må åbne. Arkivfoto. . Foto: Iben Gad.

Begyndelsen på denne uge blev også en ny begyndelse for landets kirker og trossamfund. Men den gælder ikke alle troende. Man kan for eksempel nu gå til gudstjeneste om søndagen i Lemvig Bykirke, der er en frimenighed, der lejer sig ind i Indre Missions missionshus. Men hvis de samme mennesker mødes til andagt i samme missionshus om onsdagen, er det ulovligt. Forklaringen er, at frimenigheden er et anerkendt trossamfund, der må holde gudstjenester, mens missionshuset hører til en forening, Indre Mission, der ikke organisatorisk er en del af folkekirken, men hører hjemme i kirken teologisk.

Det forklarer Hans-Ole Bækgaard, der er formand for Indre Mission. Han havde regnet med, at Indre Missions møder i missionshuse ville blive set som en menighedsaktivitet. Men da han mandag forsøgte at opklare dette, kunne han ikke få klart svar fra Kirkeministeriet. Det endte med at være politiet, der gav beskeden om, at Indre Mission ses som en forening og ikke måtte åbne.

”Vi ser os selv som en del af folkekirken, og et forkyndende møde i et missionshus er en folkekirkelig aktivitet, selvom det ikke foregår i et lokale, der er ejet af folkekirken. For det er tilladt at holde lignende møder i sognegårde, hvor folkekirken har råderet," forklarer han og tilføjer:

"Det er ikke, fordi vi gerne vil åbne for store sociale aktiviteter, men vi forstår ikke, at vi ikke må holde indendørs forkyndende møder i missionshusene. Der har måske ikke været kendskab til det problem i forhandlingerne til fase to. Når de nu påbegynder forhandlinger om at fremrykke genåbning af flere områder, ville det være godt, hvis anledningen blev brugt til at rette op på den fejl,” siger Hans-Ole Bækgaard.

Opfattelsen af, at missionshusene fortsat skal være lukkede, deles af Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Han har været en del af de sektorforhandlinger, som har været med til at forme regeringens retningslinjer for genåbningen af folkekirken og øvrige trossamfund.

”Vi havde i går eftermiddags et opfølgende møde, hvor jeg spurgte ind til, at folkekirkelige foreningers virksomhed tilsyneladende fortsat er omfattet af forsamlingsforbuddet, selv når den foregår i sognegårde. Det blev ikke afkræftet,” siger Søren Abildgaard og fortsætter:

”Det er på den baggrund min opfattelse i forhold til de regler, der gælder nu, at hverken missionshuse eller ikke-anerkendte trossamfund kan åbne her i fase to, da de fortsat er underlagt rammerne for foreninger.”

At Indre Mission ikke ses som et trossamfund, og ud fra den fortolkning ikke må åbne missionshuse, er uforståeligt for retsteolog Kristine Garde. Hun er også chokeret over, at Indre Mission ikke kan få et klart svar på, hvilke regler der gælder for dem.

”Det er dybt utilfredsstillende og rystende, at ministeriet er så sent ude med retningslinjerne i forhold til dem, som skal indrette sig efter dem. Indre Mission er stort i Danmark, og det må forventes, at de kan få noget at vide. Det er amatøragtigt, at der ikke er et klart svar. Det er ikke Indre Missions opgave at efterspørge retningslinjer, det er Kirkeministeriets opgave at melde dem ud. Det har ministeriet ikke levet op til,” siger Kristine Garde.

Det fremgik tidligere af denne artikel, at Lemvig Bykirke hed Lemvig frimenighed, og at der lå et missionshus ikke langt fra denne kirke. Det forholder sig dog sådan, at frimenigheden hedder Lemvig Bykirke, og den lejer et indremissionsk missionshus for at bruge det som kirke. Det er altså i samme lokaler, der kan holdes gudstjenester, men ikke indremissionske møder. Kristeligt Dagblad beklager fejlen, der er rettet den 20. maj 9:35.