Bedsteforældrene tager på højskole og flygter fra julestress

Højskolerne udbyder i år flere julekurser end sidste år, og populariteten kan skyldes, at gaveræset er blevet for meget. Familierådgiver mener, at bedsteforældrene skal tage hjem og i stedet være med til at redde julen

flugten fra julestress

Traditionelt spiller forældre og bedsteforældre en vigtig rolle for børnenes oplevelser juleaften. Mor står i køkkenet og far hjælper til, mens bedsteforældrene læser højt for børnene, så ventetiden bliver mindre ulidelig. Det er glansbilledet af den perfekte jul i kernefamilien, hvor alle er gode venner, og børnenes behov kommer forud for forældrenes.

Sådan er virkeligheden dog ikke i alle danske hjem den 24. december klokken 17.30. Gråd, larm, skænderier og pinlig tavshed over andesovsen er for nogle familier et fast element. Som følge af skilsmisse, uvenskab eller måske stress.

Som modreaktion tager nogle fraskilte forældre, bedsteforældre og enlige på højskolekursus ved årets største højtid. Her er man fri for børnelarm og forventninger om større og flere gaver,

På Vallekilde Højskole i Nordvestsjælland har man i flere år måttet melde udsolgt til julekurserne, der byder på eftertanke, debat og ro. I år er navne som kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R), chef for DRs koncerthus Leif Lønsman og professor Søren Rud Keiding på plakaten.

Det er et særdeles blandet publikum, vi har, som blandt andet tæller fraskilte, der ikke har børnene denne jul, og bedsteforældre, der er trætte af ræset. I forskellige generationer er der mange, der er løbet sur i familietraditionerne. Det er ikke af ensomhed, men fordi man står af hele det kommercielle cirkus. Jul på højskole er et tilvalg, siger forstander Torben Schmidt Hansen.

I takt med, at skilsmisseraten stiger, hvilket kan give anledning til familiekonflikter, vælger flere i 68-generationen, der er blevet de nye ældre, at sige fra over for den dårlige stemning. Det mener Tine Fristrup, der er lektor ved Institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet med speciale i ældre.

Det er klart, at det er familien, man flygter fra, for hvorfor skal man bruge så meget tid med dem, hvis man får mere ud af det ved at være sammen med andre? De vælger fællesskabet på højskolen til, hvor man slipper for konflikterne. Det er en fuldstændig individualisering af alderdommen, siger hun.

Tine Fristrup peger på, at 68erne er i gang med et nyt opgør:

Familiejulen er jo et forsøg på at fastholde en romantisk idé om, at alle generationer samles og synger Dejlig er jorden, hvor slægter skal følge slægter i den antropologiske figur. Nogle ældre har det ligesom Leif Panduros Rend mig i traditionerne. Det er et alderdomsoprør om, at man ikke gider mere, og et opgør med den måde, generationerne forholder sig til hinanden på. Man er ved at afvikle traditionerne, og det ligger i tiden at gøre noget godt for sig selv. Og det er der flere og flere, der understøtter, siger hun.

Ud over den dårlige stemning mener Tine Fristrup, at frygten for ikke at slå til som bedsteforælder også er medvirkende til, at man vælger familien fra til jul. Og selvom mange børn måske vil savne mormor eller farfar til den store familiefest, kan de i sidste ende også få noget godt ud af det:

Der er jo rigtigt mange ting i spil omkring julen, fordi der ligger en masse forventninger, som sætter dagsordenen. Man kan være skuffet på forhånd over sidste års oplevelser, men man kan også blive skuffet efterfølgende. Hvorfor skal man bruge kræfter på noget, som i virkeligheden ikke er særligt givtigt og måske også kan skabe konflikter mellem børn og voksne? For børnene kan det sådan set være fint uden den store familiejul, hvor de i stedet fejrer det med venner og deres forældre, som de måske har mere til fælles med.

Hvis man som udgangspunkt fungerer som familie, kan man godt etablere en jul, der fungerer på tværs af generationerne, men det kræver, at man kan tale sammen og ikke hænger fast i gamle episoder og diskussioner, der bare gentager sig hvert år, siger Tine Fristrup.

At bedsteforældre flygter fra børnelarm, er ikke et enestående fænomen, mener familierådgiver Lola Jensen. For overalt ser man børnefrie restauranter, hoteller og flyafdelinger, hvor man ikke orker børnefamilierne.

Flere og flere synes, at det er anstrengende med barnet i centrum hele tiden. Børnene skal bare have og have, og forældrene og bedsteforældrene er bange for at skuffe. Til jul ser man måske tre børn i centrum og 120 gaver under træet, hvoraf kun 10 er til de voksne, siger hun.

Foruden gaverne, mener Lola Jensen, at mange forældre af dårlig samvittighed over manglende tilstedeværelse i hverdagen alt for ofte stopper juleprogrammet fuldt for at kompensere:

Hvis man tager julegudstjenesten i kirken, er der altid totalt fyldt, og forældrene tænker, at de vil vise kulturhistorien for børnene. Men hvorfor gør man ikke det i den resterende del af året? Desuden skal der bages, og al mad skal være spelt og hjemmelavet. Man propper simpelthen for mange projekter ind i julen, siger hun.

Forældrene er hjælpeløse og står i bekymringer til halsen. Og når deres forældre så vælger at trække stikket og smutte på højskole, risikerer det hele at gå op i limningen, mener Lola Jensen.

Når det nu ikke længere handler om artens overlevelse, er de vigtigste værdier evnen til at kunne glæde sig og glæden ved at give. Og mange af grundværdierne er falmet og risikerer at gå fløjten, uden at debatten bliver taget, hvis man bare flygter fra det. Jeg synes, at bedsteforældrene er lige lovligt hurtige til at tage på højskole. De har også et ansvar. Og det er en generation, der har ressourcer og energi til at gøre en forskel.

Så mange HØJSKOLER har julekurser