Prøv avisen

Vågn op og brug tiden fornuftigt

Seneca er selvindsigtens store romerske filosof fra Jesu samtid. Selvom han var en hedensk tænker, har hans moralfilosofi store ligheder med den kristne, ligesom den er blevet brugt af kristne tænkere siden 300-tallet.

Hvorfor tilstaaer Ingen sine Feil? Fordi han endnu er hildet i dem. Den Vaagne eller den Vaagnende fortæller sine Drømme at tilstaae sine Feil er et Tegn paa Helbredelse. Lader os da vaagne, for at kunne overbevise os om vore Feil.

Sådan citerer Søren Kierkegaard - i sine egne efterladte papirer fra 1850 - en stor moraltænker, der skrev sine vigtigste filosofiske formaningsbreve i årtierne efter Jesu død. Citatet stammer dog ikke fra Paulus, som man måske kunne tro, men fra den romerske retoriker, politiker og filosof Lucius Annaeus Seneca (ca. 4. f.Kr. 65 e. Kr), der vidste, hvad han skrev om.

For han fortrød angiveligt bittert sine egne fejl og sin overfladiske dekadence ved kejserens hof, da han sent livet trak sig tilbage for at skrive om tilværelsens forgængelighed og mening, forklarer Kristeligt Dagblads anmelder og oldtidsekspert rektor Søren Hindsholm, der selv har skrevet om Seneca flere gange her i avisen. Men Senecas tænkning har ikke for ingenting overlevet to årtusinder. For hans præcise beskrivelser af livets faldgruber bliver ved med at være aktuelle.

Oprindelig kom Seneca fra Spanien, men han strøg hurtigt til tops i antikkens Rom som jurist, retoriker og politiker, ligesom hans storebror Novatus kaldet Gallio gjorde politisk karriere og faktisk omtales i Apostlenes Gerninger (18,12-17) i sin egenskab af statsholder for den romerske provins Achaea.

Som en anden Josef blev Senecas egen karriere dog i første omgang i år 41 - bremset af en sexanklage.

Sigtelsen lød ifølge Wikipedia på hor med den afdøde kejser Caliguls søster, og han blev derfor sendt væk fra magtens centrum nogle år, inden han i 49 blev hentet tilbage fra sit eksil på Korsika af kejser Claudius nye hustru Agrippina for at blive opdrager og lærer for hendes begavede tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero.

Den stilling gav ham fra begyndelsen betydelig politisk indflydelse, mens han kom til at leve i materiel overflod som godsejer uden for Rom. Da Nero blev kejser i 54, fik Seneca tilmed status af kejserens nærmeste rådgiver amicus principis (kejserens ven), og han fungerede som førsteminister de næste fem år.

Senecamistede dog langsomt sin indflydelse på den unge uregerlige kejser, og de forholdsvis humane første fem år af Neros regering blev brat afbrudt, da kejseren i 59 fik sin egen mor, Agrippina, slået ihjel.

I sine efterfølgende skrifter beskriver Seneca, hvordan det derfra blev sværere og sværere for ham at forene sin egen humane filosofi med Neros barbariske politik, som han blev nødt til at bakke op om som regeringsmedlem.

I 62 trak han sig til Neros store raseri derfor tilbage fra sine poster for at hellige sig sine studier og sit forfatterskab. Selvom Seneca også skrev skuespil og digte, er hans vigtigste værker hans filosofiske breve, som han godt selv vidste, ville blive offentliggjort.

Man kan derfor ikke afvise, at brevene udover at at vidergive hans egne erfaringer også havde til hensigt at sikre hans eftermæle som en stor opdrager gennem sit forfatterskab. Det sidste lykkedes i hvert fald i overvældende grad.

En søgning i Kierkegaards skrifter viser for eksempel, at Kierkegaard blev svært begejstret for at læse Senecas breve, ligesom han endda kalder Senecas forfatterskab for opbyggelig Kjerne-Foder. Og Kierkegaard er ikke den eneste kristne tænker, der gennem tiden har taget den hedenske tænker Seneca til sig.

Allerede i 300-tallet blev Seneca brugt af kristne tænkere, fordi hans moralfilosofi ikke adskilte sig meget fra Paulus, fremgår det af forordet til Senecas breve, der er oversat af Hans Gregersen og Kell C. Madsen og udgivet af Klassikerforeningens Kildehæfter.

Her kan man også læse, at der på et tidligt tidspunkt i historien endda fremkom en brevveksling mellem Paulus og Seneca, der dog senere har vist sig at være falsk. Men sammen kunne de to antikke herrer nu sagtens have lavet en god samtalebog, der gav mening. For der er meget, de to ville være enige om, mener Søren Hindsholm.

Helt i overensstemmelse med antik filosofi opfattede Seneca mennesket som et svagt siv, der hurtigt bøjer sig for den første den bedste fristelse. Og de filosofiske betragtninger fra den samme hellenistiske arv dukker op i både Det Nye Testamente og Senecas skrifter, siger Søren Hindsholm og tilføjer:

Seneca var stoiker og troede på, at mennesket skulle forholde sig med mistro overfor sine egne lidenskaber for at blive lykkelig. I Det Nye Testamenta kan man finde en lignende tankegang hos Jesus og i særdeleshed hos Paulus.

Mens Paulus så den store livskamp mellem ånden og kødet, hvor de kødelige lyster skal holdes i skak ved hjælp af ånden, opfattede Seneca fornuften og kendskab til filosofien som det bedste redskab mod at ende i sine sansers vold.

Uden filosofi er sjælen syg, skriver Seneca i et af sine breve, så Senecas kristelige etik er altså uden Kristus, forklarer Hindsholm.

Alligevel er Seneca i tidens løb blevet mistænkt for at være hemmelig kristen, en tanke, der fik næring af, at Seneca tilmed var monoteist, men tanken er blandt andet blevet afvist med henvisning til Senecas syn på selvmord som en ædel handling, hvilket er uforligneligt med klassisk kristen tankegang.

Men det er ikke tilfældigt, at Kierkegaard alligevel blev svært begejstret for Seneca. For Seneca var forud for sin tid på mange af de centrale felter, som Kierkegaard beskæftigede sig med.

Allerede i Jesu samtid udviklede Seneca en stærk sans for psykologi og eminent sproglig fornemmelse, der blandt andet kommer til udtryk i Senecas breve til den yngre ven Lucilius, der modtager Senecas livsvisdom i brevform; en litterær form som Kierkegaard selv benytter i blandt andet andel del af Enten-Eller.

Vi har i dag 124 af Senecas breve, men i oldtiden kendte man endnu flere. Og Senecas breve befinder sig genremæssigt i mellem det ægte brev og de rent litterære breve.

Selvom Licilius menes at være en historisk person, er det usikkert, om brevene nogensinde blev sendt. Man kender i hvert fald ikke den anden del af korrespondancen, og historikere er enige om, at Seneca fra begyndelsen havde tænkt, at brevene skulle offentliggøres, forklarer Søren Hindsholm.

Brevformen var allerede en populær litterær form i oldtiden, og Seneca var en uddannet retoriker, der uden tvivl var bevidst om, at man kunne gøre kompliceret stof vedkommende ved at henvende sig direkte til den, man skrev til, siger Søren Hindholm og peger på, at Senecas breve om mange forskellige emner får sin enhed ved, at Seneca hele brevvekslingen igennem er en åben og søgende lærer for eleven Lucilius.

Herved bliver brevene en del af den genre, der kaldes den psychagogiske. Dette græske ord er sat sammen af ordet for sjæl, psyche, og ordet agoge, der betyder føren eller opdragelse. Det vil sige, at psychagogisk betyder sjæleførende eller sjæleopdragende, ligesom pædagogisk betyder børneopdragende. Og Seneca mål er altså at lede Lucilius sjæl frem til stoisk livsvisdom.

Oldtidens filosofiske skoler var fælles om at opfatte menneskets sjæl som et nemt offer for alle mulige farer og fristelser, og Seneca beskriver bidende præcist, hvordan mennesket lynhurtigt falder for fristelsen til at udvise aggressiv adfærd, overdreven mad- og drikkeglæde, ambition eller higen efter status og rigdom eller erotisk begær. Og hvis man skal pege på et hovedtema i Senecas breve, er det, at man skal vågne op fra sit eget begær og bruge tiden fornuftigt, fordi livet er for kort til tidsspilde, siger Søren Hindsholm, der dog mener, at Seneca er bedre til at stille diagnosen end at komme med konkrete råd til et bedre liv. Alligevel er der mange grunde til at læse Senecas breve, mener Søren Hindsholm:

Seneca var en sprogets mester, der kunne udtrykke sig i klare, korte sætninger. Han skrev raffineret på latin, hvad Kierkegaard for eksempel også læste med stor fornøjelse. Og jeg tror, at en central del af forklaringen, på at Seneca stadig læses og bør læses, er, at han var så stor en stilistiker. Hvis man elsker at læse Cicero, vil man sluge Seneca, siger Søren Hindsholm, der anbefaler nye læsere at begynde med at læse Om livets korthed, som selveste Villy Sørensen har oversat glimrende.

Villy Sørensen var i øvrigt manden, der bragte Seneca helt op i den postmoderne tid ved at udråbe ham til at være en stor humanist i bogen Seneca - Humanisten ved Neros hof fra 1976.

En af forklaringerne på, at Villy Sørensen kunne kalde Seneca humanist var Senecas syn på slaver, som han betragtede som medmennesker:

Tænk lige over, at han, som du kalder en slave, kommer af de samme frø, går under den samme sol, ånder på samme måde, lever på samme måde og dør på samme måde som du. Du kan betragte ham som lige så fribåren, som han kan betragte dig som slave, skriver humanisten Seneca, der dog ikke fik lov til at dø om en fri mand selv.

For på trods af sine egne forsøg på at indføre mere humane forhold i det antikke Rom, blev Seneca selv offer for Neros vrede. Efter Roms brand i 64 blev han opsøgt af Nero, som ønskede rådgivning om sin fremtid. Seneca svarede Du er kejseren, optræd som en gud.

Det ansporede Nero til et genopbygningsprojekt, der tømte statskassen, krævede de største skatter i Romerrigets historie og tvang de rigeste borgere til først at testamentere deres formuer til kejseren og så begå selvmord.

I 65 var Neros regime så yderligtgående, at en stor del af senatet med Senecas nevø, digteren Lucan, blandt de fremtrædende aftalte en sammensværgelse mod Nero. Men sammensværelsen blev afsløret, og Nero lod henrette mange senatorer, mens Seneca blev tvunget til at begå selvmord, selv om der ikke var ført bevis for, at han havde været indblandet.

Historikeren Tacitus beskriver ifølge Wikipedia meget teatralsk, hvordan Seneca først skar sine pulsårer over, men blodet flød for langsomt. Dernæst drak han gift, men den virkede heller ikke, og til sidst sprang i et varmt bassin, hvori han kvaltes af dampen. Men hans skrifter fik altså lov til at leve videre med et budskab om at vågne op og bruge livet fornuftigt, mens man har det.

Uddrag af Breve fra Seneca oversat af Hans Gregersen og Kell C. Madsen

Tiden, brev nr. 1

Således skal du bære dig af, Kære Lucilius: Gør krav på dig selv; skaf dig tid, og værn om tiden, som førhen blev taget og stjålet fra dig, eller som smuttede fra dig. Du kan være sikker på, at det er, som jeg skriver: En del tid rives fra os, en del listes fra os, en del flyder bare væk. Men det forargeligste tab er dog det, der sker gennem ligegyldighed. Prøv at lægge mærke til, aten stor del af livet går med fejltagelser, en større med ingenting, men hele livet med, at vi laver noget andet. Kan du nævne nogen for mig, som sætter nok pris på tiden, som tillægger dagen værdi og er klar over, at han dør hver dag? Vi tager nemlig fejl, når vi ser døden i fremtiden. Vi har allerede for en stor del lagt den bag os; al den tid, der er tilbagelagt, tilhører døden. Bliv derfor ved med at gøre, som du skriver, du gør, Kære Lucilius: Hold fast om alle øjeblikke; ved at tage dagen i dag i din besiddelse bliver du mindre afhængig af dagen i morgen. Mens livet udskydes, løber det forbi. Intet har vi magt over, Lucilius, kun tiden er vores.