Dansk pres på Tyrkiet i Hedegaard-sag

Ny udvikling i sagen om den mand, der affyrede skud mod daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard

Da Lars Hedegaard den 5. februar 2013 gik ned for at åbne døren, blev der affyret et skud. Derefter klikkede pistolen, og der var håndgemæng.
Da Lars Hedegaard den 5. februar 2013 gik ned for at åbne døren, blev der affyret et skud. Derefter klikkede pistolen, og der var håndgemæng. . Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.

Der herskede i går stor usikkerhed om, hvorvidt Tyrkiet har løsladt den 26-årige mand, der er sigtet for drabsforsøg på forfatteren Lars Hedegaard sidste år.

Derfor presser udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nu på for at få en officiel forklaring fra Tyrkiet.

Den mistænkte blev fængslet i Tyrkiet tidligere i år. Danmark har siden krævet ham udleveret til retsforfølgelse, men nu er han ifølge mandens familie blevet løsladt.

”Fra dansk side ser vi med stor alvor på sagen. Udenrigsministeriet indkaldte derfor i fredags den herværende tyrkiske ambassadør for at understrege sagens alvor og behovet for en forklaring. Den danske ambassade i Ankara har ligeledes bedt de tyrkiske myndigheder om en snarlig og officiel afklaring af sagens forhold,” lyder det fra Martin Lidegaard.

Det lykkedes ikke i går at få fat i den tyrkiske ambassade, ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar fra den danske ambassadør i Tyrkiet.

Københavns Politi hørte om løsladelsen af den sigtede mand for en uges tid siden. Det var gennem afhøringer af et medlem af den mistænktes familie, at politiet blev opmærksom på, at den 26-årige var blevet løsladt. Ifølge Radio24syv var det den anholdtes familie, der kontaktede politiet og fortalte, at den mistænkte var på fri fod.

Thorkild Høyer, der er den mistænktes advokat, bekræfter over for DR Nyheder, at hans klient er blevet løsladt.

Politiets Efterretningstjeneste, Pet, har kontaktet Lars Hedegaard og fortalt ham om den formodede løsladelse.

”De (Pet, red.) sagde i fredags ikke så meget. Men de sagde, at han var på fri fod,” sagde Lars Hedegaard i lørdags til Ritzau.

Drabsforsøget fandt sted den 5. februar 2013, da en mand forklædt som postbud ringede på dørtelefonen hos den daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaards, lejlighed på Frederiksberg. Da han gik ned for at åbne, blev der affyret et skud imod ham. Derefter klikkede pistolen, og det kom til håndgemæng, før gerningsmanden stak af. Politiet indledte derefter et større efterforskningsarbejde for at finde gerningsmanden.

Samme dag forlod den mistænkte ifølge politiet Danmark. I april blev han anholdt og fængslet i Tyrkiet med henblik på udlevering til Danmark.