Thorning: Attentat-sag skal løses hurtigt

Statsministeren kalder Hedegaard-sagen meget alvorlig, og hun er tilfreds med afsendelsen af dansk delegation

Danish Prime Minister Helle Thorning-Schmidt speeks during a press conference in Copenhagen August 21, 2014. Regeringen præsenterer sit sundhedsudspil til fem milliarder kroner på et pressemøde med deltagelse af sundhedsminister Nick Hækkerup, statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.
Danish Prime Minister Helle Thorning-Schmidt speeks during a press conference in Copenhagen August 21, 2014. Regeringen præsenterer sit sundhedsudspil til fem milliarder kroner på et pressemøde med deltagelse af sundhedsminister Nick Hækkerup, statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Foto: Scanpix.

Sagen om den islamkritiske forfatter Lars Hedegaards attentatmand skal afklares og opklares hurtigt.

Det kræver statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

”Jeg forventer selvfølgelig, at vi får den afklaring meget snart, og jeg er tilfreds med, at vi nu sender en dansk delegation til Tyrkiet for at få en afklaring,” siger statsministeren før et asiatisk-europæisk topmøde i Milano.

”Jeg betragter det som en meget alvorlig sag,” tilføjer hun.

I går var justitsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kaldt i samråd for at forklare sig i sagen om den 27-årige danske statsborger, som blev krævet udleveret til Danmark tidligere på året.

Ifølge en tyrkisk avis er den formodede attentatmand indgået i en større fangeudveksling mellem Tyrkiet og Islamisk Stat, der har holdt en stor gruppe tyrkere som gidsler i det nordlige Irak.

”Jeg er tilfreds med, at udenrigsministeren i går har haft kontakt med den tyrkiske udenrigsminister for at bede om en forklaring og afklaring af situationen.

Det er der udtrykt stor forståelse for, at vi skal have,” siger statsministeren. Allerede i april blev den 27-årige danske statsborger med libanesiske rødder krævet udleveret til Danmark, efter at han var blevet fængslet i Tyrkiet.

”Det er meget beklageligt, at der ikke er sket denne udveksling på nuværende tidspunkt, så jeg betragter det som en alvorlig situation,” siger Helle Thorning-Schmidt.

Udenrigsminister Martin Lidegaard havde den 10. oktober den tyrkiske ambassadør Mehmet Dönmez til en samtale, uden at det kastede lys over sagen.

Siden har regeringen besluttet at sende en delegation til Tyrkiet.