Prøv avisen
En julescene fra mit liv

Med store sko og humor kommer nuancerne frem

Med store sko og lidt humor får man langt flere nuancer frem i de mennesker, man møder, siger skuespiller og entertainer Flemming Jensen

Juleaftensdag 1974 blev en slags kulmination på den dannelsesrejse, skuespiller og instruktør Flemming Jensen var på gennem sine år i Grønland. Oplevelserne kom til at forme både hans arbejdsliv og hans grundlæggende værdier

I begyndelsen af 1970'erne tog jeg til Ikerasak for at undervise. Det var en lille bygd med 160 indbyggere i den vestlige del af Grønland, hvor man stadig levede som et fangersamfund og ikke talte andet end grønlandsk. Jeg ville gerne være godt forberedt ved i det mindste at kunne lidt af sproget, inden jeg kom derop, men det måtte jeg endelig ikke, sagde de i Grønlandsministeriet. For det var i opdragende øjemed, jeg tog af sted, sagde de, og hvis de lokale ville mig noget, var det kun godt, hvis de var tvunget til at tale dansk.

Det var derfor på alle måder som fremmed, jeg kom dertil. Kerneværdierne i bygden var at kunne køre hundeslæde, fange fisk gennem isen, jage sæler og tale grønlandsk, og jeg kunne ingen af delene. Jeg var oven i købet bygdens højest lønnede og boede i det fineste hus. Havde jeg været grønlænder i Danmark med de forudsætninger, var det endt som en katastrofe, men de tog imod mig med åbne arme og den naturligste tillid og tolerance.

Jeg forsøgte med det samme at leve op til den velkomst ved at gå stik imod ministeriets råd. Jeg købte hunde og en hundeslæde og øvede mig hver dag med livet som indsats. Kun få mennesker ved, hvor svært det faktisk er at lære at køre hundeslæde. Og tale grønlandsk for den sags skyld, men det var vigtigt for min følelse af at blive accepteret. Efterhånden blev jeg endda anerkendt som en habil hundeslædefører.

LÆS HELE SERIEN: En scene fra mit liv 

Men der var én færdighed, jeg stadig ikke mestrede, og det var måske den vigtigste af alle. At fange sin første sæl er i Grønland den handling, der markerer overgangen til voksenlivet.

Det er større end den danske konfirmation, så at jeg stadig havde min første sæl til gode, var en katastrofe for mig og genstand for stor morskab for alle andre. De drillende bemærkninger var endeløse. Så da jeg endelig fangede den, var det en slags kulmination på den dannelsesrejse, årene i Grønland var for mig. Da min bedrift blev kendt, eksploderede byen, alle kom styrtende, der var flag på alle huse, og kirkeklokkerne bimlede. Det er meget muligt, at det også havde noget at gøre med, at det var juleaftensdag, men jeg tog det hele til indtægt. Fra da af blev jeg betragtet som i hvert fald en slags fanger.

Men det er egentlig ikke sælfangsten i sig selv, der blev et skelsættende øjeblik for mig, den kom bare til at stå som et symbol for den omfavnende tillid og tolerance, jeg mødte, og som står i kontrast til den velkomst, vi giver mange fremmede i Danmark.

De grønlandske værdier blev indlejret i mig som en livsholdning, og jeg har lige siden haft tillid og rummelighed som hovedingredienser i min tilgang til andre og til livet som sådan. Med store sko og lidt humor får man langt flere nuancer frem i de mennesker, man møder. Det er også den livsholdning, der har været den røde tråd gennem det meste af mit professionelle virke, ikke mindst mine teaterstykker.

Desværre synes jeg, at alt for mange alt for ofte glemmer den sandhed. Og det bliver værre og værre. Den måde, vi indretter samfundet og vores tilgang til hinanden på, er for sort-hvid. Det medmenneskelige livssyn kan sagtens være baseret på den bevidste godtroenhed og naivitet, det bliver den ikke dummere af, tværtimod! I Grønland findes det helt åbne sind stadig, og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg fik det ind under huden allerede dengang.