50 år efter filmatiseringen driller teateraktuelle ”A Clockwork Orange” stadig ”den almægtige stat”

Kultklassikeren ”A Clockwork Orange”, som i denne uge har premiere på Aarhus Teater, har efterhånden mere end 50 år på bagen. Men den samfundssatiriske fortælling om undertrykkelsen af menneskets frie valg er bestemt ikke blevet mindre aktuel med årene. Tværtimod, mener stykkets scenograf og instruktør, Nathalie Mellbye

Foto: Emilia Therese.
Foto: Emilia Therese.

Ikke alle filmatiseringer af bøger kan holde sig relevante længe nok til at blive sat op som teaterforestillinger 50 år efter deres premiere. Men det kan ”A Clockwork Orange”, der på torsdag – på den store genåbningsdag for landets teatre – har premiere på Aarhus Teater.

Fortællingen om den forstyrrede teenagedreng Alex, der med sin bande tæsker og voldtager sig igennem et dystopisk England for til sidst at komme i fængsel og få en hjernevaskende behandlingsdom, har været i stand til at sætte sit varige aftryk på vores kultur. Anthony Burgess’ bog fra 1962 og Stanley Kubricks filmatisering fra 1971 har fungeret som inspiration til alt fra rocklegenders kunstneriske udtryk til tunge filosofiske værker.

Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at der var tale om en klassiker, da Stanley Kubricks filmatisering af en halvglemt bog havde premiere for 50 år siden. Anmelderkorpset var splittet, og filmen blev kritiseret for at være både blasfemisk og voldsforherligende. Den katolske kirke tog afstand til filmen, som også blev bandlyst i blandt andet England. Efterfølgende har filmen som mange andre af Stanley Kubricks værker gennemgået en form for folkelig re-evaluering. Flere har fået øjnene op for værkets filosofiske dybde, mens grænserne for, hvad man i filmkunsten kan tillade sig at portrættere, har rykket sig, og i dag har både bogen og filmen opnået en form for kultstatus.

Da Nathalie Mellbye som 15-årig faldt over ”A Clockwork Orange” på det lokale bibliotek i den norske by Gjøvik, var det som om, at et eller andet slog klik. Jovist, filmen var brutal og voldelig, men det var egentlig ikke det, der fascinerede den unge norske pige, der på det tidspunkt allerede havde stiftet bekendtskab med flere af Quentin Tarantino og Michael Hanekes voldsorgier. For bag volden gemte sig en helt vanvittig æstetisk oplevelse:

”Der var så mange ting i fortællingen og dens visuelle måde at fortælle på. Det ramte noget inde i mig,” fortæller Nathalie Mellbye, der både står for scenografien og instruktionen af Aarhus Teaters opsætning af ”A Clockwork Orange”, som kommer til at markere hendes debut som instruktør.

Stanley Kubricks surrealistiske æstetik og groteske humor har efterfølgende dannet grobund for Nathalie Mellbyes egne fortællinger, og fascinationen af tilværelsens mørke og destruktive sider har aldrig sluppet taget i den 36-årige scenografuddannede instruktør.

Selvom Nathalie Mellbye har ladet sig inspirere af Stanley Kubricks klassiker gennem hele sin karriere, var det dog først, da hun for nylig blev ansat på Aarhus Teater som huskunstner, at muligheden for selv at pitche idéen og give sig i kast med klassikeren bød sig.

”A Clockwork Orange” er ifølge Nathalie Mellbye en fortælling, der med sine tematikker om godhed, ondskab og menneskets frie valg er mere relevant i dag end nogensinde før. Hun lægger ikke skjul på, at hun ser en ret tydelig parallel mellem Alex’ voldelige oprør mod overmagten, og hvordan visse grupper af undertrykte etniske minoriteter kan ende med at leve i en form for lovløshed på samfundets bund i dagens Danmark.

”Jeg vil på ingen måde iscenesætte det som om, at vi arbejder med en kritik af ghettoplanen. Men der er da nogle paralleller for mig. Alex lever en magtesløs tilværelse i et socialt boligbyggeri. Han gider ikke skolen og har ingen fremtidsudsigter. Og han møder ikke andet end strukturel vold fra samfundets side som modsvar på sine frustrationer,” siger hun.

Siden Nathalie Mellbye kastede sig over ”A Clockwork Orange” i foråret 2019, er en ny udvikling dog opstået. Overalt i verden har samfund i ly af pandemien lukket sig om sig selv. Vi er af stater blevet opfordret til at blive inden døre og undgå social kontakt, men det er ikke alle, der lystrer. Heller ikke i lille, fredelige Danmark, hvor frustrationerne over den lange nedlukning har ladet vores dyriske instinkter boble op til overfladen og medført voldelige demonstrationer.

For Nathalie Mellbye er det svært ikke at se Alex og hans bandes antiautoritære oprør i lyset af nutidens kaotiske situation:

”Selvom vold aldrig er retfærdiggjort, kan jeg jo godt forstå, at nogle vælger at reagere voldsomt, når de på den måde bliver frataget deres valg. Jeg vil ikke opfordre til vold, men jeg tror, det er sundt at beskæftige sig med de sider af mennesket gennem kunsten for at prøve at forstå det. Den vold, som Alex og hans kumpaner står for, er jo også et udtryk for frustration og magtesløshed, hvor det at handle på ens frustrationer, kan give én følelsen af magt tilbage,” siger scenografen og instruktøren.

Pandemien vil komme til at påvirke forestillingen som mere end en symbolsk parallel. På grund af restriktioner vil stykkets korsangere formentlig være tvunget til at iklæde sig masker, når de træder op på scenen, og det vil Nathalie Mellbye forsøge at udnytte som et element, der skal opbygge den rå og dystopiske stemning, som hun elsker at dyrke. Den samme undergangsstemning går igen i Nathalie Mellbyes fortolkning af hovedrollernes kostumer, der er mere rå og punkede end i Stanley Kubricks filmatisering. Hun har derudover planer om at dække rummets vægge i sølvpapir som et nik til en vis konspiratorisk hovedbeklædning.

Nathalie Mellbye ønsker dog ikke at udpensle stykkets tematikker mere end nødvendigt, og netop derfor har hun valgt at holde sig mere tro mod filmens fortælling end bogens. Bogens britiske forfatter, Anthony Burgess, var konservativ af den gamle skole og tilbragte en stor del af sit liv i en autocamper på de europæiske landeveje for at undgå at betale skat. Han var meget direkte i sin kritik af staten, og der indgik i de fleste af hans værker, som ofte fokuserede på menneskets frie valg, en meget tydelig moralsk pegefinger. Det fremgår også tydeligt i fortællingen om Alex, der efter sin behandling må leve som en hjernevasket slave af staten.

Anthony Burgess har endda i forordet til en udgave af bogen defineret begrebet ”clockwork orange” som et individ, der ikke længere er i stand til at træffe frie valg, og derfor har mistet sin menneskelighed. Som ”et objekt, der udadtil virker smukt og farverigt, men som under overfladen blot er et urværk, der er blevet trukket op af Gud eller Djævlen, eller (da dette i stigende grad erstatter begge) den almægtige stat”.

Ifølge Nathalie Mellbye skal publikum dog ikke forvente at få denne kritik af statsmagten stukket så langt ned i halsen, når stykket nu får premiere på Aarhus Teater. De skal have lov til selv at fortolke. Det er deres eget frie valg.