Adventstiden er ventetid. De fire søndage op til jul er egentlig ment som en tid med plads til eftertænksomhed og fordybelse. En kærkommen mulighed for at lade op inden julen og koncentrere sig om det, vi i kristendommen oprindeligt går og venter på, nemlig Jesu komme. Men for mange er det ikke ligefrem ro, der kendetegner december. Der sker godt nok et temposkift, men vi sætter ikke farten ned. Vi løber stærkere, og det er nærmere en vis grad af stress og jag for at nå at købe julegaverne og arrangere alle festerne og arrangementerne, der præger tiden op til jul.
Det går ud over adventstiden og dens formål, mener Jens Ole Christensen, sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker på Østerbro i København. Ifølge ham er der ikke længere noget, der hedder en særlig adventstid, og den særlige adventsstemning er forsvundet, og det er ærgerligt.
”Når en konfirmand spørger, hvornår jeg starter julen, svarer jeg, at jeg er lidt gammeldags, og det gør jeg helst hen mod juleaften. Så får hun et chok, for hun tænkte nærmere på, om jeg startede julen i kirken den 1. december eller måske endnu tidligere. Det gør det tydeligt for mig, at der er sket en kæmpe mentalitetsforandring. I dag kaldes alting jule-et-eller-andet, og i Fredens-Nazaret Kirker diskuterer vi hvert år, om vi skal kalde det advents- eller julearrangementer i december,” siger han.
Det fremkalder altid to argumenter fra kirkernes ansatte. Mens Jens Ole Christensen mener, at man taber noget ved at starte julen for tidligt, er der andre, der siger, at det ville være umuligt at kommunikere, hvis man insisterede på at tale om advent, når alle taler om jul.
”Folk ved ikke, hvad man hentyder til, hvis man kalder det en adventsfest. Det er det paradoks, vi møder, og hvis man vil vende den udvikling, er det som at tømme Sortedamssøen med en teske, så jeg forstår virkelig godt, hvad de mener. Men jeg ved også, hvad mit hjerte siger,” siger han.
Ifølge ham sker der både et almenmenneskeligt og åndeligt tab, når man ikke bruger adventstiden på det, den er tiltænkt. På det almenmenneskelige plan svækkes den ædle kunst at vente. Vi tager forskud på festen, og forventningens glæde bliver svækket. Og man kan overveje, om der også er andre områder, hvor vi er blevet mindre gode til at vente. Ligesom man i øvrigt kan overveje, om det er en god idé at give julekalendergaver til hinanden. Det er jo at tage forskud på festen.
På det kirkelige plan handler det om to ting. Adventstiden er en alvorlig forberedelsetid, som adventens lilla farve symboliserer, og den dimension er svækket, mener Jens Ole Christensen. Det er samtidig en besindelsestid, hvor vi skal besinde os på, at vi skal fejre Kristi fødsel, og at alle planlagte aftaler en dag bliver aflyst ved hans genkomst.
Sognepræst Jens Ole Christensen ser en lige linje mellem julens store fokus på at feste og forbruge og den trængte advent.
”Julen er efterhånden blevet identisk med forbrug, og den periode, som vi kalder jul, afhænger at butikkerne. Når vi er på den anden side af den 24. december, hives julepynten ned igen i butikkerne, og det samme gør den i mange danske hjem. Jeg er selvfølgelig halvgammel, men jeg er fra en tid, hvor juletræet stadig stod fremme til helligtrekongersaften (den 5. januar, red.). Jeg mener, at vi er nødt til at spørge os selv, om vi også i kirken er kommet til at definere os selv ud fra nogle virksomheders reklameafdelinger. Vi holder godt nok julegudstjenester i juledagene, men der er mange, der ser det som en efterfest. I kirken har vi igen dilemmaet, om vi skal følge med og være med eller danne modkultur.”
Selvom man kunne tro, at det kun hørte det moderne liv til, at tiden frem mod jul er særlig travl, så er det ikke ligefrem noget nyt, at december er travl. For det har den ifølge Mette Boritz, der er museumsinspektør og blandt andet har forsket i traditioner ved Nationalmuseet, altid været.
Helt tilbage i vikingetiden holdt man store fester på denne tid af året. I 1800-tallet fejrede man julen den 24. december med god julemad og drikke. Og ligesom i dag løb man stærkt for at forberede julen.
”Der er ikke noget nyt ved festerne og fejringerne op til jul ud over julefrokosterne, som er almindelige på de fleste arbejdspladser i dag og for alvor blev udbredte i 1960’erne. I 1800-tallet spillede mad og drikke en lige så stor rolle som i dag. Man brugte lang tid på at forberede maden og supplerede med få købte ting, som var lidt ekstravagante. For eksempel ekstra rosiner. Man spiste også hvedebrød med meget smør, som man kaldte julekage, og man bagte æbleskiver, som man spiste i juledagene. Der var nok at lave, når der skulle slagtes, gøres rent og vaskes tøj inden den 24. december, hvor julefreden sænkede sig. I de 12 dage mellem juleaften og helligtrekongersaften måtte man ikke arbejde, men kun sørge for det allermest nødvendige. Første juledag gik man i kirke, og fra anden juledag holdt man julegilder, som var meget festlige. På den ene side spillede det religiøse en stor rolle, men man har også altid festligholdt julen. Man havde sit fineste tøj på og havde forberedt julelege,” siger Mette Boritz.
Ud over julefrokosten er der dog også andre traditioner, som vi kender i dag, der er kommet til senere. Og måske derfor kan den moderne dansker med rette føle sig lige så travl, som bønderne var.
”Dels er der kommet arrangementer i børnenes skoler og institutioner, og så er gavegivningen også noget, der kommet til og har taget til. I takt med at, at vi har fået flere penge mellem hænderne, er vi begyndt at købe og give gaver i stor stil. Vi har muligheden for det, og så er der en vis grad af prestige og ikke mindst tilfredsstillelse i det,” siger Mette Boritz.
Ifølge antropolog og konsulent Jeppe Trolle Linnet, der har forsket i danskernes forbrug, er der intet tidspunkt på året, hvor danskerne i gennemsnit bruger flere penge end op mod jul. De mange traditioner, som vi forbinder med juletiden, koster nemlig penge.
”Vi bruger mange penge i julen sammenlignet med hverdagen, og det skyldes, at vi anser julen som en vigtigt højtid, som det er vigtigt for os at fejre.”
Han peger på, at virksomhederne er med til at iscenesætte fejringen, når de pynter op i butikkerne og spiller julemusik, og det er med til at sætte os i en form for undtagelsestilstand, hvor vi gør nogle ting, som ikke hører hverdagen til. Som at købe gaver og spise og drikke godt. Hvilket efterhånden er blevet for alle, da danskerne generelt har oplevet en større velstand.
Men ifølge Jeppe Trolle Linnet er der også nogle, der er trætte af at forbruge og ønsker at holde julen med mere mådehold, og det gælder særligt de unge.