Dirigent Magnus Larsson, 28 år
Hvad vil du bidrage med til den danske scene- og teaterverden?
Jeg håber, at mit engagement til den klassiske musik, og især opera, kan være med til at udvikle og bevare kunstgenren, som jeg mener er den mest komplekse kunstform, vi endnu har set. For i opera finder man det hele: musik, drama, dans, skuespil, arkitektur, kærlighed, fortvivlelse, sorg og glæde.
Hvordan vil du beskrive den danske scenekunstverden, som den ser ud nu?
Generelt er jeg positivt stemt. Vi uddanner dygtige skuespillere, dansere, musikere, sangere og komponister. Desværre oplever jeg, at kunst overalt i samfundet bliver målt efter kapitalistiske principper. Men i kulturregi bliver pengefrø ikke til et pengetræ på den konkrete måde, vi normalt kan se andre steder i samfundet. Når vi bruger penge på kunsten, bør vi se det som økologisk gødning for vores samfund og åndsliv, der får alt andet omkring os til at blomstre og vokse – for kulturen viser jo gang på gang, at den kan sparke døren ind til menneskets selvopfattelse.
Hvad inspirerer dig lige nu?
Jeg har fundet coronatiden inspirerende. For mig har denne pause medført en mulighed for at trække stikket uden at have dårlig samvittighed. Hvis jeg skal svare mere konkret, så er jeg inspireret af den afdøde østrigsk-argentinske dirigent Carlos Kleiber. Hver gang jeg lytter til hans indspilninger eller ser videoer af ham dirigere, ser jeg musik i alt, hvad han gør. Med få midler skaber han en musikalsk linje, hvor man føler sig båret hele vejen fra start til slut.
Hvad er dit drømmeprojekt?
Jeg drømmer om at dirigere nogle af de helt store operaer af Puccini, Verdi og Strauss. Men faktisk er jeg lige nu i gang med at realisere flere drømmeprojekter. I den kommende sæson glæder jeg mig meget til de tre operaer, jeg skal være med i på Det Kongelige Teater, men det er endnu ikke offentliggjort. Og ved siden af har jeg et helt nyt projekt i støbeskeen, hvor jeg sammen med en instruktør, en koreograf og en videokunstner er i gang med at gentænke et klassisk værk i en helt ny og for nogle provokerende tolkning. Det hele løber af stablen i foråret 2021.
Skuespiller Mohamed Ali Osman, 32 år
Hvad vil du bidrage med til den danske scene- og teaterverden?
Det er svært at komme med et svar, uden det lyder prætentiøst. Jeg føler et eller andet sted, at det er op til publikum og dem, der har ansat mig, at vurdere det. Men hvis jeg skal komme med et svar, så er det at give folk, der ligner mig, en stemme. Og når jeg siger folk, der ligner mig, mener jeg ikke kun folk, jeg deler hudfarve med. Jeg mener folk, jeg kan genkende fra mit liv. Fra alle de steder, jeg har boet. Mogadishu, Jyderup, Kolding, Aarhus, Odense. Folk fra arbejderklassen. Hvor er de henne? Hvorfor er der ikke flere af dem i fjernsynet og på teaterscenen?
Hvordan vil du beskrive den danske sceneverden, som den ser ud nu?
Jeg elsker skuespillerfaget. Den har på mange måder givet mig troen på, at jeg med mit virke kan gøre noget godt. Nogle af mine venner kan ikke forstå, at jeg er endt her. Det forstår jeg. For mine venner og jeg har altid været nødt til at se udenlandske kanaler for at finde karakterer med mørk hudfarve, vi kunne identificere os med. Så hvordan er jeg endt her? Til det kan jeg kun sige, fordi kunst og kreativitet i sin i essens ikke diskriminerer. I mine øjne har scenekunsten et overordnet problem. Det samme problem, som altid har truet kunsten, og det er stagnation. Når vi bliver for dovne, holder fast i gamle metoder, succeser, genudsendelser og jager tryghed igennem komfort. Men det er nemt for mig at sige. Jeg har aldrig oplevet tryghed igennem komfort, så jeg ved ikke, hvor hårdt det er for folk at give slip.
Hvilke teater- eller sceneprojekter inspirerer dig lige nu?
Sidste års store oplevelse var ”Don Juan” på teater Sort/Hvid, ”De hovedløse” på Mungo Park samt forestillingen ”Hvid tegner sort model”, som jeg selv var med i. De forestillinger rumsterer stadig i mig.
Hvad er dit drømmeprojekt lige nu?
Forestillingen ”Ser du mig”, som jeg er med i. Vi har prøver lige nu, men det er allerede en livsændrende oplevelse for mig. Det er som om, dramatikeren Abelone Koppel har været inde og rode rundt i min sjæl. Det er vildt, når kunst kan det.
Dramatiker Sofie Diemer, 24 år
Hvad vil du bidrage med til den danske scene- og teaterverden?
Dramatik, der taler direkte til unge, tager deres perspektiv alvorligt og inviterer dem ind i teatret ved at tale deres sprog. Det er nemlig også mit sprog. Jeg skriver ofte til mig selv som teatergænger, fordi jeg har haft svært ved at finde teater, der tager min generation alvorligt. Vi har brug for nye teaterformater, som taler til unge i dag i forhold til længde, tempo, platforme og sprog.
Hvordan vil du beskrive den danske sceneverden, som den ser ud nu?
Dansk teater er for forudsigeligt. Det er meget sjældent, at man i teatret oplever, at noget ser radikalt anderledes ud, end man forventede. De små storbyteatre i København, som ofte er dem, der opfinder nye teaterformer, har fået besked om, at midlerne bliver spredt tyndt ud de næste fire år. Jeg synes, at man burde prioritere disse teatre i langt højere grad. Ellers bliver det fattigt og visionsløst.
Hvilke teater- eller sceneprojekter inspirerer dig lige nu?
Lige nu er det kunstnergruppen Kanonklubben, som bestod af kvindelige studerende på Kunstakademiet i 1970’erne. Gruppen besatte en kælder på skolen og lavede en historisk happening og udstilling kaldet ”Damebilleder”. Her arrangerede de børnehave og passede hinandens børn, mens andre lavede kunst. Det er inspirerende med sådan et tværgående format, der fuldstændig overskrider alle former for etablerede kunstarter, men hvirvler teater, billedkunst, performance, happening, det offentlige rum og livet sammen.
Hvad er dit drømmeprojekt lige nu?
Jeg arbejder på et et seksualundervisningsstykke. Ligesom teater er seksualundervisning noget, som bliver forsømt. Der sker så meget på kønsområdet, hævnporno, forhandling af kønsidentiteter og så videre, men undervisningen kan ikke følge med. Her tror jeg, at teater og kunst i øvrigt kan være med til at skabe sprog for de emner, som lærerne har svært ved at adressere.
Operasanger Steffen Bjerre Jespersen, 30 år
Hvad vil du bidrage med til den danske scene- og teaterverden?
Skaberglæde, opera og humor. Sammen med andre kunstnere ønsker jeg at være med til at skabe ny musik af nulevende komponister samt være med til at genopdage og genoplive gamle operaer fra barokken, især Händels. Jeg vil være med til at fremme barokmusik som det livlige, dansende og utroligt smukke musik, det er.
Hvordan vil du beskrive den danske sceneverden, som den ser ud nu?
Som operasanger må jeg sige, det ser rigtig lyst ud trods coronaepidemien. Det Kongelige Teater er i en stærk forfatning, og jeg fornemmer, at der blandt mine kolleger er en enorm spillelyst og iver efter at komme ud til et stort publikum igen. Det kræver selvfølgelig, at vi alle køber billetter til forestillinger rundtomkring i landet, men heldigvis ser det ud til, at danskerne vil kunsten.
Hvilke teater- eller sceneprojekter inspirerer dig lige nu?
Jeg er gammel kordreng fra Roskilde Domkirkes Drengekor, og vi har mange af vores egne unge sangere med i produktionen ”Intet” på Det Kongelige Teater her i efteråret. Det bliver man altså lidt inspireret af. Derudover er jeg meget inspireret af den unge polske kontratenor Jakub Józef Orlínski, som er samme alder og stemmetype som mig. Han har taget hele operaverdenen med storm. Og så danser han breakdance!
Hvad er dit drømmeprojekt lige nu?
Jeg lever drømmen lige nu med de projekter, jeg i forvejen laver. Men hvis jeg skulle drømme endnu større, hvilket vi altid skal i vores branche, så har jeg tre drømmeprojekter: En albumindspilning sammen med barokensemblet Camerata Øresund, at medvirke i en Händel-opera på Gamle Scene, og at MAGT, en musikalsk satiregruppe, jeg medvirker i, laver en opsætning i Glassalen.