Prøv avisen
Interview

Teaterleder: Vi skal have alderdommen op på scenen

Skuespiller Klaus T. Søndergaard er en del af ensemblet i den fysiske teaterforestilling om at blive ældre. – Foto: Emilia Therese

Vi bliver ældre og ældre. Derfor vil den 49-årige koreograf Sofie Christiansen med en ny fysisk teater- forestilling sætte fokus på samfundets syn på alderdom

Længe før hun blev kunstnerisk leder ved Sart Danse- teater, arbejdede den nu 49-årige koreograf Sofie Christiansen som højskolelærer. På en studietur med sine 30 unge kvindelige elever kom hun til at spekulere over, hvor hun egentlig selv befandt sig i livet.

”Alting struttede jo på dem. Det gjorde det godt nok ikke på mig længere.”

I dag, syv år senere, har de tanker ført til en teaterforestilling om dét at blive ældre:

”Jeg kan mærke en forskel i min krop. Jeg kan mærke, at jeg lettere tager på, og at huden bliver løsere. Jeg kan mærke en forandring i den måde, jeg er kvinde på, og i det syn, både jeg selv og verden omkring mig har på kvinder. Mænd ser ikke efter mig på gaden på samme måde, som de måske gjorde for 10 år siden, og beautyindustrien henvender sig ikke til mig. Jeg er blevet en moden ældre dame nu. Og det skal jeg til at forholde mig til,” siger hun.

Den ændrede krop og seksualitet er en ud af mange forskellige temaer, Sofie Christiansen beskæftiger sig med i sin forestilling ”Hvis jeg bliver gammel”, der har premiere på Odense Teater den 5. september. Kroppen har en særlig plads i teaterstykket, da det opføres som en fysisk forestilling med lige store dele tale og dans og bevægelse. De fire performere i stykket er henholdsvis to skuespillere og to dansere, men alle fire kommer til at bevæge sig lige meget inden for hinandens felt og inden for alderdommens temaer.

Forestillingen behandler alderdommen for mennesker over 55 år og tager emner op som ventetid, fremtid, samt hvordan det moderne menneskes identitet er bundet sammen med arbejdet, og hvad der sker, når vi forlader eller mister det. Sofie Christiansen oplever samtalen om dét at ældes som en mangelvare, og derfor vil hun med sit nye stykke udfordre publikum.

”Efter at vi er fyldt 50 år, er det, som om vi bliver mindre eftertragtede i det danske samfund. Og fordi folk nemt bliver 90 år i dag, så er der en potentielt meget lang periode på 40 år af vores liv, som ingen taler om,” siger hun.

For at forberede sig til at skrive forestillingen har Sofie Christiansen i april og maj haft workshops med folk over 60 år i tre forskellige kommuner. De har delt deres tanker og hverdag med hende, og selvom hun oplever forskel mellem kønnene og de forskellige aldersgrupper, er der især ét tema, der går igen: accept.

”Der er så meget, vi bare skal acceptere, når vi bliver ældre, som vores omstændigheder og kroppens forfald. Forfaldet går hurtigere fra nu af, og der er ikke meget at gøre.”

Det er både hos de ældre selv og hos det omkringliggende samfund, at indstillingen til ældre skal ændres, mener Sofie Christiansen, der med forestillingen gerne vil sætte tanker i gang hos folk.

”Jeg savner, at flere ældre byder ind med frivilligt arbejde som en gammel skolelærer, som hjælper en lille dreng fra Syrien med at lave lektier en gang om ugen eller lignende. Her taler jeg selvfølgelig om den type mennesker, der ikke er ramt af dårligdom og sygdom, men mennesker, der går og hygger sig uden rigtig at deltage i samfundet. På den ene side er der spørgsmålet om, hvordan vi som samfund og unge ser på ældre mennesker som noget, der ikke rigtig kan bruges til noget. De tales ikke med i sammenhængen, når vi taler samfund og produktivitet, men de ældre er også selv med til at forstærke det billede. Mange af dem, jeg har talt med, følte ikke, at der var forventninger til dem, så de deltog heller ikke. Men måske kunne samtalen inkludere dem mere helt naturligt, hvis de gjorde?”.