Prøv avisen
Film

Smuk japansk film om et usædvanligt trekløver og kirsebærtræer i blomst

4 stjerner
Kyara Uchida, Kirin Kiki og Masatoshi Nagase i ”Månen over kirsebærtræerne”

”Månen over kirsebærtræerne” er en varm og vemodig historie om tre ensomme mennesker, hvis historier rører hinanden

Denne smukke japanske film foregår omkring en lille dorayaki-bod i et anonymt forstadskvarter til en japansk storby. En dorayaki er en lækker japansk snack-specialitet, der består af to små tykke pandekager, som vi kender det fra blinis. Imellem disse to er der et lag af bønnepasta.

I boden står en ung mand, Sentaro, der ikke er den mest storsmilende ”pølsemand” i verden. Han bærer på en uforløst historie. Ofte kommer der skoleelever forbi og får sig en varm dorayaki. En af dem er Wakana, der ikke ved, om hun vil i gymnasiet efter indeværende skoleår. I det højeffektive japanske samfund må man vide, hvad man vil, og hele tiden tænke i uddannelseskurser og målrettethed. Klinger det af tanker, som vi også begynder at se herhjemme?

I den lille biks kunne man godt bruge lidt ekstra mandskab. Derfor søger Sentaro en halvdagshjælp, men der er ingen ansøgere. En dag kommer en ældre, undseelig kvinde på 76 år ind i boden og vil gerne søge stillingen, hvis hun overhovedet kan komme i betragtning på trods af sin alder og sit handicap med hænderne, der er lidt krogede.

I første omgang afviser Sentaro hende, men hun vender tilbage og tilbyder ham at smage sin hjemmelavede bønnepasta. Modvilligt smager han den og smiler for første gang i filmen.

Nu er trekløveret på plads: kokken, skolepigen og den ældre dame. Alt imens blomstrer kirsebærtræerne. Instruktøren Naomi Kawase skriver i en kommentar til filmen, at kirsebærtræer i blomst altid har mindet hende om døden.

Den gamle dame, Tokue, og kokken begynder at lave hendes version af rigtig bønnepasta. Hidtil har han kørt med en industripasta, som Tokue foragteligt kasserer. Den har intet med rigtig bønnepasta at gøre. Den skal laves med følelse og sans for bønnernes historie.

Den nye dorayaki bliver en stor succes. Folk står i kø foran den lille bod, mens de japanske kirsebærtræer afblomstrer og sætter blade. En dag fortæller Tokue Wakana om sine forkrøblede hænder, og at hun bor på et sanatorium for spedalske. I Japan havde man indtil 1996 en lov om, at spedalske skulle holdes i livslang karantæne. En bestemmelse vi også havde i Danmark i middelalderen med Sankt Jørgensgårdene.

Pludselig går rygtet om Tokues spedalskhed, da skolepigen uforvarende kommer til at fortælle sin mor om Torkues sygdom, der for øvrigt kan behandles helt og fuldt, så den ikke mere er smitsom. De blomstrende kirsebærtræer varslede død, og den vemodighed folder filmen fint og rørende ud, mens vi tænker, at vi burde lytte noget mere til hinandens historier.

kultur@k.dk