Alle veje fører til Algade

Med byernes opståen kom også behovet for at finde rundt. Det er dog ikke opfindsomhed, der præger navngivningen af forskellige veje

Gadeskilt fra Storegade i Randers, hvor gadernes navne blev malet direkte på byens gadehjørner. – Foto: Bjørn Poulsen

Da en Roskilde-borger i 1267 skulle overdrage et kloster en gård i sin hjemby, blev lokalitetens beliggenhed i papirerne benævnt som ”øst for den gård, hvor jeg bor”. Alle kendte åbenbart giverens bopæl, så yderligere præcisering var unødvendig.

Efterhånden som flytningen fra land til by tog til, og middelalderens byer blev både større og flere, blev den slags unøjagtigheder dog ikke ved med at gå. Gadenavne måtte der til, men hvad skulle gaderne hedde? Tja, opfindsomheden var begrænset, for gaderne hedder langt hen ad vejen det samme i alle Danmarks byer, og mange af gadenavnene kan føres tilbage til middelalderen.

Alle, der færdes i byer, vil kende Algade eller Adelgade. Sådan en gade findes nemlig i en tredjedel af alle danske købstæder. I begyndelsen af middelalderen var det imidlertid ikke et gadenavn, men en karakteristik af vejforløbet. Enhver bykerne, der kan dateres tilbage til middelalderen, har en central hovedgade, hvorpå alle andre gader og stræder er blevet hægtet på, og den centrale gade kom i rigtig mange byer til at hedde Algade eller Adelgade. Et navn, der bare betyder gennemgående eller overordnet vej.

Samme mangel på opfindsomhed findes på mange andre gadeskilte: Der er navne efter verdenshjørnerne: Vestergade, Søndergade, Østergade og Nørregade. Der er gadenavne, der signalerer volumen som Storegade og Bredgade (Bredegade er nævnt i Ribe allerede i 1291), og der er navne efter markante bygninger eller håndværkere som eksempelvis Skolegade, Rådhusgade, Læderstræde og Smedegade. Særdeles populært var det også at opkalde gader efter byens klostre og kirker eller de helt generelle: Kirkegade og Klostergade.

”Når vi læser middelalderlige ejendomsdokumenter kan vi se gadenavne nævnt som fikspunkter, så der er ingen tvivl om, at mange af byernes gader fik deres navne allerede dengang,” siger Bjørn Poulsen, der er professor i historie på Aarhus Universitet og medforfatter til bogen ”Danmarks byer i middelalderen”, der netop er udkommet.

Idéen om at opkalde gader og stræder efter prominente personer er heller ikke nogen ny idé. Allerede i middelalderen var der borgere, der var så heldige at få opkaldt en gade efter sig. I Ribe har man fra 1442 omtale af Mads Skrivers Gade, og Snaregade i København fik sit navn efter rådmand Erland Snare, der ejede en gård på det sted.

Også dyrebetegnelser fandt vej til gadenavngivningen, som eksempelvis Hersegade i Roskilde, der findes i annalerne helt tilbage i 1314. Herse er betegnelsen for en hoppe. Der er også i mange byer eksempler på mere poetiske navne som Kærlighedsgyden eller Elskovsstien. Hvad der er foregået dér en mørk middelalderaften, er næppe svært at forestille sig.