Anne Hjernøe: Når jeg kommer udenfor, kan jeg mærke, at den mentale tåge letter

Anne Hjernøe: Når jeg kommer udenfor, kan jeg mærke, at den mentale tåge letter

Anne Hjernøe bruger sine gåture til lidt af hvert og forsøger at komme ud hver dag. Blandt andet som her ved Brabandstierne og de omkringliggende søer. – Foto: Leif Tuxen
Anne Hjernøe bruger sine gåture til lidt af hvert og forsøger at komme ud hver dag. Blandt andet som her ved Brabandstierne og de omkringliggende søer. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad betyder det for dig at komme ud i naturen?

Naturen er generelt ret afgørende for mit velbefindende. At komme ud i naturen er for mig en form for mental hovedrengøring. Hvis jeg ikke har været ude at gå, føles det lidt, som om jeg har en kasket på, der sidder og trykker. Og når jeg så endelig kommer ud, kan jeg mærke, at den mentale tåge letter. Det sætter ligesom tingene i perspektiv – specielt i denne tid. Udenfor får man fornemmelsen af, at livet går videre. Vintergækkerne er på vej, lærken er kommet, og vi kan mærke, at det snart bliver forår. Alt det får man nemmere øje på, når man er ude i naturen. På den måde signalerer naturen også, at vi går mod lysere tider, og at det nok skal blive bedre på et eller andet tidspunkt.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

Hvad sker der i dig, når du går en lang tur?

Jeg får det bare bedre og bliver mere klar i hovedet af at være udenfor og gå i naturen. Så jeg har altid forsøgt at lægge det ind i min hverdag, men i endnu højere grad i øjeblikket. Gåturene bruger jeg egentlig til mange forskellige ting. Jeg oplever, at jeg får renset hovedet, finder stilhed og får ro til at tænke en masse tanker. Men jeg holder også af at lytte til podcasts, holde møder, få noget motion eller se mine nære, imens jeg går. Jeg synes, det er vigtigt at gå både alene og sammen med andre, fordi det kan noget forskelligt. På den måde er gåturen i virkeligheden en sprængfarlig cocktail af alle mulige gode ting.

Hvilket sted vender du ofte tilbage til?

Her i Aarhus går jeg ofte langs stranden og op igennem skoven ved Moesgaard, som er et af mine yndlingsområder. Jeg kan også sagtens finde på at køre ud til Frijsenborgskovene eller til Nationalpark Mols Bjerge, som begge er vanvittigt smukke og fantastiske steder at gå. Men hvis jeg ikke har lyst til at hoppe i en bil for at komme et sted hen, så går jeg ofte her i Åbyhøj, hvor jeg bor. Jeg er også sådan én, der synes, at det er vildt hyggeligt bare at gå hjemmefra og ind mod Aarhus igennem Botanisk Have. At Aarhus er lille på den måde, er noget af det, jeg enormt godt kan lide ved byen.

Har dit forhold til naturen ændret sig under krisen?

Nej, det har det faktisk ikke, for jeg har altid haft det her forhold til naturen. Samtidig ved jeg godt, at der er mange mennesker, som bruger naturen meget mere nu. Tidligere kunne jeg ofte gå i de samme naturområder og føle mig ”alene hjemme”, fordi jeg plejede at have det for mig selv. Og det har jeg altså ikke længere. På en måde synes jeg, det er fedt, for jeg kan enormt godt lide, at naturen bliver brugt, og det er skønt at se, at folk kommer ud og får noget frisk luft. Men engang imellem kan jeg også godt synes, at det er blevet lidt trængt.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

Hvad giver dig ellers ro i denne tid?

At bruge naturen er faktisk det altoverskyggende. Men jeg holder også meget af den tid, der er opstået til fordybelse, nu hvor hverdagen ikke er så stresset længere. Jeg nyder meget at være i mit køkken, og så skriver jeg på alle mulige forskellige projekter. I øjeblikket kan jeg få sådan en følelse af, at jeg kan sætte noget musik på, lukke verden ude og sætte mig ned og skrive. Det kan virkelig noget. Så lige så meget negativt, der er kommet ud af krisen, lige så meget har den givet mig mulighed for at fordybe mig i andre ting, jeg holder af. Og det har givet mig en form for ro.