Asger Jorns vej ind på museerne

Norsk privatsamlers værker af Asger Jorn vises for tiden på vægtig udstilling i Silkeborg

Et af de væsentligste værker på udstillingen er mesterværket fra 1965-1966 ”I begyndelsen var billedet”. –
Et af de væsentligste værker på udstillingen er mesterværket fra 1965-1966 ”I begyndelsen var billedet”. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Asger Jorn levede af at male; han solgte sine værker. De kom ikke alle på museum, men kunstens veje er mangfoldige – og det er kunsthandlens også. Heldigvis. På Museum Jorn kan man for tiden opleve det meget overraskende at se en mægtig samling af Jorns værker, der er anskaffet af den norske virksomhedsleder og koncerndirektør Stein Erik Hagen.

Siden 2000 valgte Hagen at koncentrere sig om indkøb af hovedværker af Jorn. Ikke blot for at skabe en privatsamling, Canica Kunstsamling, men også for at udlåne og dermed styrke Jorns tilstedeværelse i norske og danske museer. Der har været så mange penge til rådighed, at man ikke blot har kunnet købe grafik og mindre værker. Dertil har samlingen kunsthistorikeren Steinar Gjessing som fast inspektør. Der er tale om dækkende indkøb af Jorns produktion helt tilbage fra de unge dage som kubistspire i Paris i 1930’erne til de sene, meget rolige og nærmest monumentale lærreder.

Når man har en sådan samling at arbejde med, er det en fryd for en kurator som Karen Kurczynski at kunne tage ud til en yderst konsistent præsentation, velophængt, gennemtænkt – og overbevisende. Udgangspunktet er det modsatte af det litterære kunstværk, det figurative, det, der med sit genkendelige motiv leder hen på et eller andet forlæg, som deles med betragteren. Sådan var det ikke for Jorn, den modne Jorn. For ham var billedet begyndelsen. Det var det absolutte. Skabelsen var det første, det kaos, hvorfra meget kunne dukke op og manifestere sig som væsener, dyr, betydning – og måske i sidste ende i en titel på værket.

Af samme grund indledes udstillingen efter rummet med plancher og indføring i udstillingens koncept med en sofarække, der er en luksusbiograf værdig. Sid ned – og betragt mesterværket fra 1965-1966, ”I begyndelsen var billedet”, der er deponeret på Statens Museum for Kunst.

Her er alt i spil. Vi aner væsenerne og ansigterne, fuglene, der langsomt dukker ud af farvens mylder. Her er billedet – i samme forstand som billedet for Jorn var det primære, det oprindelige urpunkt i den gamle nordiske kunst. Efter billedet kommer ordet. Gennem billedet skabes nye virkeligheder, der forlanger at få ord sat på sig.

I ét og alt er dette en konsekvent omvendt vej til billedet, der betyder, at vi ikke rigtig kan forberede os. Ikke læse os kloge på noget, før vi står der – over for den kaotiske skabelse. I næste rum, som man når gennem en triumfbue, møder vi det grumsede kaos, det intuitive, det grynede, pastose, samtidig også det ufærdige, blikket lige ned på det rå lærred: to malerier med de underfundigt tilføjede titler ”Vellystig pastorale” eller ”Barneleg” ved siden af ”Hvid bedrøvethed” fra slutningen af 1950’erne.

Pointen i udstillingen , der skal følges med uret, er, at vi følger Jorn tilbage til udgangspunktet og derfra atter frem mod nutiden. Her er de kendte grafiske serier – og de grafiske værker, Jorn kom i mapper som serier. De kan måske opleves som lidt af en bremse i udstillingens dynamik.

Der er værker, den danske offentlighed ikke er fortrolig med, for de har været på private hænder. Store formater som decollagerne fra 1960’erne rammer med voldsomhed, lærrederne med de ironiske eller ligefrem sarkastiske titler, der er henvendt som kommentarer til denne verdens alvorlighed, er der mange af. Ved dem vokser Jorns billedverden frem, den befolkes af nogen – om det så er dyr, mennesker eller de underjordiske.

Han har en fortrolighed med den verden, han skaber – den falder ham naturlig, på samme måde som romantikeren Lundbye i 1800-tallet, der gennem nissen kunne tale med dyrene, de ellers umælende. Sådan er vandringen gennem denne ovenud velovervejede præsentation på flere måder en dannelsesrejse, tilbage og frem. Ind i et billedunivers, der skaber sig selv undervejs. En handling, der er antydet med sofarækkerne i begyndelsen, en fortælling om det, der bliver til i kunsten og for vore øjne. Det er en fornem indsats, det er gode værker – for mange vil det være helt ”nye” værker. Denne gang uden en anden kunstner som katalysator. En vandring med Jorn, hvor der bliver meget at se.

Der er noget lystfyldt ved denne vandring, noget, man på det varmeste må anbefale at se. Museet står der og lokker – også med et godt katalog.

kultur@k.dk