Baptistkirken afholder international konference om trafficking

Baptistkirken i Danmark er den 25.-28. oktober vært for en konference, hvor kampen mod menneskehandel, også kaldet trafficking, er på dagordenen.

Ifølge Baptistkirkens nyhedsbrev har lignende konferencer været holdt hvert tredje år siden 1996. Konferencernes fokuserer på problematikken i de nordiske og baltiske lande. Her drøftes aktuelle udfordringer i missionsarbejdet.

- Ved konferencen vil der være inspiration, bøn, hjælp og støtte til alle personer inden for de europæiske baptisters (EBF) anti-trafficking network. Vi får mulighed for at tale om praktiske ting, kirker kan gøre. Vi vil skabe kontakter og fortsat netværke og sammen rejse emnet trafficking, hedder det i invitationen.

Dette år holdes konferencen i Kristuskirken på Nørrebro i samarbejde med de europæiske baptisters (EBF) anti-trafficking arbejdsgruppe.

Konferencen har i dag mere end 50 tilmeldte og er åben for alle interesserede.