Danske børn i Syrien er vores spejl: Vi er nødt til at have ét punkt, hvor vi kan deponere vores godhed

Hvordan kan sagen om 19 børn i al-Hol-lejren engagere så mange så meget? Det skyldes, at den vækker stærke følelser og viser os, hvem vi er – eller gerne vil være, mener to samfundsforskere og en debattør

”Når mødrene bringes i spil, falder støtten blandt danskerne til at tage børnene hjem. For dem, der ønsker børnene hjem, er børnenes uskyld hovedargumentet, mens det for modstanderne er mødrenes skyld, der afgør sagen,” siger Rune Stubager. Arkivbillede fra flygtningelejr. Personerne på billedet er ikke indblandede i den omtalte sag. Foto: Elias Marcou/Reuters/Ritzau Scanpix

122.000 danske børn vokser ifølge Sundhedsstyrelsen op i alkoholiserede hjem. I hver skoleklasse bliver to elever mobbet, beretter Børns Vilkår. Alligevel er det i disse dage 19 børn i en teltlejr i det nordøstlige Syrien, der dominerer debatten og får taburetten til at vakle under udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Hvorfor?

”Fordi det vækker et instinktivt ubehag og et ønske om at hjælpe, når vi ser billeder af børn, der uden skyld er blevet anbragt i de her lejre,” siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Det er børn med tilknytning til Danmark, børn, man kunne se på gaden eller i skolen herhjemme hver dag. De 19 børn er konkrete mennesker, der har det dårligt, og den slags konkrete sager gør altid de hårde hjerter lidt blødere. Også hos dem, der ikke ønsker at tage børnene hjem.”

Men børnene er ikke alene om at vække følelser. Det samme gør mødrene, der har forladt Danmark for at kæmpe for et islamistisk kalifat.

”Deres historier vækker en stærk vrede eller ligefrem afsky,” siger Rune Stubager.

”Når mødrene bringes i spil, falder støtten blandt danskerne til at tage børnene hjem. For dem, der ønsker børnene hjem, er børnenes uskyld hovedargumentet, mens det for modstanderne er mødrenes skyld, der afgør sagen.”

På den måde rummer sagen stor symbolværdi, forklarer sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen.

”Der er en slags balance: Jo mere børnene bliver ophøjet som uskyldige, desto mere bliver mødrene svinet til. På den måde bliver børnene et symbol på, hvem vi er – eller gerne vil være. Hvis man grundlæggende går ind for en stram udlændingepolitik, er børnene den sidste skanse, hvor man kan stille sig op og vise, at man har hjertet på rette sted. Så børnene er vores afladsordning. Hvis man kan sige, at man elsker børnene, har man ryggen fri til at være hård på alle andre fronter.”

At sagen ikke kun er et humanitært anliggende, men også rummer politisk konfliktpotentiale, vidner de seneste dages runddans om udenrigsminister Jeppe Kofods (S) taburet om. Den konkrete anledning er, at regeringen i efteråret ikke videregav oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at børnene risikerer at blive kidnappet og skolet i terrorisme.

Men hvis der ikke var gået politik i sagen, kunne man have hentet børnene hjem for længe siden, mener Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”For regeringen handler det om at stå fast på en stram udlændingepolitik. Socialdemokratiet vandt det seneste valg ved at insistere på en stram linje, og det er sagen her blevet et symbol på. Regeringen vil ikke risikerere at blive udstillet som svag i udlændingespørgsmålet.”

Alligevel forventer Kasper Møller Hansen, at der landes en bred aftale om at hjælpe børnene, når det lykkes Mette Frederiksen at få et eller flere blå partier med. At Liberal Alliance advokerer for at gribe ind til fordel for børnene, og at tidligere justitsminister Søren Pind (V) og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) har fremført lignende holdninger, sandsynliggør ifølge Kasper Møller Hansen, at Venstre vil bakke op om en løsning. På den måde taber ingen ansigt.

”Mette Frederiksen vil kunne sige, at det jo blot drejer sig om, hvad der svarer til en lille skoleklasse af uskyldige børn, der ikke skal tages som gidsler. Finder hun så en anledning, for eksempel at vi kan samarbejde med briterne, vil hendes vælgere følge hende. Når folk har besluttet, hvem de støtter, følger de dem i tykt og tyndt.”

Gør man børnene til konkrete skæbner, øges opbakningen til at hente dem hjem til Danmark, forklarer Kasper Møller Hansen.

”Danskerne er ret afvisende, når de tænker på nogle mødre, der sidder og laver bomber i Syrien. Men når man fortæller dem, at det drejer sig om 19 børn af danske statsborgere, ændres polariseringen til børnenes fordel. Børn gør os bløde i knæene. Også i regeringen.”

Når børnene i lejrene har den virkning, skyldes det naturligvis, at de er uskyldige ofre for deres forældres valg, siger Sørine Gotfredsen. Men det hænger også sammen med, hvordan vi som samfund generelt ser på børn. Og på os selv.

”Vi er nødt til at have ét punkt, hvor vi kan deponere vores godhed,” siger hun.

”Og det er børnene. De er brikker i vores forsøg på hver især at fastholde, at vi er gode mennesker. Det må være et helvede at vokse op i sådan en lejr, og i et humant vestligt samfund kan vi ikke forestille os noget værre end at tage et barn med til sådan et sted.”

Sørine Gotfredsen peger på sagen om de uledsagede syriske flytningebørn i 2015 og historien om Mint, en 13-årige pige med thailandsk mor og dansk papfar, der blev udvist i 2018, som andre eksempler på, at sager om børn kan få sindene i kog.

”Hver gang vi ser den slags, overvældes vi af følelser. Og hver gang gennemgår vi en proces, hvor vi tænker på børn som uskyldige væsener, der skal hjælpes. Men som så mange andre debatter handler det her om, hvordan vi opfatter menneskets natur,” siger Sørine Gotfredsen.

”I vores børneforherligende epoke har vi meget svært ved at acceptere, hvor skrøbeligt menneskesindet er, og hvor meget modbydelighed, der kan ophobes i et menneske. Derfor undervurderer vi i den aktuelle sag, hvad der kan ske, når de 19 al-Hol-børn fra lejrene bliver voksne og undersøger deres fortid. Hvor meget det kræver at forme et menneske.”