Kristeligt Dagblads udsendte er næsten nået til den aftalte adresse i starten af Amager, da musikeren Bisse ringer. Han præsenterer sig som Thorbjørn, for det er hans rigtige navn. Efterfulgt af Radisch og Bredkjær.
”Kan vi mødes på Restaurant Lola på Christianshavn i stedet. Jeg trænger til at komme ud af lejligheden.”
Et lille kvarter senere sidder Bisse, som han har kaldt sig siden debut-ep’en ”Er vi på?” fra 2014, placeret på en caféstol under åben himmel. Omgivelserne kunne nærmest ikke være mere anderledes fra de omgivelser, Bisse befandt sig i under indspilningen af albummet ”Cobid-20”, der udkom i slutningen af maj. Albummet blev til i hjemmestudiet, hvor Thorbjørn Radisch Bredkjær ene og alene skrev og indspillede 11 sange med tidstypiske titler som ”hud-sult”, ”anti-stof” og ”post-apokalyptisk”, mens samfundet var i corona-dvale. Til oktober sættes albummet op som musical på Teater Republique, hvor der åbnes for ophold på ”Hotel Corona”.
Det er rart – nærmest befriende – at sidde på en café en solrig eftermiddag blandt andre mennesker, mens snakken går på karantænekuller, afsavn og et nedlukket samfund. De alt andet end klaustrofobiske omgivelser får dog også tiden, hvor Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var landets mest omtalte mand, og der var liveopdateringer fra landets intensivafdelinger, til at føles lidt som et fjernt mareridt.
Selvom det var planen, at interviewet skulle foregå i de rammer, hvor Thorbjørn Radisch Bredkjær tog Bisse-kasketten på og spyttede et album ud på få uger, så åbenbares en vis utilsigtet mening i at sidde i omgivelser, der udstråler den snigende følelse af normalitet. For albummet kan kun betragtes udefra. Som et vidnesbyrd fra orkanens øje.
”Der er måske enkelte steder, hvor jeg drager nogle konklusioner eller udleder noget, men det, jeg egentlig syntes var interessant, var at beskrive det, der skete lige dér. Det er et øjebliksbillede, som et fotografi,” forklarer han.
De 11 lyriske fotografier fremkaldes til oktober, hvor man kan lægge vejen forbi Teater Republique på Østerbro til et hotelophold fyldt med ”dommedagsstemning, afskærmning, hudsult, karantænekuller, konkursbo, dødsangst, hotspots og intensiv behandling”. Forestillingen er opkaldt efter et hotel fra virkelighedens Herning, der gennem 30 år ganske uproblematisk havde opereret i det midtjyske under navnet ”Hotel Corona”. Både det pludseligt bemærkelsesværdige navn og efterfølgende navneskift til Herning City Hotel gav en del medieomtale.
”Vi har faktisk lavet en aftale med Poul, der ejer hotellet, og fået lov til at overtage al hans Hotel Corona-merchandise,” fortæller Thorbjørn Radisch Bredkjær begejstret.
Det aflagte merchandise kommer til at fylde i scenografien sammen med en masse skærme, som var alles portal ud til verden i en tid. Mest centralt i den endnu ikke helt konkretiserede vision er en forhåbning om, at han og Freya Sif Hestnes og Piotr Winiewicz, stykkets iscenesættere, lykkes med at skabe et rum med plads til modsatrettede følelser.
”Det gik igen i anmeldelserne af albummet, at det var foruroligende, men også underholdende. At man både blev skræmt, men også fik mulighed for at grine lidt af det hele. Det er jeg egentlig rigtigt glad for, hvis man har den oplevelse,” siger han og holder en kort pause:
”Jeg ved ikke, om det kræver en syg humor. Men jeg håber, at man kan høre det som en trodsig samling sange, der prøvede at være i den underlige tid ved at tale om det, der skete. I stedet for bare at gå i seng.”
Hverken Thorbjørn Radisch Bredkjær eller Bisse gik i seng, da vi alle sad i hjemmet og forsøgte at finde hoved og hale i coronakrisens konsekvenser for den verden, vi troede, vi havde regnet ud. Han tog lavinen af oplysninger fra pressemøder, ”Horisont”-udsendelser, tv- og fysiske aviser med ind foran computeren i hjemmestudiet, hvor han ”satte sig ned og rablede”.
”Albummet er helt klart et resultat af karantænekuller. På en måde var det en privilegeret position, fordi jeg havde mit studie og kunne synge om alt det, tiden fik mig til at tænke og føle. Men på samme tid føltes det også lidt som en pligt. Det var, som om den her underlige tid stod og prikkede mig i panden,” siger han.
Thorbjørn Radisch Bredkjær håber, at hans corona-fortællinger i fremtiden vil få folk til at huske tilbage på tiden. Men han ved ikke, om det nødvendigvis er hans værk, der bliver coronakrisens store vidnesbyrd. Han både håber og tror, at der vil komme alt fra billedbøger til film, der måske i højere grad vil drage konklusioner eller anden efterrationalisering. Selv følte han vigtigheden af at sætte tiden på vers, mens dramaet stadig rullede.
Men ligesom alle andre bliver han stadig gradvist klogere på nye aspekter af en tid, ingen har prøvet før. Det sker ikke sjældent, at han afslutter en talestrøm med kommentaren, ”det ville jeg egentlig gerne have skrevet en sang om”. I en verden uden deadlines og nye projekter havde en af albummets sange måske handlet om det nærvær til de nærmeste, som han håber vi husker, at alle oplevede at savne. Eller måske et par sange om den løftede pegefinger, han også mener, vi skal betragte den globale pandemi som.
”På en måde er coronakrisen en klimakrise i miniature-format. En lille forret. Vi er en del af naturen på samme måde som den her flagermus, og det bliver kun mere og mere udtalt, at vi skal lære at leve sammen med naturen. Jeg læste for nylig om en forsker, der mente, at vi kan kæde de her virusudbrud sammen med, at mennesket i højere og højere grad trænger ind på den vilde natur. Jeg kan godt lide at se det lidt som Moder Naturs løftede pegefinger.”
Det er ikke noget, der ser ud til at ærgre Thorbjørn Radisch Bredkjær mere end kortvarigt, når han får talt sig ind på nye vinkler. Men sådan er det også med øjebliksbilleder, de fortæller sjældent hele historien. Han er heller ikke sikker på, at han nødvendigvis vil snige et større helikopter-perspektiv ind på ”Hotel Corona”, nu hvor hans corona-fortællinger skal fremføres mere end et halvt år efter.
”Der kan ske så mange ting med denne her corona-musical, så resultatet bliver sindssygt spændende, også for mig. Sådan er det ofte i min branche, især med den måde jeg arbejder på. Oveni er tidens uvished, hvor vi til oktober enten kan stå med det hele mere på afstand eller med en anden bølge på vej. For at blive klogere på, hvad der kommer til at ske på det her hotel, tror jeg, man bliver nødt til at booke et ophold.”