Det er i de intime, fysiske scener, ”De standhaftige” fungerer bedst. Dansks films store talent Mikkel Boe Følsgaard, der bragede igennem med ”En kongelig affære” og senest cementerede sit alsidige afvæbnende talent i en markant birolle i ”Under sandet”, spiller krigsveteranen Thomas, der har mistet begge ben i Helmand.
Nu er han med en hidsig stædighed i gang med genoptræningen på Rigshospitalet med et eneste mål for øje. Han vil tilbage til Afghanistan. Og slås.
Forholdet til kæresten Nina (Silja Eriksen Jensen) er reduceret til kærlighedsløse kindkys. Bedstevennen Jimmy (Morten Holst) gik foran med minesøgeren i Helmand og overså den mine, der smadrede Thomas’ ben og fremtid. Det taler de ikke om, for Thomas taler ikke. Han råber. Skælder ud på verden og sine nærmeste. Overfuser sin mor og overser sin kæreste. Bygger et skjold op omkring sig selv, indtil balletdanserinden Sofie (den skuespildebuterende balletdanser Cecilie Lassen) trænger ind gennem panseret.
De begynder at træne sammen. Hun med sin yndefulde, overjordiske balletskikkelse. Han med sin amputerede, forkrøblede krop. Det er i disse scener, magien opstår i ”De standhaftige”. Sidestillingen af soldatens benløshed og balletdanserens graciøse bevægelser skaber den magi og identifikation, som mangler i de mere dramatiske scener.
For det føles desværre nærmest som pligtstof, når Thomas går amok med krigsspil på computeren og pistoler i hånden. Disse scener er unødvendigt højdramatiske, for man forstår udmærket, at Thomas er ramt af posttraumatisk stress. Når manuskriptet bliver for skingert, smitter det af på Cecilie Lassens præstation. Hendes ellers udmærkede skuespil i de mere afdæmpede scener, kammer over og bliver forceret. Det er filmens største svaghed.
Når tempoet går op, skaber Karina Dams tekst og Lisa Ohlins instruktion en distancering til virkelighedens veteraner. Det lægger et filter hen over både den fiktive kærlighedshistorie og krigens reelle traumer, der gør, at det ellers meget bevægende potentiale ikke bliver grundigt nok forløst og sine steder nærmest føles upassende uvedkommende.
I 2014 viste Det Kongelige Teater Christian Lollikes ”I føling”, der var en sindsoprivende smuk og umanerlig rørende krigsballet, der gik lige i kødet på krigens vanvid og veteranernes dybe fysiske og følelsesmæssige sår. Med en hjerteskærende poetisk indføling i soldaternes traumer og i den uhørt sanselige sammenkædning af virkelighedens veteraner og balletdanserne, skabte Lollike en fysisk knugende fornemmelse for soldaternes situation. Forestillingen stod som en skamstøtte over samfundets måde at behandle de tilbagevendte på.
”De standhaftige” er ikke en politisk film, og det er okay. Men den burde alligevel stikke dybere og røre mere, end den gør. Nu er den en fin kærlighedshistorie. Gid den havde været meget mere.
kultur@k.dk