Den 1. december hentes julepynten ned fra loftet, lillejuleaften står menuen på risengrød, og når dansen går om juletræet, vælger den yngste altid første salme. Julen er traditionernes højtid, og over årene har julens dage det med at ligne hinanden til forveksling. Derfor kan højtiden også være en vemodig påmindelse, når tingene ikke længere er som sidste år. For Henriette Pilgaard, Mia Rosholm og Camilla Hindbo var julen 2019 ikke, som den plejer.
De måtte holde deres første jul uden ...
...min søn.
Nu skal vi være glade, ikke? Forventningen om godt humør, mener Henriette Pilgaard, kan være en af forklaringerne på, at julen er som et forstørrelsesglas over sorgen.
Den 13. august 2019 fandt hun sin søn død i hans seng. Allerede i bilen på vej derhen, havde hun en mistanke om, at noget var helt galt. Sønnen drak, og den dag stod hans organer af. Han blev 25 år.
Julen 2019 var ikke den første, hvor sønnen ikke var til stede. I flere år var han blevet væk, mest fordi han ikke kunne rumme tanken om, hvad familien tænkte om ham. Det sidste år, han levede, havde han dog taget sig sammen og var dukket op.
”Ja, hvor skal jeg starte?”, spørger Henriette Pilgaard som svar på, hvordan det var at holde jul efter sønnens død. I lang tid overvejede familien at opfinde en ny tradition til minde om ham. En måde at gøre plads til ham, selvom han var væk. Men hvad kunne være i hans ånd? Det spørgsmål havde de svært ved at besvare. Døden var kommet pludseligt, og det var ikke noget, nogen havde tænkt på at tale om. Beslutningen blev, at de skulle holde jul, som de plejede.
”Og det kan man så ikke alligevel, for han er her jo ikke mere,” forklarer Henriette Pilgaard.
Hun er generelt opsat på at bevæge sig fremad i livet, selvom sorgen følger med.
”Det skal ikke have lov at vælte mig, så det kun er det, der fylder,” siger hun.
”Det ville han jo heller ikke have ønsket.”
Som mor tænker hun på ham flere gange om dagen, men indimellem kan det svært at blive ved at bringe ham op. Julen handler jo om at hygge sig, så nogle gange får hun følelsen af at ”lægge en dæmper på”, når hun taler om ham.
Til dette års jul har Henriette Pilgaard og familien igen talt om, at de vil finde en måde at markere sønnens minde.
Indtil videre har Henriette Pilgaard købt en lille julefigur til vindueskarmen, som forestiller en kat. Den hedder Miv. Det samme hed en kat, som sønnen havde, mens han levede. En kat, han tog sig mere af, end han gjorde af sig selv.
”Så er han der lidt alligevel,” siger Henriette Pilgaard.
...min far.
Inden Mia Rosholms far blev syg, tilbragte han en stor del af juleaftenen i køkkenet. Fra anlægget blæste julemusikken som et passende soundtrack til madlavningen.
”Han lavede vist det, man kan kalde gammel dansk mad,” fortæller datteren.
Juleaften var det altid and med alt det tilbehør, man kan forestille sig.
I 2011 blev han diagnosticeret med alzheimer. I de første år bevarede familien de velkendte juletraditioner, men med tiden etablerede de en ny. Juleaftensdag besøgte de ham på plejehjemmet, og julemusikken agerede igen soundtrack til en hyggelig dag med gaver og alt det, der hører sig til.
Mia Rosholms far døde i september 2019, 57 år. Selvom sygdommen langsomt havde frarøvet Mia Rosholm den far, hun kendte, var det noget ganske andet, da han var helt væk. Juleaften i 2019 var ”anderledes trist”.
”Man kunne ikke bare lige tage forbi og give ham et kram og sige glædelig jul,” fortæller Mia Rosholm.
Det obligatoriske julebesøg gik nu til kirkegården. Ved gravstedet fik Mia Rosholm følelsen af at være så tæt på ham, som det nu var muligt. I hånden havde hun sin søster.
”Hun er jo den eneste på denne her jord, der ved præcis, hvordan jeg har det,” fortæller Mia Rosholm.
Sammen mindedes de deres far, især hans person, før sygdommen pillede lagene af. Det åbne, sociale væsen, som elskede musik.
”En rigtig suppe-steg-og-is-musikant,” siger Mia Rosholm for at give et indtryk af, hvem han var. Med årene forsvandt den far, hun kendte. Derfor bliver alzheimer også ofte kaldt ”de pårørendes sygdom”.
”Man har på en eller anden måde mistet ham lidt af flere omgange,” forklarer hun.
Julen var særlig hård, måske fordi det bare rimer på familie. Det handler om hygge, traditioner, men mest af alt om de nærmeste. Man tænker både på dem, man har, og dem, man har haft. Særligt under julegudstjenesten kørte tankerne rundt, fortæller hun. Tonerne fra orglet og salmesangen kunne mærkes.
”Så er der noget, der rammer en, og man mindes dem, man har mistet, som endnu burde have været her.”
...min farfar.
I årevis har Camilla Hindbos familie mødtes anden juledag i hendes farmor og farfars stue, som målt på kvadratmeter ikke burde kunne rumme de næsten 20, de talte, når alle fire generationer var samlet. I månederne op til julen sidste år var de igen begyndt at se frem mod den årlige genforening, men en fredag i oktober fik farfaderen en udposning på en pulsåre, og pludselig gik det stærkt. Efter at have sagt farvel til hele familien, døde Camilla Hindbos farfar om mandagen den 21. oktober 2019, 89 år.
I julen 2019 var stemningen i stuen en anden, og fraværet fyldte rummet. Samtaler om, hvad man hver især havde fået i julegave, blev erstattet med udvekslinger af minder om ham. Minder om en farfar, som, mens børnene endnu var små, lod dem vinde i spil, så ingen fik følelsen af at tabe hver gang. En farfar, som uanset, hvor mange børnebørn der flokkedes om ham, sørgede for at dele sol og vind lige og tage sig tid til hver og en. Når Camilla Hindbo tænker tilbage, står selve samtalerne lidt tågede på en dag, der bare var svær at komme igennem. Mest fyldte tanken om, at hendes farfar ikke var der mere, tæt efterfulgt af en følelse af tomhed.
Den første jul uden hendes farfar handlede også meget om at hygge om Camilla Hindbos farmor.
”Vi andre mangler ham i vores liv, men hun mangler ham da især,” fortæller Camilla Hindbo om sin farmor, som i år ville have været gift med sin mand i 60 år.
Kønsrollerne var klassiske, og også i julen stod farmoderen for maden. Hun foretrak faktisk, at hendes ægtefælle ikke gik i vejen.
”Og så stod farfar for hyggen,” fortæller barnebarnet. Den hygge, som de efterladte ved fælles hjælp forsøgte at geninstallere i den lidt for fyldte stue.
Som alle juleaftener før denne gik turen også i kirke. Mens farfaderen endnu var i live, gik de en tur på kirkegården, hvor han udpegede sine forældres gravsteder. Sidste jul fik han selv besøg. Det sørger Camilla Hindbo nu for at gøre, hver gang hun er på de kanter.
”Nu er det ikke bare en juletradition at tage på kirkegården.”