”Det var ikke lægen eller advokatens børn,” fortæller Alexander von Oettingen om den typiske efterskoleelev fra 1900-tallet og frem til 1960’erne. I stedet var det en pige eller dreng, der kom fra beskedne kår. Og så var efterskoleeleven en, der ikke passede ind i det gængse skolesystem.
”I starten sagde man, at eleverne var problembørn, uopdragne børn eller utilpassede børn,” siger Alexander von Oettingen, der er prorektor for professionshøjskolen UC Syd og tidligere har forsket i efterskoler.
Han fortæller, at det kunne være børn, der havde problemer i folkeskolen, måske fordi de ikke var modne nok, eller fordi de havde indlæringsvanskeligheder. Derfor blev de sendt på et dannelsesophold på en efterskole i et til to år, inden de skulle videre i systemet: tilbage på gården eller ud på en læreplads.
Ifølge Alexander von Oettingen fik de unge på efterskolen et åndehul, hvor de lærte om blandt andet kunst, musik, politik og litteratur. Han tilføjer, at de i folkeskolen ikke fik meget af den slags undervisning. Der handlede det mere om at lære at læse, skrive og regne.
”Der blev åbnet nogle vinduer for dem i de år,” fortæller han.
Men dannelsesåret var ikke bare lutter lagkage. Alexander von Oettingen fortæller, at flere efterskoleelever fra 1950’erne, som han har interviewet i forbindelse med sin forskning, oplevede et savn, når de kom tilbage fra efterskolen.
”Når efterskolen var ovre, blev vinduerne lukket igen, fordi samfundet ikke var lige så dynamisk som i dag,” fortæller han og forklarer, at eleverne kom ind i de samme livsbaner som deres forældre, selvom det var noget helt andet de drømte om.
En af dem, han interviewede, fortalte, at han efter året på efterskole i 1950’erne ville ud at rejse og studere i udlandet. Men han skulle overtage sin fars gård, og sådan blev det. Først da han var ældre, tog han fat i drømmen igen og farede ud i verden. Ifølge Alexander von Oettingen har det ændret sig:
”I dag er den typiske efterskoleelev så heldig, at samfundet passer til, at man kan drømme stort. For samfundet er dynamisk, udviklende og forandrende.”
Til forskel for den typiske efterskoleelev før 1960’erne har nutidens typiske efterskoleelev i højere grad muligheden for at gå ud og bruge det, som vedkommende har lært på efterskolen mere aktivt, siger han.
En anden stor forskel er, at den typiske efterskoleelev ikke længere er et ”problembarn” fra svære kår, men et barn fra middelklassen. Dog understreger Alexander von Oettingen, at paletten af elever er blevet langt bredere, så der er i dag er flere forskellige typer efterskoleelever, end der var engang.