Kim skal spille Tarzan i ny Disney-musical: Det bliver et nostalgi-trip uden lige

Disney-klassikeren ”Tarzan” kan fra oktober opleves som musical på Fredericia Teater. Hovedrolleindehaveren Kim Ace Nielsen var som ung fascineret af den lian- svingende abemand, og han ser frem til at bringe publikum helt ud i junglen

Kim Ace kommer til at hænge højt i luften, når han senere på efteråret indtager Fredericia Teater i rollen som Tarzan.
Kim Ace kommer til at hænge højt i luften, når han senere på efteråret indtager Fredericia Teater i rollen som Tarzan. . Foto: Søren Malmose.

”Så, græd nu ikke, jeg er her hos dig

Kom, tag min hånd, stol på mig

Jeg passer på dig i junglenatten

Ja, jeg er her, fald til ro.”

Imens hungorillaen Kala har baby-Tarzan i sin favn, lyder den danske oversættelse af Phil Collins sang ”You’ll be in my heart” (Du er mit hjerteslag). Han græder, hun giver ham sin finger, og som hun synger, falder han til ro. Det er én af de utallige ikoniske scener og sange fra Disney-tegnefilmen ”Tarzan” fra 1999, der er baseret på Edgar Rice Burroughs’ fortællinger. Den 5. oktober rykker Tarzan, junglen og dens dyr så indenfor, når Fredericia Teaters musicalopsætning af endnu en Disney-klassiker brøles i gang. Et øjeblik, som særligt 35-årige Kim Ace Nielsen venter på i spænding, for han har nemlig fået rollen som den langhårede liansvinger.

Da han fik tilbuddet, takkede han hurtigt ja. Som teenager så han nemlig filmen i biografen, og i dag husker han stadig, hvordan figuren Tarzan og hans gorillafamilie fascinerede ham.

”På en underlig måde kunne jeg identificere mig med abemanden, der boede ude i junglen,” fortæller Kim Ace Nielsen og bemærker:

”Og så kunne jeg ikke stoppe med at tænke på sangene i filmen, som klart var de bedste nogensinde i en Disney-tegnefilm.”

Da han som 16-årig begyndte til sangundervisning, var ”You’ll be in my heart” også den første sang, han viste sin underviser.

I dag er fascinationen af ”Tarzan”-universet fortsat intakt, og derfor har han også høje forventninger til den kommende musical, der ifølge hovedrollen selv skal bringe publikum ud i junglen.

”Meget af tiden kommer jeg til at hænge højt oppe i luften, både inde over scenen og ude over publikum. Hele scenerummet bliver simpelthen udsmykket og udnyttet, og jeg er sikker på, at det bliver den vildeste publikumsoplevelse,” siger Kim Ace Nielsen, der i de kommende uger er gennem hård fysisk træning for at kunne begå sig i rollen som bomstærk abemand.

”Jeg forventer at tabe omkring syv kilo inden premieren. For det er jo hårdt for kroppen at skulle svinge sig rundt i seks timer om dagen, men forhåbentlig taber jeg kun fedt,”siger skuespilleren.

Men ud over at Tarzan ”ikke må tage sig slatten ud på scenen,” som Kim Ace Nielsen selv udtrykker det, arbejder han de næste uger også med at få den følsomme side frem i karakteren. Disney-filmen er nemlig også historien om det følsomme i mennesket og følelsen af at være anderledes. Et element af fortællingen, som ifølge hovedrolleindehaveren gør, at filmen er en de største tegnefilmsklassikere gennem tiden.

”Tarzan opdager jo pludselig, at der findes væsner, som minder mere om ham selv, og han indser, at han er anderledes. Mange mennesker har sikkert oplevet at have den følelse i sig, hvorefter de er kommet nærmere, hvem de egentlig er,” siger Kim Ace Nielsen.

Men når musicalen for første gang spiller til oktober, vil det vigtigst af alt bringe minder frem fra dengang, skuespilleren selv var teenager. Og netop minder håber han også at vække hos publikum:

”At opleve en Disney-klassiker som ’Tarzan’ er jo i dag et nostalgi-trip uden lige, og jeg håber, at publikum vil forbinde oplevelsen med noget magisk, som var engang,” afslutter han.