”Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem Esben Smed er. Jeg er helt normal og uinteressant”

Der følger et stort pres med rollen som Hamlet. Men Esben Smed, som skal spille Shakespeares berømte prins i Det Kongelige Teaters nye opsætning, lader sig ikke kue. Den hårdtarbejde skuespiller foretrækker at lade præstationen på scenen tale for sig selv

”Som skuespiller kan man gemme sig bag en rolle, men foran en fotograf er man bare sig selv,” siger Esben Smed, der snart er aktuel i rollen som Hamlet.
”Som skuespiller kan man gemme sig bag en rolle, men foran en fotograf er man bare sig selv,” siger Esben Smed, der snart er aktuel i rollen som Hamlet. . Foto: Julie Meldhede Kristensen.

”I’m still here”, står der på den hvide t-shirt, som skuespilleren Esben Smed bærer. Det er navnet på en film, hvori skuespilleren Joaquin Phoenix gror et langt skæg og med en række skandaløse offentlige optrædener foregiver at være sprunget ud som rapper. Formålet med filmen var at udstille den falskhed, der præger Hollywoods mediecirkus, forklarer Esben Smed.

Måske er det ikke helt tilfældigt, at Esben Smed har valgt at iføre sig netop denne T-shirt i dag, hvor han både skal stille op til interview og lave reklame på de sociale medier i anledning af, at han skal spille Hamlet i Det Kongelige Teaters store satsning dette efterår, ”Hamlet – Prins af Danmark”. Selvpromoveringen og dansen med medierne er bestemt ikke den del af skuespillertilværelsen, som Esben Smed værdsætter mest, og det er tydeligt, at han foretrækker, når fokus er på hans roller frem for på ham selv.

”Jeg vil gerne snakke om mit arbejde, men det andet synes jeg ikke, at andre skal have aktier i. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem Esben Smed er. Jeg er helt normal og uinteressant,” siger han.

Den 35-årige skuespiller, der i de seneste år har taget dansk film og tv med storm, besidder en nærmest overdreven ydmyghed, der læner sig op ad en form for sarkasme, hvilket kan gøre det svært at afkode, om han virkelig mener de ting, han siger. I hvert fald fortæller han, at noget af det første, han gjorde, da han fik tilbudt rollen som Hamlet, var at lave en liste med en række danske skuespillere, som han mente ville passe bedre til rollen end ham selv. For med hans egne ord vil hans portrættering af Hamlet nok blive ”meget almindelig og leverpostejsfarvet”.

Selviscenesættende er Esben Smed i hvert fald ikke, og han fortæller ærligt, at rollen som William Shakespeares sagnomspundne danske prins aldrig har været hans ultimative drøm som skuespiller. Faktisk er Hamlet ikke engang den Shakespeare-rolle, som han allerhelst vil spille, da han altid har haft en forkærlighed for Richard den Tredje.

”Hamlet har altid virket uopnåelig, og jeg har derfor ikke tænkt særlig meget på rollen. Men jeg har haft det sådan, at hvis jeg blev tilbudt den, ville jeg tage den, og så måtte jeg slå til, mens jeg havde chancen. Det er også en ret massiv rolle, så man skal ligesom turde det,” siger han.

Fra det øjeblik Esben Smed gik i gang med forarbejdet til ”Hamlet” i slutningen af februar, har de fleste af døgnets timer stået i Shakespeares tegn. Og det er blevet normen for Esben Smed ”at læse tunge bøger og blive snotforvirret”. Han har i processen udviklet en form for had-kærligheds-forhold til den myteomgærdede engelske dramatiker, som han stadig ikke er blevet helt klog på.

”På den ene side kan Shakespeare noget helt vildt. Man kan falde over nogle små ordspil eller referencer, hvor det bare kilder fuldstændig i maven. Men samtidig blæser han højt og flot på alle dramaturgiens regler om, hvordan man skal gøre, og det er helt vildt irriterende. Så når man arbejder med Shakespeare, skal man balancere med at have respekt for stoffet og samtidig kunne blæse det et stykke,” siger han.

I jagten på sandheden om Hamlet og Shakespeare har Esben Smed givet sig 100 procent. Han glemmer at spise, kan ikke huske hvad dag, det er, og så har han af praktiske årsager i lang tid kun været i stand til at se sin kone og deres to små børn, som bor i Aarhus, over weekenden. Selv når Esben Smed holder fri, kan det være svært at undslippe Shakespeares ånd, for der følger et naturligt pres med Hamlet-rollen, som er en rolle, alle har en holdning til.

”Det kører konstant, og jeg kan ikke lægge det fra mig. Hvis nogen siger noget, som minder mig om noget i stykket, så kører den replik bare igen og igen i mit hoved. Presset fylder meget, men hvis man tænker over det hele tiden, så bliver man bare lammet af det. Det eneste, man kan bruge det til, er at holde én i gang. Jeg kan ikke komme videre, før jeg selv fatter stykket, men min konklusion er, at jeg bliver nødt til at opgive det udefrakommende pres, og at alle ikke vil være tilfredse,” fortæller han.

Hamlet er ikke den første rolle, som Esben Smed har dykket ned i og nærstuderet. Grundigheden er blevet et af hans kendetegn som skuespiller, for, som han selv siger, er han er blevet opdraget til, at hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt. Han havde utallige møder med fotografen Daniel Rye, inden han portrætterede ham i filmen ”Ser du månen, Daniel”, han brugte en hel sommerferie på at sparke til en bold med sit dårlige ben, så han kunne portrættere John ”Faxe” Jensen i filmen ”Sommeren 92”, og på grund af titelrollen i filmen og tv-serien ”Lykke-Per” har han tilegnet sig en imponerende viden om dæmninger og broer.

Ingeniørparatviden er dog ikke det eneste, som Esben Smed har taget med sig fra rollen som Lykke-Per. Han har tilsyneladende en lige så nuanceret forståelse af Henrik Pontoppidans roman, som han har af Hamlet, og diskuterer uden besvær parallellerne mellem sine to hovedrollers eksistentialistiske tematikker.

”De minder meget om hinanden i forhold til deres vægelsind. De er begge to store tvivlere i forhold til, hvad de skal her i livet. At være eller ikke at være handler jo ikke kun om at leve eller dø. Det handler også om den måde, man vælger at leve på. Hvad man gør med sit liv,” påpeger han.

Ifølge Esben Smed siger det dog intet om ham, at hans cv er præget af roller med en vis dybde, som han tydeligvis har reflekteret meget over. Her slår ydmygheden og modviljen mod at blive defineret i en selvhøjtidelig avisrubrik til igen.

”Jeg er bare virkelig heldig og privilegeret. Lige om lidt laver jeg sikkert McDonalds-reklamer. Men jeg synes da, det er fedt af få lov til at arbejde med de eksistentielle roller,” understreger han.

Interviewet er overstået, og det er blevet tid til at tage billeder. Esben Smed får besked på at tage sin T-shirt med printet ”I’m still here” af, da den kan virke forstyrrende. Kort efter oplyser fotografens blitz lokalet, men Esben Smed virker ikke længere så afslappet, som han gjorde under interviewet. Han indrømmer, at han aldrig har været begejstret for at få taget billeder, og det kan jo virke lidt besynderligt, at man som filmskuespiller har et problem med at posere foran et kamera, men der er en forklaring.

”Som skuespiller kan man gemme sig bag en rolle, men foran en fotograf er man bare sig selv,” forklarer Esben Smed.

Han husker tilbage til, da der skulle tages pressefotos til ”Hamlet”. Her prøvede han at leve sig ind i rollen og lavede en masse forskellige grimasser, men fotografen stoppede ham. Folk skulle jo kunne se, hvem han var, lød forklaringen.

”Men de skal jo ikke se, hvem jeg er. Jeg hader, når folk ser, hvem jeg er,” siger Esben Smed grinende, mens fotografen knipser videre.