Den unge Jay Gatsby er indbegrebet af succes. Han er smuk, velklædt, distingveret og rig. Så rig, at han ejer et luksuriøst palæ. Det er også her, han huser sine mange fester, hvor gæsterne er alt fra hippe kunstnere til magtfulde politikere. Er man ”nogen”, kender man Jay Gatsby, ellers er man ingen som helst. Eller sagt på en anden måde: ”Kvinder er fascinerede af ham, mænd vil gerne være ham.”
De sidste ord er skuespiller Jon Langes. Til september iklæder han sig de dyre jakkesæt, når han på Odense Teater spiller hovedrollen i stykket ”Den store Gatsby” baseret på F. Scott Fitzgeralds bog fra 1925.
Det er en fascinerende person, som Jon Lange for tiden forbereder sig på at skulle spille. For i Fitzgeralds roman er Jay Gatsby manden, folk kun af navn kender til. Det er sågar en sjældenhed, at han viser sig til sine egne fester. Historierne om hans person er utallige og fyrer rundt i krogene i 1920’ernes New York. Sandhederne, derimod, holder Gatsby tæt inde på kroppen. Men de manglende svar om hans person efterlader det indtryk, at Jay Gatsby må være en selskabt persona. Han må være prætentiøs.
”Jay Gatsby er jo på mange måder personificeringen af den amerikanske drøm. Han er F. Scott Fitzgeralds kommentar til den ’sunde’ prætention. Jay Gatsby har identificeret et middel for at nå sit mål, og han gør alt, hvad der er nødvendigt, for at komme dertil. Han er tilsyneladende en mand, der har bygget sig selv op fra ingenting til at være succesfuld, rig og berømt. Kvinder er fascinerede af ham, mænd vil gerne være ham. På den måde har han jo opnået meget af det, som overfladisk set er attraktivt og fortryllende. Men han har stillet sig an for at komme derhen, ikke? Han har ’pretended’ (ladet som om, red.),” forklarer 39-årige Jon Lange.
En ”pretender”, en foregiver – Jay Gatsby er prætentiøs i ordets reneste forstand. Netop det karaktertræk ved Jay Gatsby skal Jon Lange forholde sig til. Om lidt skal han spille ham, men er han selv prætentiøs?
Det er jo et ord, som de færreste vil have siddende på sig. Det prætentiøse menneske er krukket, uægte og slår plat på egne værdier: ”Du prøver på at være noget, du ikke er.” Men graver man et spadestik dybere og ser på, hvordan og hvorfor nogen måtte være prætentiøs, ja, så er der måske flere grunde til at foregive at være andet, end man ”i virkeligheden” er. Mon det overhovedet er så galt at være prætentiøs?
Det umiddelbare svar fra Jon Lange er ja:
”At være prætentiøs går ud på at smykke sig med lånte fjer og at være antijanteloven. Ordet har en negativ klang i dagens Danmark, hvor det er normalen at passe ind frem for at skille sig ud,” siger han.
Grundlæggende har vi det svært med folk, der foregiver at være andre eller andet end sig selv, fordi det står i skærende kontrast til den ærlighed, som vi forventer fra et andet menneske, mener Jon Lange:
”Man bryder med nogle uskrevne spilleregler, hvis man fra den ene dag til den anden tager påtager sig nogle anderledes personlighedstræk. Det kan virke provokerende og kolliderer med vores forestilling om, at folk kan placeres i kasser,” siger han.
Den prætentiøse person kan altså virke krævende over for sine omgivelser, når vedkommende snobber op eller ned og så at sige kaster de sociale koder op i luften. Men den risiko kan være værd at løbe, mener Jon Lange, som af og til selv leger med ”den sande version” af sig selv:
”Ud over at jeg lever af at være andre end mig selv, hvilket må være den ultimative form for at være prætentiøs, så finder jeg indimellem inspiration i det private ved at tænke mig selv anderledes. Det kan være en måde, jeg prøver at opføre mig på, et værdisæt, jeg ønsker at tage på mig, eller en relation, jeg ønsker at ændre. ’Fake it till you make it’ (lad som om, til du opnår succes, red.) er ikke en ’oneliner’ for ingenting,” siger han og fortsætter:
”Hvis jeg for eksempel ønsker at hvile mere i mig selv og være mere ligeglad med andres holdninger, så oplever jeg faktisk, at det kan hjælpe at visualisere en version af mig selv, der er mere selvsikker. På en måde se verden gennem den versions øjne frem for mine egne,” siger han.
Jon Lange ser sig selv som et empatisk menneske, som ”i dagligdagen bruger kræfter på at tænke over, at der skal være plads til alle”, som han selv formulerer det. Men der kan også være grænser for føjeligheden og manglen på medbestemmelse. En måde, han kommer det i møde på, er ved at begive sig ud i et tankeeksperiment:
”Det er Newtons tredje lov. Hvis jeg nu opfører mig på dén her måde, så vil det føre til dén her reaktion. For eksempel har jeg en klart defineret grænse for, hvornår jeg overtræder en andens.
Men hvis jeg nu prøver at overskride den grænse og vælger, at nu er det ikke den fedeste version af mig selv, som folk skal se, ja, hvad sker der så? Risikoen er, at mine omgivelser reagerer negativt, bliver sure eller kede af det. Men hvis målet er, at jeg bliver klogere på mig selv i bestemte situationer, kan det hellige midlet. Risikoen bliver værd at løbe,” fortæller han.
På den måde berører Jon Lange en af pointerne i bogen ”Pretentiousness: Why It Matters” af Dan Fox (Prætentiøs. Hvorfor det betyder noget). Man kan tage den prætentiøse maske på som et skjold mod andres holdninger til én, men også fordi man ønsker at tydeliggøre et bestemt personlighedstræk, som man ikke mener at besidde i tilstrækkelig grad. I begge tilfælde er resultatet, at man for en stund er ”en anden”. Ifølge forfatteren Dan Fox beskylder man aldrig sig selv for at være prætentiøs, det er derimod noget man mener andre er. Brugen af ordet prætentiøs er dermed et indirekte forsøg på en form for social kontrol, hvor en person ikke uden videre kan bevæge sig op og ned ad den sociale rangstige. Det skal foregå i det tempo, andre finder passende:
”Du er ikke den, du udgiver dig for at være”, betyder i virkeligheden: ”Du skal forblive den, jeg mener at vide, at du er”.
Så slemt står det heldigvis ikke til hos Jon Lange. På trods af sin eksperimenteren med det prætentiøse, også i det private, er han aldrig blevet kaldt prætentiøs. Årsagen skal måske findes i hans opvækst:
”Jeg har brugt en god del af mit liv på at befinde mig i de ’rigtige kasser’ og forsøge at skabe mindst mulig konflikt. Men jeg har nydt, at jeg i mine voksenår har været i stand til at lægge en smule afstand til det dogme,” fortæller Jon Lange.
Han mener dog, at vi skal være varsomme med at slå ned på prætentiøs adfærd:
”Vi kommer længst med ærlighed, men skismaet opstår, når vi automatisk dømmer det prætentiøse som forkert og uhensigtsmæssigt. Der skal være plads til, at folk skiller sig ud og bevæger sig væk fra normen. Måske man selv ser en endnu større verden bagefter, fordi man lod det ske?”, siger Jon Lange.