Prøv avisen
Anmelderne anbefaler

Disse forestillinger glæder anmelderne sig til

Den Jyske Operas ”Eugen Onegin” er for musikanmelder Peter Dürrfeld blandt højdepunkterne i sæsonen 2019/2020. – Foto: Den Jyske Opera

Hvad ser Kristeligt Dagblads anmeldere frem til at opleve på de danske scener i den kommende sæson? Det fortæller musikanmelder Peter Dürrfeld, balletanmelder Alexander Meinertz og teateranmelder Lise Majgaard Mortensen her

Peter Dürrfeld, musikanmelder

”Den Jyske Opera har turnéforestillinger, som kommer land og rige rundt. I år er det Tjajkovskijs ’Eugen Onegin’. Det er en meget lyrisk opera lavet efter en roman af Ruslands store nationaldigter, Pusjkin. Tjajkovskij har sat den i vidunderlig musik, og det er en opera, jeg sætter umådeligt højt. Der er en meget berømt brevscene, hvor den unge hovedperson, Tatjana på kun 18 år, udøser sit hjerte i et brev til manden Eugen Onegin. Det er noget af det smukkeste musik, der nogensinde er skrevet om forelskelse og kærlighed, og en af operalitteraturens mest gribende scener. Jeg kniber personligt en lille tåre, hver gang jeg hører den. Orkesterledsagelsen er fantastisk velklingende. Og når det er en turnéforestilling, så ved man, at det er musikken og sangerne, der skal bære det. De skal jo videre til mange forskellige scener i hele landet, og de skal have en iscenesættelse med, der ikke må være for udspekuleret eller tung at køre rundt med.

Så glæder jeg mig også til at se, hvordan danske Hans Abrahamsen griber sin opera ’Snedronningen’ an på Det Kongelige Teater et par dage senere. Den er skrevet over H.C. Andersens eventyr af samme navn og bestemt værd at bide mærke i. Hans Abrahamsen er en af vores betydeligste komponister i dag, og han modtog Léonie Sonnings Musikpris i 2019. Ellers vil jeg sige, at sæsonen 2019-2020 i høj grad bliver præget af Beethoven. Han blev født i 1770, hvilket vil sige, at man næste år markerer 250-året for for hans fødsel med en lang række bøger og markante Beethoven-koncerter. Hans store niende symfoni opføres hele tre aftener i december. Den bliver dirigeret af Danmarks Radios chefdirigent, Fabio Luisi. Det, han laver, er absolut verdensklasse. Han er så medrivende. Og uden at gå i detaljer er det måske den mest ikoniske symfoni i musikhistorien. Den sidste sats med korsang og solosang er vanvittig berømt og noget, alle vil se frem til. Der kommer til at være helt stille, når den sats intoneres ude i den blå kuppel på Amager i DR Koncerthuset – det er helt sikkert.”

Operaaen ”Eugen Onegin” er på danmarksturné med Den Jyske Opera fra den 9. oktober til den 30. november og spiller blandt andet på Odense Koncerthus, i Musikhuset Aarhus og Musikhuset Esbjerg. ”Snedronningen” spiller på Det Kongelige Teater fra den 13. oktober til den 3. december. ”Symfoni nr. 9” af Beethoven spiller fra den 19. december til den 21. december i DR Koncerthuset.

Lise Majgaard Mortensen, teateranmelder

”Jeg har et blødt punkt for BaggårdTeatret i Svendborg. Det er et lille teater, der gentænker teater med nogle stramme, seje og lokalt forankrede koncepter, lige nu med særligt fokus på sydfynske forfattere. De laver blandt andet en forestilling, ’Sundets stilhed’, som de kalder en ’dramatiseret lydfortælling’ eller usynligt teater. Her er billetten en app, man køber på sin telefon. Så får du hørebøffer på og lytter til blandt andre Lars Mikkelsen fortælle en lydfortælling, mens du går en rute på seks kilometer langs Øhavsstien i Svendborg til Bertolt Brechts hus.

Undervejs kommer man i berøring med seks sydfynske forfattere. Fortællingen er indtalt på tre forskellige sprog, og taler altså også til turisterne. Det er en helt anden måde at få teater ud over scenen og trække tråde ind i litteraturen. Hele dette lokale forfatterfokus kulminerer med en stor forestilling om Karin Michaëlis til foråret.

Derudover glæder jeg mig til ’Lazarus’ om David Bowie på Aarhus Teater. Det er primært på grund af skuespiller Jacob Madsen Kvols, som er en af Aarhus Teaters ensembleskuespillere gennem lang tid. Han er især god til det groteske og ligner David Bowie, så han er perfekt castet. Han er en stærkt undervurderet skuespiller på landsplan, synes jeg. Og så er der forestillingens scenograf Christian Albrechtsen, som blandt andet lavede billeder til ’Lyden af de skuldre vi står på’ på Aarhus Teater i 2017. Han laver farvevilde, smagfulde og moderne scenografier, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan 1970’ernes Bowie-univers ser ud efter hans behandling.

Til sidst ser jeg frem til Mungo Park Koldings forestilling ’Britta’ om supersvindleren Britta. De er gode til satiriske forestillinger, og deres faste ensemble er ret skarpt. Forestillingen er iscenesat af Anna Andrea Malzer. Hun er kun 27 år og lige blevet ansat som direktør på Mungo Park Allerød. Før det var hun direktør på Teater Momentum i Odense. Hun er både dramatiker og instruktør og arbejder imod det snævre billede af verden, som tit bliver repræsenteret på teatrene. Hun er progressiv og vil vise diversiteten i verden og præsentere målgrupper, vi ikke normalt ser afspejlet på scenen. Jeg er meget spændt på at se, hvad hun kan udrette, som én af landets – hvis ikke den – eneste unge kvindelige teaterdirektør.”

”Sundets stilhed” af BaggårdTeatret spiller langs Øhavsstien i Svendborg fra den 11. oktober 2019 til 30. september 2022. ”Lazarus” kan ses på Aarhus Teater fra den 29. august til 12. oktober. ”Britta!” opføres på Mungo Park Kolding fra den 7. oktober til den 5. april 2020. Alexander Meinertz, balletanmelder

”Den Kongelige Ballet er hårdt presset af nedskæringer. Derfor er der færre nyheder på programmet i sæsonen 2019/2020 i forhold til, hvad vi traditionelt har kunnet forvente, men der er stadig meget at glæde sig og måske særligt til at opleve kompagniets unge stjerner.

Tobias Praetorius er den første danser, der er værd at lægge mærke til. Han er egentlig korpsdanser, ikke solodanser, men fik et stort gennembrud i hovedrollen som den tyske officer Hermann i Liam Scarletts version af ’Spar Dame’, en helaftensballet med musik af Tjajkovskij efter Alexander Pusjkins roman af samme navn. Praetorius danser partiet igen allerede i september, og det kommer jeg ikke til at gå glip af. ’Spar Dame’ er nok det vigtigste værk, der er skabt direkte til Den Kongelige Ballet, i hvert fald i det sidste årti, og dette store drama er som hånd i handske med ensemblets styrker og format.

Til foråret er der premiere på den tysk-amerikanske koreograf John Neumeiers abstrakte helaftensballet, ’Mahlers 3. symfoni’, og her er jeg sikker på, at teatrets nye stjernedanser, den kun 19-årige korpsdanser Ryan Tomash fra Canada, kommer til at få et hovedparti. Han er en sublim ’mover’, der blæste Gamle Scene omkuld med en sensationel debut i rollen som digteren Armand i Neumeiers ’Kameliadamen’ i juni. Hvis vi er heldige, får han også en hovedrolle i november i Gregory Deans nye biografiske ballet, ’Blixen’, om den store forfatterinde.

Den Kongelige Ballet har tre danserinder på spring til noget stort: Astrid Elbo, Stephanie Chen Gundorph og Emma Riis-Kofoed. Riis-Kofoed er vist også kun 19 år og korpsdanser, men lur mig, om hun ikke får chancen i Balanchines ’Ballo della Regina’ (’Dronningens bal’), som balletmester Nikolaj Hübbe har sat på repertoiret til foråret som en hyldest i forbindelse med dronning Margrethes 80-årsfødselsdag. Riis-Kofoed har den lynhurtige, spillende teknik, der kræves i dette virtuose værk til musik af Verdi.

”Spar dame” opføres på Det Kongelige Teater fra den 28. september til den 23. november. ”Blixen” spiller fra den 9. november til den 16. april næste år ligeledes på Det Kongelige Teater. ”Ballo della Regina” opføres sammen med ”August 2.0” og ”Marius Petipas Raymonda” under titlen ”Ballet de Luxe” på Det Kongelige Teater fra den 12. januar til den 16. april næste år.